I flere år vågnede Bernd Bachmann op med tømmermænd. Glassene blev flere og flere efter, at han mistede sit job og sin familie. I dag er han ædru og glad for livet igen, selvom psyken stadig kan slå knuder ind imellem.

Af Bernd Bachmann

Jeg er i dag 50 år gammel og har en fireårs mønt fra AA. Jeg havde egentlig tænkt mig at fortælle en lang historie om druk, selvmedicinering og psykisk sygdom, men i stedet for en lang sørgmodig historie om spildte år, vil jeg fortælle om nogle af de ting, jeg ved, og nogle af de ting jeg ikke ved. Jeg ved ikke, hvornår mit alkoholproblem startede for alvor, hvornår min psyke sagde stop eller hvorfor min psyke sagde stop.

Jeg var tidligere meget optaget af at finde ud af, hvornår og hvorfor, men ikke længere. Det kan ikke betale sig, for det ligger i fortiden, og jeg vil hellere leve mit liv nu og fokusere på fremtiden. Nogle af de ting, jeg ved, er, at min psyke ikke er stærk, at jeg var hidsig, vred og ofte ubehagelig, når jeg drak, at mine børn ikke ønsker kontakt med mig, at min kæreste og hendes børn elsker mig, at jeg elsker livet, mine børn, min kæreste og hendes børn.

I min historie vil jeg fokusere på livet som psykisk syg både med og uden alkohol, sådan som jeg ser det, som ædru alkoholiker. Det er ikke en løftet pegefinger, men hvis historien sætter tanker i gang, er det måske en ide at tænke dem færdig.

Glad for et glas
Jeg er uddannet pædagog, og mens jeg arbejdede, havde jeg fokus på udsatte børn, både via mit arbejde i almindelige og specialinstitutioner. Derudover var jeg aktiv i parti- og fagpolitik i perioder og havde generelt en travl hverdag. Nu er jeg diagnosticeret psykisk syg, med en personlighedsforstyrrelse, har en række depressioner og angst i forskellige variationer bag mig, og er for nylig blevet gjort opmærksom på, at der muligvis er noget ADHD eller autisme også, hvilket jeg dog ikke for nuværende ønsker at få undersøgt, da jeg fungerer fornuftigt. Mine diagnoser er alle kommet i den periode jeg drak, og det var også der, jeg fik tilkendt førtidspension.

Jeg har altid været glad for et lille glas og også gerne flere, men da jeg i år 2000 mistede mit arbejde på grund af sygdom, begyndte det at gå stærkt. Jeg nægtede hårdnakket, at der kunne være noget skævt i min psyke. Jeg var stærk og fast i troen på, at det måtte være noget andet. Som regel er jeg glad for at være stædig, men her hjalp det mig ikke. Der var noget galt, og selv i alkoholens tåger, måtte jeg til sidst erkende det, og efter flere tilløb kom jeg i behandling i lokalpsykiatrien og efter et års tid, var den første diagnose klar. Jeg var i mellemtiden blevet skilt, og så kun mine børn sporadisk, og tanker om at gøre en ende på det hele, var en del af hverdagen.

Den dag i dag, er jeg glad for, at jeg ikke handlede derpå. Jeg ville ikke pålægge mine børn skyldfølelsen, og det var min livslinje. Jeg var i det ene aktiveringsforløb efter det andet, uden held til at oparbejde en stabilitet og gav til sidst op og fik pensionen, noget som jeg stadig arbejder med at acceptere. Handyret i mig er ikke glad for, at min rolle som skaffer er udspillet.

Ensomhed og vrede
Det at gå i terapi og samtidig drikke tæt, virkede ikke helt efter hensigten. Jeg var tilknyttet lokalpsykiatrien i lidt over to år. Jeg kunne godt deltage fysisk, men det at involvere mig følelsesmæssigt var kun muligt i begrænset omfang, så jeg er ikke sikker på, at jeg fik det store udbytte ud af det. Dog blev mange ting gentaget nok gange til, at der stadig sidder noget fast. Min hverdag var præget af ensomhed og vrede, og jo mere jeg drak, jo vredere blev jeg, på alt og alle, bortset fra mig selv. Jeg var i min gode ret til at give andre skylden for min ulykke, og det gjorde jeg, for ellers var jeg nødt til at kigge mig i spejlet. Og det havde jeg ikke lyst til.

Da jeg endelig holdt op med at drikke, var det efter jeg i en gevaldig brandert havde ødelagt, jul og nytår, for min kæreste og hendes børn. Jeg fik et vink med en vognstang om, at hvis jeg ikke gjorde noget, ville jeg ende alene igen. I et lyst øjeblik gik jeg til lægen og fik antabus. Lægen foreslog, at jeg prøvede AA også, så jeg havde et sted, hvor jeg kunne blive hørt og ikke føle mig alene i min kamp mod alkoholen.

Jeg vil ikke sige, at det har været nemt, tværtimod. Men det er muligt med noget vilje og med støtte hjemmefra og anden hjælp. Det første stykke tid, kunne jeg ikke få armene ned, jeg var glad og ikke til at skyde igennem. Der var dage, hvor det var sværere end andre, men det gik, og det gør det stadig.

Jeg opdagede dog noget efter et stykke tid som ædru. Jeg var nødt til at genopdage mig selv, og det er hårdt arbejde. Da jeg hoppede ned i flasken, var jeg mere eller mindre ”normal”. I tiden mens jeg svømmede rundt dernede, gik noget galt. Verdenen udenfor fortsatte, ting er lidt anderledes, og så har jeg fået flere skavanker, nogle på grund af alkoholen, andre på grund af alder. Så det er en ny verden og en ældre krop.

Liv uden tømmermænd
Men livet er skønt, jeg vågner om morgenen uden tømmermænd og går i gang med min dag. Jeg har lært mig selv bedre at kende de sidste fire år, end jeg gjorde i de 46 forrige. Livet er ikke nemt, psyken slår knuder fra tid til anden, og alt skal planlægges, men hjemmets fire vægge er ikke det eneste, jeg ser, og jeg har ikke tænkt tanken om at gøre en ende på alt, siden proppen blev sat i flasken.

Og nej, jeg er hverken blevet hellig eller kristen af at gå i AA. Jeg er dog stor fortaler for AA og andre behandlingstilbud i forbindelse med, at man holder op med at drikke. Det er for svært alene. Det at være psykisk syg og at drikke samtidig har betydet, at det at lære at leve med en skæv psyke, har taget lang tid, og at forskellen først kom, efter jeg stoppede. Jeg ved ikke, om det gælder alle, men der er undersøgelser, der mere end antyder, at der er en sammenhæng.

Hvad min fremtid bringer ved jeg ikke, men jeg håber, at jeg vil være ædru nok til at opleve den. Jeg har ingen planer om at drikke igen. Lige for tiden synes jeg, at selvom det er svært til tider, så er livet dejligt, og tømmermændene savner jeg ikke.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.