Kære læser!
Denne min første blog her i anden ombæring af posAbilitys historie har jeg valgt skal handle om angst. Grunden til dette er for det første, at angst er noget af det, der fylder mest i det arbejde, jeg har som skolepsykolog. For det andet har jeg selv haft angst – jeg har det faktisk stadig i nogen grad. Jeg har således både en professionel og personlig ”aktie” i emnet.
Hvad er angst?
Lad mig først fortælle lidt om, hvad angst er! Evolutionært set giver det god mening, at du bliver bange, når noget livstruende er i nærheden. Det får dig til at reagere og gøre noget, og det er en af grundene til, at mennesket har overlevet. Når vi bliver rigtigt bange, kan vi reagere ved enten at vende os mod vores omverden og forsøge at finde en løsning ved hjælp fra andre, eller vi kan fryse (blive handlingslammede), kæmpe eller flygte. Samtlige disse reaktionsmønstre er helt naturlige responser – og er en vej til overlevelse i den givne, farlige situation.
Når børn er helt små har de svært ved at regulere deres følelser, hvilket betyder, at de let bliver overvældet af udefrakommende oplevelser. Derfor har de brug for stabile, rolige og følelsesmæssigt afstemte voksne til at hjælpe dem med at finde ro og lære, hvad der er farligt, og hvad der ikke er farligt. At man grundlæggende kan have tillid til sin omverden og til andre mennesker. Hvis børn har haft gode nok forældre til at lære dem dette, så kalder man det, at de er ”sikkert tilknyttet”. Hvis børn omvendt har haft forældre, der ikke har formået at skabe den fornødne tryghed og stabilitet i deres tilværelse, så bliver det meget sværere for dem at håndtere de udfordringer og små og store farer, som livet uvægerligt byder på. Når jeg bringer dette om tilknytning ind i bloggen, så er det ikke for at sige, at alle, der har angst, stress eller på anden måde er blevet syge af en belastning udefra har dårlige forældre. Jeg vil med afsnittet blot sige, at nogen af os på grund af vores tidlige erfaringer kan være særligt disponeret i forhold til at udvikle for eksempel angst. Simpelthen fordi, vi ikke har den vigtige, grundlæggende tillid til, at verden omkring os er et sikkert sted, og at andre mennesker er til at regne med.
Når det er sagt, kan angst også komme, hvis du har været udsat for særligt svære oplevelser, der ikke har noget som helst med dine forældre at gøre. Da jeg arbejdede på Livslinien talte jeg med mange mennesker, der led af angst. Mange af dem, jeg talte med, var hjemvendte soldater, hvis liv var fyldt med konstant rædsel og frygtelige flashbacks, hvor de så død og ødelæggelse for sig. Andre var mennesker, der efter lang tids alvorlig sygdom havde udviklet en langvarig frygt for igen at blive syge eller dø. Jeg talte også med flere mennesker – unge som gamle -, der tilsyneladende som et lyn fra en klar himmel var blevet ramt af et angstanfald. Her viste det sig ofte, at de igennem længere tid havde været meget stressede. Når kroppen og sindet er meget presset, så er der ikke så langt til at forsvaret og vores normale, gode strategier mod omverdens ”trusler” kan bryde sammen – og så kan angsten ramme os ”som et lyn fra en klar himmel”.
Min historie
Da jeg var 11 år fik jeg nethindeløsning på mit venstre øje. Det endte med, at jeg måtte opereres mange gange i samme øje i løbet af et års tid, og jeg var endda helt i Tyskland for at blive opereret. Jeg husker især opholdet på det tyske hospital som noget meget skræmmende. Skaldede mennesker koblet til drops og respiratorer gik rundt omkring os på gangene og i kantinen – og for et lille barn, var det hele meget uhyggeligt og overvældende. Jeg husker også, at mine forældre sagde farvel til mig, inden jeg skulle ind på operationsstuen. De måtte ikke følge med, selvom jeg ved, de gerne ville. Jeg var alene, overladt til nogle læger og operationssygeplejersker, hvis sprog jeg ikke forstod. I dag ved jeg, at tidlige hospitalsindlæggelser kan være meget traumatiserende for børn. Det er vigtigt, at børn, når de indlægges, bliver fulgt hele vejen af en tryg voksen – at alt bliver forklaret, at der er god tid, og at de ikke er alene. Jeg har hele mit liv været bange for at være syg; dels for at der skulle ske noget med mine øjne (det synes umiddelbart logisk nok), men også for at blive tynd, skaldet og døende. Altid har jeg set billedet af gamle, uhyggelige lig-agtige mennesker fra den kantine på det tyske hospital. Først senere har jeg forstået, hvor de billeder kom fra.
