Outsideren anmelder det norske program om otte unge, der alle har det psykisk dårligt.
Af Mikkel S. og Maja Skov Vang
Maja, journalist Outsideren:
Det er som at se Skam: Det er norsk, jeg kommer med helt ind i det private, og så er jeg underholdt. Jeg føler ikke mindst sympati med deltagerne i programmet, der på dansk har fået den dødsyge titel Terapitimen. (På originalsproget ”Dig mod mig”). Titlen henleder tankerne på oplysnings-TV fra 80’erne. Men programmet er hverken dødsygt eller specielt oplysende.
Vi følger otte unge mennesker, der alle har det svært. En har mistet sin lillebror, en er blevet voldtage, en er selvmordstuet, de har næsten alle en angst-diagnose og er deprimerede. Vi ser dem gå til gruppeterapi, og vi ser dem derhjemme, når de er allermest sårbare. Deltagerne har, som det hører sig til, når man i dag laver dokumentar/reality-TV, fået deres eget kamera stillet til rådighed. På den måde føler man som seer, at man er lidt mere intim med deltageren, end både psykologen og de andre deltagere er.
For mange ubesvarede spørgsmål
Men jeg mangler alligevel noget. Historierne bliver ikke helt udfoldet, og det irriterer mig. Jeg sidder tilbage med for mange ubesvarede spørgsmål som: Hvorfor er Trine så ked af det, at hun vælger at sluge en håndfuld smertestillende for rullende kamera? Hvorfor kan Malin ikke gennemføre sit drømmestudie? Hvorfor er Anders så besat af træning og osv osv. Men måske er det en pointe i sig selv? Måske kan man godt have det dårligt og få stillet en psykisk diagnose, uden det nødvendigvis bunder i nogle livsvilkår?
Jeg bliver heller ikke specielt oplyst om, hvordan man får det bedre. Psykologen har en meget lille og uvæsenlig rolle i programmet. Men selve præmissen er vel også den, at terapien foregår i en gruppe. Således at det er de unges afspejling i hinanden, der kan hjælpe dem til at få det bedre. Og den følelse er ikke kun forbeholdt programmets deltagere, men også os seere.
Programmet giver mig nemlig det, som også Skam giver mig, nemlig følelsen af, at jeg ikke er alene. Og den pointe er vel egentligt den væsentligste. Jeg bliver endda efterladt med en følelse af, at der er mennesker, der har det langt dårlige end mig. Og så længe det ikke er vores nærmeste, det går ud over, så tror jeg, at de fleste kan nikke genkende til, at det er en rar følelse. Alene det gør, at jeg skal se med i aften.
Mikkel, It-ansvarlig Outsideren:
Karsten fortæller, at han savner at kunne mærke, hvordan han har det efter en traumatisk oplevelse. Han blev voldtaget af mand, der var flytning fra Somalia. I dag tør han ikke slippe følelserne fri. Han er blevet indadvendt og beskriver verden som monoton. Han har aldrig følt vrede over gerningsmanden, som han ikke ser som ansvarlig for gerningen, men årsagen findes i de omstændigheder han kommer fra.
Gerningsmanden er et produkt af en uretfærdig verden og er ikke ond. Karsten ser folk på baggrund af de omgivelser, de kommer fra, og han mener, at gerningsmanden kommer fra den del af verden, hvor det er almindeligt med plyndring og voldtægt.
Man kan sagtens se noget godt i, at Karsten kan rumme verden fra to sider. Han kan komme videre i livet uden at hænge bittert, hævngerrigt og vredt fast i fortiden. Men det virker som om, at det bliver i et for ekstrem omfang, og at det har sin pris, nemlig at alle – såvel stærke som naturlige – følelser rationaliseres væk. Verden bliver meget monoton, når man ikke tillader sig selv at føle noget, men lukker det ned med forklaringer om, at folk jo plyndrer og voldtager meget i Somalia. Men det får han forhåbentlig hjælp til i de næste programmer.
Medpatienter hjælper ikke
Imidlertid ser man en svaghed ved gruppeterapi som behandlingsform, da Karstens medpatienter af medmenneskelige og medfølende årsager trækker ham lidt i den forkerte retning, så Karsten får svært at lære, hvordan han har det med voldtægten og med sit følelsesliv. Udadtil kan en medpatient godt have ret i, at det er en ”utrolig stor empatisk evne” at kunne tage gerningsmandens perspektiv, hvilket en anden medpatient bekræfter. Men indadtil er det også en evne, der lukker ned for at føle noget, og skaber et indadvendt og monotont liv.
I programmet fremstår hans hovedproblem herved som hans force, og det bliver understreget med sætningen fra en medpatient: ”Det er en meget fin egenskab. Jeg bliver helt varm af, at du er så god. Jeg synes, at det er flot”. Her er et stort fravær af psykologen, der godt kunne have nuanceret, hvad det er godt og skidt ved at bearbejde verden sådan.
Du kan se Terapitimen mandag klokken 20 på DR3.