Efter 5 år det samme sted, det samme personale, den samme måde at se mig og omgås mig på er det endelig tid til en ny begyndelse.
Jeg ønsker mig sådan er liv uden psyk, uden bosteder, uden afhængighed af andre. Men bliver det nogensinde muligt? Jeg ved det ikke.
Arrene skæmmer min krop og mit sind, spiseforstyrrelsen lever sit eget liv i min krop uden st være aktiv.
Facadernes mester er hvad jeg er. Smil, vær glad, sund og frisk. Ikke vise det, der gemmer sig indeni. Det grimme altopslugende kæmpe monster, der bor inden i mig. Ikke vise mit krakelerede jeg, den lille pige som jeg gemmer inden i. Kun hun og jeg er sammen om monsteret. Kun vi kender dets egentlige styrke, dets egentlige formål – at slå mig ned og gøre mig til intet.
Normal på trods af ar, på trods af psykiske besværligheder. Bare er menneske som alle andre. Og dog arrene skæmmer, arrene dømmer. Arrene der snor sig op og ned af arme og hals fortæller en historie om en kvinde, der har det svært så svært af det til dels er uudholdeligt.
De fortæller en historie om en kvinde, der har forsøgt at holde ud, at findesibe egne former for mestring, når verden bliver for svær.
Jeg husker tydeligt den første gsng, jeg fandt ud af at selvskade var en lettelse, et værktøj jeg kunne bruge til at bedøve mig selv og slukke for følelserne. Hvordan jeg stak af fra min faste vagt, smadrede en tallerken. Knugede glasskårene så hårdt at jeg fik sår i håndfladerne. Hvordan jeg for første gang i mit liv blev spændt fast. Hvordan dæmonerne først rasede, men siden slappede af og lod mig være i sikker forvisning om at jeg alligevel intet kunne gøre.
Siden blev smerten sød og en vane, siden bliv fiksering en dagligdags ting. Jeg havde fundet en ny mestring, der virkede. Jeg havde fundet et middel til at bekæmpe monsteret i mit indre. Jeg var lettet.
Det skulle være mere og mere, voldsommere og voldsommere. Både mine omgivelser og jeg blev hårdføre og kunne holde til mere og mere. Vi viklede os ind i et sygt univers.
Men nu står jeg forhåbentlig et andet sted, et sted hvor jeg kan sige farvel til selvskade og finde nye og bedre mestringer. Et sted hvor jeg er klar til en ny begyndelse. Et nyt forår i mit indre, vinteren har sluppet sit tag i mig og min indre have begynder få småt at vågne.
Jeg vil så gerne, men det er bare så svært. Monsteret og jeg lever i en mærkelig syg symbiose. Vi tør ikke give slip på hinanden.
Men jeg håber på et helt nyt liv, et nyt fortryllende perspektiv.