Kære læser,
Som psykolog i pædagogisk psykologisk rådgivning bliver jeg meget ofte konfronteret med begrebet “diagnoser”. Jeg møder tit forældre, der vil vide, om jeg tror, deres barn har en diagnose – eller lærere, der mistænker, at Martin i 3. klasse har ADHD; eller at Sophie fra 8. har autisme. Desuden er en del af mit arbejde engang imellem også at deltage i møder i psykiatrien – eller at henvise et barn videre til psykiatrisk regi, hvis jeg mistænker, at barnet kunne have brug for lægelig hjælp. I nærværende blog vil jeg forsøge at komme lidt ind på, hvorfor det giver mening at “stemple” og give mennesker diagnoser – og hvor man måske engang imellem skal være varsom. Jeg vil som altid inddrage erfaring fra mit eget liv 🙂
Hvad skal vi med diagnoser?
Man kan spørge sig selv, hvorfor vi overhovedet skal have diagnoser. Når vi diagnosticerer, så putter vi folk i kasser – og hvorfor nu det? Hvorfor kan vi ikke bare konstatere, at alle mennesker er forskellige – og så lade det være ved det? Sociologen Erving Goffmann kan måske hjælpe os lidt på vej i forståelsen af, hvorfor det giver mening at diagnosticere. Han siger, at for at vi kan forstå og holde styr på verden omkring os, så er vi nødt til at dele den ind i kategorier. Vi danner os således lynhurtigt en forestilling om, hvordan en person, vi lige har mødt er (fx på baggrund af fysisk fremtoning) – og vi er ofte hurtige til at gruppere mennesker fra samme kultur som værende i hvert fald relativt ens. Alt dette for, at vi kan genkende og forstå verden omkring os og ikke er nødt til at begynde forfra, hver gang vi møder et nyt menneske. Dét med at putte andre mennesker i kasser er således noget, vi har brug for – og som vi gør helt automatisk hele tiden.
Diagnoser er lægevidenskabens værktøj til at lave et genkendeligt øjebliksbillede, på baggrund af hvilket der er bestemte redskaber at gribe til (fx bestemte former for medicin). Hvor Goffman taler om, at vi har brug for kategorier til at forstå andre mennesker og verden omkring os – så er det i virkeligheden det samme lægerne gør, når de stiller en diagnose. De gør et bestemt, atypisk adfærdsmønster forståeligt ved at kalde det noget. Når vi ved, hvad det er vi snakker om, så kan vi også lettere forstå og handle. Jeg har mødt mange forældre, der oplevede det som en stor lettelse endelig at få deres barn diagnosticeret med enten ADHD eller autisme. Ikke fordi de ønskede at stemple deres barn – men fordi de nu pludselig fik et netværk af andre forældre til et barn med den pågældende diagnose – eller fik en fast læge, de kunne gå til jævnligt.
Derudover udløser diagnoser lettere penge fra systemet, så det kan også være lettere for en familie der er hårdt ramt at få hjælp, hvis et eller flere af medlemmerne har en diagnose. Man kan mene om dette, hvad man vil, men igen handler det nok om, at det er lettere for sagsbehandler at handle, når “alle ved, at det er ADHD, vi taler om”.
Diagnoser, psykologer og læger
Som nævnt indledningsvis, så støder jeg ofte på snak om diagnoser i mit daglige arbejde. På min arbejdsplads er diagnoser noget, vi taler en del om; og selvom samarbejdet mellem min arbejdsplads og børne- og ungdomspsykiatrien for det meste fungerer upåklageligt og til barnets bedste, så kan der engang imellem opstå lidt kurver på tråden. Dette er ikke fordi vi ikke har respekt for hinandens faglighed, men fordi vi ser forskelligt på “genstanden”; dvs. barnet. Hvor læger stiller diagnoser og udskriver medicin (og har kortere terapeutiske forløb), så har psykologer inden for mit felt typisk en anden mere relationel tilgang til at forstå – og hjælpe – barnet. Man fokuserer typisk på at arbejde med barnet i familien; eller på at forstå barnets vanskeligheder som et produkt af den situation, han eller hun er i. Jeg skal skynde mig at sige, at sige, at jeg bestemt synes, psykiatrisk behandling kan være på sin plads og en nødvendig hjælp – også til børn – ; jeg har bare lagt mærke til, at læger og psykologer fokuserer forskelligt, når de undersøger et barn. Naturligt nok.
