Tidligere havde jeg kun ringe tiltro til alternative behandlingsmetoder, men efter endnu en omgang med kaos valgte jeg i mandags en konsultation hos en numerolog. Og navnet Ronnie Peter Rasmussen er åbenbart den eksplicitte årsag til det omtumlede liv. Selv inden godkendelse af Sócrates Brasileiro Sampaio de Souza Vieira de Oliveira Diego Aguero mærker jeg forbedringer. Mit tidligere navn var inspireret af den afdøde Formel 1-kører Ronnie Peterson, Og relationen til biler er begrænset til, at den ikke er for dyr i reparationer, da de mekaniske evner kun magter påfyldning af olie samt påsætning af reservehjul og vinduesviskere.
Fodbold har til gengæld betydet meget, og i teenageårene fantaserede jeg om en tilværelse som professionel fodboldspiller, men så opdagede jeg glæden ved fester, alkohol og de bedårende unge kvinder på Midtsjælland. Det medførte, at hurtigheden forsvandt, og ambitionerne om at afløse Preben Elkjær på landsholdet vaklede. Måske havde jeg – med det rigtige navn – krydret professionel fodbold med provokerende bemærkninger og fantastiske mål. Jeg husker anekdoten om dengang, Elkjær havde store problemer med at komme på holdet som helt ung i F.C Køln og med at tilpasse sig den stramme tyske stemning i omklædningsrummet. Det kulminerede, da han inden en vigtig kamp, var blevet spottet i det tyske natteliv med en flaske whisky og en ung pige. Den daværende træner ville herefter høre om denne historie var sand, hvortil Elkjær svarede, at det det var den værste løgn, han nogensinde havde hørt, da der var tale om en flaske vodka og to unge piger.
Jeg værdsætter dog muligheden for en sammenligning med Elkjær grundet det nye navn samt fortidens hurtighed og evnen til scoringer. At scoringerne på fodboldbanen udskiftedes med scoringer til halballer, på diskoteker og værtshuse skyldes åbenbart bare det fejlagtige Formel 1-inspirerede navn.
Evnerne til dans har mildest talt altid været elendige, men sambarytmer strømmer nu gennem blodbanerne og ud i benene, hvorfor jeg sandsynligvis ikke længere behøver så meget snak, men gennem aktionen dans kan udvise interesse for det modsatte køn.
Influenzasymptomerne, som jeg næsten havde fordrevet, er desværre genopstået, hvilket ifølge numerologen skyldes det voldsomme identitetsskifte. Når de er ovre, vil jeg forsøge et sundt liv, hvor jeg medvirker i stemningsløftende karneval i Rio de Janeiro, øver i jonglering med en fodbold og skriver biografier om de karismatiske store fodboldstjerner fra Brasilien og Argentina. Ufatteligt at et navneskifte kan skabe en sådan livsglæde.
En anden unik fordel er, at hvis de nye ambitioner ikke går i opfyldelse, og jeg til tider falder i druk med alt for mange genstande og billard, hvor jeg efterfølgende savlende bager på kvinder og får rodet mig ud i alverdens konflikter, så er der heldigvis kun få, der kan udtale mit navn dagen efter. Desuden skrev Ernest Hemingway flere klassikere på Cuba efter indtagelse af store mængder Mojitoer, så det sydamerikanske navn kan måske også medvirke til et litterært gennembrud, eller måske bevarer jeg fokus på artikler om livet i Danmark om mennesker i ”skyggemiljøer”.
Og jeg har ingen vodka og heller ingen unge kvinder.