Ja, det er jo egentlig noget mærkeligt noget. At skamme sig over ting man har gjort mens man var alvorlig syg. For hvis det er noget man gjorde mens man var syg, fordi man var syg… psykisk syg… Betyder det så ikke lidt at det kan sammenlignes med at en der er syg med blærebetændelse kommer til at tisse i bukserne?
Ja, det måske en sjov sammenligning, men man ville da skamme sig, hvis man kom til at tisse i bukserne. Og også blive flov. Måske skulle jeg lige indvige jer i, hvad det er jeg sidder og tænker på mht. til hvad jeg skammer mig og er flov over. Ser i.. Jeg blev psykisk syg som 15-årig. Det skete selvfølgelig ikke bare sådan BAM, fra den ene dag til den anden. Men noget skete i hvert fald en dag som gjorde at jeg hurtigt fik en depression og senere blev jeg diagnostiseret med Borderline personlighedsforstyrrelse og så senere var borderlinen væk, men så havde jeg til gengæld udviklet paranoid skizofreni. Jeg blev voldtaget da jeg lige var fyldt 15. Det er klart at en sådan voldsom oplevelse hurtigt kan ødelægge en glad og frisk ung pige med hele livet foran sig.
Jeg begyndte at cutte da jeg var 16. Den første gang jeg gjorde det… knuser mit hjerte hver evig eneste gang jeg tænker på det. Jeg har fortalt om den episode flere gange under mine foredrag som en af os – ambassadør. Den er hudløst ærlig og er noget af det jeg fortryder mest af hvad jeg har gjort i hele mit liv. Jeg skammer mig og er flov!
Det startede med at mig og min mor skændtes med hinanden. Mig og min mor har altid haft et nært forhold til hinanden. Jeg har altid følt mig tryg hos hende og jeg elsker hende, og det har jeg altid gjort. Derfor er det sådan noget underligt noget der skete den dag.
Vi skændtes om det, som stort set altid var det vi skændtes om, når vi skændtes. Mit værelse skulle ryddes op. Og gennem hele min barndom, teenageår og indtil jeg var 26, havde jeg bare et stort rod som jeg levede i. Det var virkelig svært at rydde op for mig. Måske var jeg doven dengang. Jeg ved hvertfald at som voksen var problemet der fordi jeg simpelthen manglede overskud. Men vi skændtes altså endnu engang om at jeg skulle rydde op på mit værelse. Og jeg blev bare rigtig vred. Sådan rigtig, rigtig vred. Jeg kunne simpelthen ikke forstå hvorfor min mor blev ved og ved med at sige at jeg skulle rydde op. Jeg tænker vi fik gejlet hinanden ret højt op i vores vrede. Til sidst blev det for meget for min mor og hun sendte mig i bad. Noget som jeg især havde svært ved efter voldtægten. Jeg gik rasende ud på badeværelset og smækkede døren i. Låste den.
Jeg var rasende! Virkelig, virkelig vred. Og der ser jeg min fars barbergrej ligge fremme ved siden af håndvasken. Pludselig får jeg den modbydelige idé at hvis jeg skar mig selv, så ville jeg kunne straffe min mor for at være så vred på mig og prøve på at tvinge mig til at rydde op. Så ville hun sikkert fortryde det hun havde gjort.
Så jeg tager mit tøj af og går ind i brusekabinen med barberskraberen i min hånd. Jeg tænder vandet og begynder at snitte i min venstre underarm. Det svier en del, men jeg bliver egentlig beroliget af at se blodet der løber ned af armen og af den sviende følelse. Det ender med at hele min underarm er et stort sår. Sådan hudafskrabningsagtigt, da man ikke kan lave dybe sår med en barberskraber.
Og på dette tidspunkt hvor jeg er færdig med mit bad, kan jeg pludselig se hvad jeg har gjort. Og jeg fortryder det. For jeg kan jo godt se at hvis jeg viser min mor dette her. Så vil det knuse hendes hjerte. Og det er jeg bestemt ikke ude på. Jeg elsker min mor. Jeg begynder at græde stille og beslutter mig for at skjule såret indtil det er helet. Og at jeg aldrig vil fortælle min mor om min gerning.
Så jeg venter til såret ikke bløder mere og sørger for at pleje det og tager derefter en sort langærmet trøje på. Jeg er så flov over at jeg kunne finde på det. Og derfor bliver jeg ved med at skjule det. Men det er bare sådan … at jeg af en eller anden grund jeg ikke helt er sikker på hvad er… Så fortsætter jeg med at skære mig i min arm. Måske var det pga jeg følte at jeg blev beroliget af det? Jeg fortsætter som sagt min cutting og sørger for altid at have langærmet trøjer på. Og det bliver bare værre og værre til det ender med at jeg bruger andre ting end barberskrabere til det. Og resultatet er mange, mange, mange besøg på skadestuen for at blive syet mange, mange, mange sting. Ja, hvis jeg skal være ærlig tror jeg der er blevet syet over 600 sting. Og da det var på toppen kom jeg hen til skadestuen flere gange om ugen. Personalet på skadestuen kunne til sidst genkende mig med navn og sagde ting som: Åh, Annette. Er du nu her igen, din stakkel?
Og jeg var sådan helt, jep, jeg skal sys igen. Det var pisse pinligt. Jeg skammede mig så meget.
Og det gør jeg også i dag. Rigtig, rigtig meget. For hvordan kunne jeg finde på at ødelægge min krop? Jeg kan ikke gå uden langærmede trøjer eller kjoler uden at folk spørger om jeg er brandoffer. Der er folk som har kaldt mig psykopat, fordi jeg ikke havde en langærmet trøje på.
Jeg har her det sidste års tid undersøgt muligheder for om jeg kunne komme til at få bare lidt pænere arme end sådan som de ser ud nu. Jeg har snakket med min læge, for at få henvisninger til plastikkirurgi. Her får jeg at vide at det ikke er meningsfuldt at reparere cutter ar. Hos hudlægen får jeg at vide at mine ar er voldsomme og dybe til at han kan gøre noget. Og hos tatovøren, som jeg kun spurgte som sidste udvej, for jeg er ikke rigtig en pige til tatoveringer på mig selv, fik jeg en afvisning også. Mine ar er for voldsomme og dybe. Jeg drømmer stadig om at en plastikkirurg pludselig kommer en dag på en hvid hest, løfter mig op og opererer mine arme, så jeg bare kan få dem lidt pænere og få mod på at kunne gå med korte ærmer om sommeren.
Jeg hader mine ar. Og jeg har også et stort et på min mave. Og nogle få nogle på mit ene lår. Men værst er mine arme. De er hver dag en evig reminder om et helvede jeg har været igennem. Og mest af alt er de for mig noget jeg skammer mig over, er flov over og er noget jeg helst vil gemme langt, langt væk. Jeg ved at jeg var meget syg, men hvor ville jeg bare gerne have dem væk. For altid.