Hvad med den, der får diagnosen?
Erving Goffmann hjalp os med at kaste lys over, hvorfor vi har brug for at putte vores omverden i kasser. Ikke alle kasser er imidlertid lige uproblematiske, og til forståelsen af dette vil jeg hente et andet af Goffmanns begreber ind, nemlig “stigmatisering”. Et stigma er et “negativt stempel” – en negativ kasse. Et stigma kan for eksempel være et fysisk handicap eller en psykiatrisk diagnose. Til ethvert stigma er knyttet nogle forestillinger – fordomme, om du vil,- der er bredt accepteret inden for en bestemt kultur. Hvad gør du dig for eksempel af tanker, hvis jeg siger “Han har ADHD” eller “Hun er skizofren”? Sandsynligvis vil du ret hurtigt tænke, at “ham med ADHD er vist en ustyrlig vildbasse” eller at “skizofreni…. er det ikke noget med utilregnelighed og psykoser.. eller.. var det noget med en spaltet personlighed?”.
Vi ved, at det er naturligt og nødvendigt for os at organisere andre mennesker i kasser, men for den, der er såkaldt bærer af et stigma, kan det have meget forskellige konsekvenser.
Jeg har mødt mennesker, for hvem det var en kæmpe lettelse endelig at få stillet en diagnose. At få svaret på, hvorfor de aldrig havde kunnet sidde stille, eller hvorfor de altid har “rod i hovedet”. Pludselig har de, når de har fået stillet ADHD-diagnosen, fundet en ro og et overskud – en forklaring der gør, at de får mere rum til at leve det liv, de gerne vil. Dette ses naturligvis både hos patienter, der får medicin – og patienter, der ikke gør.
Jeg har imidlertid også mødt mennesker, der har oplevet det som en stor krise i deres liv at have fået for eksempel “stemplet” skizofren. Igennem de senere år har det fyldt meget i medierne, at psykiatriske patienter er blevet fejldiagnosticeret, fejlmedicineret – og har følt sig fanget under et forkert stempel. Jeg anerkender, at det nok kan være meget vanskeligt at diagnosticere især børn med mere alvorlige psykiske sygdomme – og heldigvis bliver diagnoser løbende revideret og fjernet, om nødvendigt.
Til dig, der har fået en diagnose – eller er inde på livet af en, der har…
Her til sidst vil jeg sige, at jeg bestemt mener, det giver god mening, at vi opererer med psykiatriske diagnoser i vores sundhedssystem. Det er lettere at tale med hinanden, og derved lettere at samarbejde, hvis vi har en nogenlunde ensartet forståelse af, hvad det er, vi taler om. Således kan mor og sagsbehandler bedre tale om en datter, der har angst, end hvis det blot var beskrevet at “ofte vil hun ikke i skole”. Her bliver det lettere for sagsbehandler at formidle videre, at der er behov for psykologhjælp til den pågældende pige eller familie. Når det er sagt, så er det vigtigt, at vi bliver endnu mere åbne omkring dét at få en diagnose. Psykiatriske diagnoser må ikke være tabubelagte eller behæftet med skam (som det stadig er tilfældet for mange i dag). Da får fordommene lov at leve alt for godt, og mennesker med psykiske vanskeligheder bliver kun yderligere marginaliseret og stigmatiseret.
Husk, hvis du har fået en diagnose, at du stadig er dig. Du har ikke fået en ny personlighed, og det er ikke normen, at psykiske lidelser bliver kroniske. Diagnosen skal opfattes som dét, den er, nemlig et øjebliksbillede, der giver dine nærmeste nogle redskaber til at hjælpe dig videre. Desuden skal du være åben – så kan du selv være med til at bryde med nogle af de fordomme, der gør det svært for mennesker med psykiske sygdomme.