Min sygdoms- og dødsangst kommer altså et sted fra. Nu, hvor jeg kender mig selv lidt bedre – og også har læst lidt psykologi – så kan jeg tackle den, og det fylder ikke så meget i min hverdag. Dog er jeg stadig bange for mørke, og dét, jeg ser i mørket, er tynde lig, der venter i krogene. Og så skal jeg love for, at jeg fryser, flygter eller kæmper (slår ned i puden eller råber ud i mørket) – og det hjælper. Jeg overlever 
🙂 Sidst i dette indlæg vil jeg komme ind på, hvordan man laver moderne angstbehandling. Jeg har ikke direkte arbejdet med min angst for at dø eller se død-lignende mennesker, – men måske, jeg faktisk burde! 🙂
Sidst vil jeg nævne, at jeg efter et længere forløb med spiseforstyrrelse, hvor jeg blev meget svag og syg – og stresset – udviklede dødsangst. Det startede med, at jeg fik et angstanfald, hvor det føltes som om, mit hjerte skulle springe ud ad brystet på mig – og derefter troede jeg hver dag i et halvt år, at hvert sekund kunne være det sidste. Derfor turde jeg ikke være alene, turde ikke dyrke motion – og var ret så ligeglad med det speciale, jeg var ved at skrive. Hvem kan gå op i psykologisk teori, hvis man skal dø? Dette forløb med angst gik i sig selv, da jeg fik bugt med nogle af de mange faktorer, der var stressende for mig i den periode.
Angst – det nye sort!
Da jeg startede som skolepsykolog for nu snart to år siden blev jeg overrasket over, hvor mange henvendelser jeg fik vedrørende børn med angstproblematikker. En skoleleder formulerede det sådan lidt poppet, som at ”angst er det nye sort”. Alle taler om det – alle har haft det eller kender nogen, der har. På min arbejdsplads er det således noget, der fylder meget. Nogle af mine kolleger har grupper for familier, hvis børn har angst – og selv har jeg haft flere individuelle forløb med børn og unge, der lever med en eller anden form for angst. Snart skal jeg holde et oplæg for en forældergruppe, der skal handle om, hvordan de tackler deres teenagere, der har angst – og om et par måneder gælder det et eksamensangstkursus. Som sagt – det fylder meget.
Hensigten med dette blogindlæg var som sagt ikke at gå i dybden med, hvordan man behandler angst, men her til sidst vil jeg helt kort sige, at moderne angstbehandling består af tre komponenter. For det første har klienten brug for en forklaring på, hvad der sker i kroppen, når man bliver bange, samt hvordan disse kropsfornemmelser hænger sammen med de følelser og tanker, man får. For det andet må terapeuten hjælpe klienten til at udfordre de (fejlagtige) tanker, klienter har, der gør vedkommende bange. Her gælder det for eksempel om at finde modbeviser. Er faren for, at du, som ellers er helt rask skal falde død om virkelig reel? Hvor meget tror du på det? Kunne der være alternativer? Det tredje komponent i terapien er det, man kalder ”gradvis eksponering”, det vil sige, at klienten gradvist skal konfronteres med det, han eller hun er bange for. I moderne angstbehandling går man således op i, hvad der vedligeholder angsten; hvad er det for nogle dårlige erfaringer og forkerte overbevisninger du har, der gør, at du bliver ved at være bange? Og så prøver man at samle nye, gode erfaringer, der modbeviser. I tilfældet med børn er det meget vigtigt, at forældrene er en del af arbejdet med angsten. De kan nemlig – helt ubevist – komme til at vedligeholde deres barns angst, fordi de ikke får udfordret barnet på de ting, det er bange for.
Hvis du selv har angst eller kender nogen, der har – så søg hjælp. Angst kan være frygteligt invaliderende for en selv, og faktisk kan angsten også ”lamme” en hel familie, hvis et barn for eksempel ikke kan komme i skole og mor og far må blive hjemme fra deres arbejde. Og der ER virkelig hjælp at hente. Tilbuddene er mange, både til voksne og børn, og behandlingen er for de flestes tilfælde et kortere forløb.
Held og lykke til dig – eller dem, som du kender