Minderne skriger mig i øret. De fortæller de 1000 historier jeg har glemt alt for hurtigt.
De idylliske billeder med to silhuetter der kysser, ligger trygt på den glades facebookprofil. Det er bare ærgerligt at øjebliksbilledet ikke fangede kniven der blev trukket, og stukket i hjertet på den lettede.
“Forevigt” og “altid” er åbenbart bare andre ord for midlertidigt.
Tårer blev standset med falske forhåbninger, og selv tilgivelsen kan se latterlig ud halvandet år efter.
Pendlerlivet mellem hjem og adresse er nu på stand-by, da den sidste passager blev så ufatteligt syg af svigtet, fordi den anden gik uden at sige farvel.
Det er skræmmende at flækkede knæskaller bliver realitet når deres glæde smiler hånligt til dig. Du ved hvor de bor, men bussen køre kun en gang i timen, og selv om man slipper fri, er man stadig fanget af dem det bor i hjernen.
Det var så perfekt og så holdbart, men intet kan forberede sig på et uforberedt jordskælv.
Og selv om man sover siddende får tankerne stadig jordforbindelse og taletid.
Det er bare så surt at få ret når man ikke er den der kender svaret.
Det er bare så surt at stoppe op, når man kunne blive ved med at gå.
R.M.P.