Jeg har prøvet det så ofte. At blive skældt ud når man er endt på hospitalet pga af man har været dum imod sig selv. Og især sidste gang jeg var indlagt på hospitalet pga en overdosis, blev jeg meget overrasket over hospitalets personales måde at håndtere det på. Og ja, jeg ved godt at de ikke er uddannet i psykiatrien, så de forstår sig bedst på det somatiske, men nogen gange bør man tænke sig lidt bedre om.
Jeg blev kørt med ambulance til Nykøbing Falster sygehus i en juni måned. Jeg havde kl 13 taget bussen ind til apoteket, købt et glas piller og havde så taget bussen tilbage til min lejlighed. Her tømte jeg en pepsi max med 113 piller fra glasset. Da jeg havde slugt dem gik jeg ind i mit soveværelse og lagde mig til at sove. 5 timer efter vågnede jeg og kunne stadig intet mærke. Men nu fik jeg tilgengæld min mors stemme ind i hovedet. ”Jeg er så glad for at du fortæller mig når du har det dårligt, så vi kan hente dig og du kan komme hjem og være hos os indtil du er frisk igen.” Jo, jeg fik hurtigt stor skyldfornemmelse og måtte derfor tage mig sammen til at ringe efter hjælp. En venlig kvinde på alarmcentralen fik mig til at blive i røret indtil ambulancemændende kom. Og så blev jeg kørt på hospitalet.
På vejen begyndte jeg at få smerter i min mave og da vi kom frem havde jeg store kramper i maven. Jeg blev røntgen fotograferet, fik taget blodprøver og de klæbede en masse klistermærker på mig. Så kom 2 sygeplejersker og sagde de skulle lægge en sonde på mig. Jeg gik i panik, men der var intet at gøre. Jeg ville gerne rejse mig op og løbe min vej, men jeg kunne ikke, da jeg simpelthen ikke havde kræfterne nu. Jeg havde simpelthen for mange smerter.
Sygeplejerskerne prøver at ligge sonden, men de kan ikke få den ned i min hals, da jeg kaster op hver gang de kommer til halsen. Så de siger til hinanden at det må vente til jeg er på intensiv. INTENSIV?! Siger jeg forskrækket. Jeg følte da ikke at smerterne var så slemme og desuden så havde jeg jo kun taget 113 piller. I mit hoved på det tidspunkt var 113 piller ikke den store mængde. Men jo.. det var livstruende.
Jeg blev hurtigt kørt over på intensiv, hvor forgiftningen hurtigt tager til. Smerterne tager til. 4 sygeplejersker ligger sonden på mig, mens de holder mine arme, fordi jeg prøver på at hive sonden ud, og tvinger mig til at drikke et glas vand, så sonden kan komme ned igennem halsen og ned til min mave. Jeg spørger hvorfor jeg skal have lagt sonden, og de siger det er for at tjekke om min mavesæk bløder. Jeg tænker stadig ikke at jeg er i stor fare. Men jeg har godt nok smerter.
En læge kommer ind. Og her er det at jeg bliver så forskrækket over denne læges ord. Han er vred kan jeg se. Og han begynder at skælde mig ud. Kan jeg ikke se hvor dumt det er at tage 113 X piller. Hvis jeg da overhovedet skal begå selvmord skal jeg da hellere sluge X piller i stedet for. Det er en meget pænere død, end de piller jeg har taget. Hvorfor bruger jeg ikke min hjerne? Almindelig sund fornuft er da ikke at tage X piller. Det er jo åndssvagt…. Og her kommer så den værste kommentar. ”Næste gang bør du tage X piller i stedet for!”
Jeg blev ret forskrækket over lægens ord. Han gav mig jo et direkte råd til hvordan man begår selvmord. Plus at han skælder mig ud når jeg ligger der og er i smertehelvede, på intensiv, og kæmper for mit liv.
Jeg fik det værre. Jeg lå og kastede op, fik adskillige drop og var koblet til forskellige bibende maskiner og målere. De lagde også kateter. Og så havde jeg den sonde i som var det værste jeg nogensinde var blevet udsat for. Det var værre end en udpumpning. Og det siger meget.
Jeg lå i smertehelved da en anden læge kommer og siger at det kan gå galt, det jeg har lavet. At det er ved at gå galt. At min krop ikke kan klare det og at de har snakket med rigshospitalet. Jeg tror kun jeg kan huske dette fordi jeg faktisk blev bange. Jeg lå og sagde smertelyde og de bad mig være stille pga de andre patienter. Efter lidt tid kommer en sygeplejerske og giver mig morfin, direkte i blodårerne. Jeg falder i søvn med det samme.
Men det som lægen sagde da han skældte mig ud. Det glemmer jeg ikke. Aldrig. Det han sagde sidder fast inde i hovedet på mig. I dag er jeg heldigvis kommet så langt at selvmord ikke er løsningen. Men jeg kan stadig ryste på hovedet af at en læge siger den slags til en suicidal patient, der ligger på intensiv og i smerter. Pga hun netop har taget en overdosis.
Det hjælper altså ikke at skælde os ud. Og lad være med at give os gode råd til at begå selvmord. Vil du gerne være sådan?