Af Long John Silver (opdigtet navn) . Illustration: Vibeke Fischer.
Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu har sagt: ”Uden tilgivelse – ingen fremtid”
Et citat som jeg, efterhånden som tiden går, godt kan relatere mig til. Der er en speciel hændelse for godt otte år siden, som jeg ikke kan tilgive mig selv for. Den fik fatale følger for mig, og jeg må leve med det, jeg gjorde resten af mit liv.
Jeg er diagnosticeret bipolar, og i selvmordsøjemed sprang jeg ud foran et S-tog en sommermorgen. Der var naturligvis gået mange dramatiske ting forud, inden det kom så vidt. På tidspunktet for selvmordsforsøget var jeg indlagt på åben psykiatrisk afdeling. Den morgen blev jeg ramt af toget. Jeg døde ikke, men brækkede ryggen og er blevet lam fra livet og ned. Jeg sidder nu på ottende år i kørestol.
De første år efter ulykken var der mange udfordringer og nye ting, som jeg skulle vænne mig til. Jeg så mest fremad og fokuserede på, at jeg nok skulle få et godt liv trods det at være lam, trods det at sidde i kørestol. Jeg valgte at opfatte det som om, at jeg havde vundet livet – fået en ny chance, og at jeg godt kunne få et godt liv trods kørestol og de andre besværlige ting, der følger med som lam i underkroppen.
I det seneste års tid er der sneget sig en bitterhed ind i mit sind. Jeg ser ikke så meget frem mere, men er bitter og ærgerlig over det, der skete. Jeg tænker meget: ”Hvad nu hvis det ikke var sket? Hvor ville jeg være i min tilværelse, hvis jeg ikke havde gjort det? Hvis det ikke var sket, så var jeg sluppet for dit og dat af ubehageligheder”.
Skyde skylden på andre
Efter ulykken var jeg indlagt nogle måneder til genoptræning. Her mødte jeg en kvinde, der var ret religiøs. Da vi begge var udskrevet, holdt vi kontakten, og hun fik mig med i kirke en del i det efterfølgende års tid. Jeg tænkte, at det jo nok ikke ville skade, selvom jeg selv ikke er specielt religiøs. Jeg tænkte, at det muligvis kunne få mig selv til at forsone mig med det skete og mine nye livsvilkår. Jeg blev ikke specielt frelst eller forsonet af det på trods af, at jeg ikke var så tynget af bitterhed, skyld og skam over det skete som nu. Det er ting, der først rigtig er kommet ind i mit sind det seneste års tid.
I stedet for at tilgive mig selv, så kunne jeg jo også skyde skylden på andre – nogle specifikke mennesker, der var grimme ved mig i forløbet op til indlæggelsen. Eller jeg kunne også skyde skylden på personalet på psykiatrisk afdeling. Jeg var jo indlagt og i deres varetægt på tidspunktet for ulykken. Den ansvarlige psykiater fortalte mine pårørende, at den skyldige var min bipolare lidelse. Måske har han ret, og jeg kunne acceptere det som forklaring, men i sidste ende var det jo noget jeg selv gjorde. Kan en sygdom få mennesker til den slags?
Prøver at leve i nuet
Hvad skal der så til for, at jeg kan komme overens med mine ”nye” livsvilkår som lam og kørestolsbruger? Skal jeg acceptere handlingen, der førte mig hertil? Jeg ved det faktisk ikke helt. Tilgivelse er en god egenskab. At være god til at tilgive sig selv og andre er nok noget, der kommer med øvelse. Det er ikke min stærkeste side.
Når jeg psykisk befinder mig for meget i fortiden eller i fremtiden, så prøver jeg at leve i nuet. Ikke tænke for meget frem, men tage en dag af gangen. Prøve at gøre nogle enkle ting, der giver mig glæde. For eksempel at bage et brød, lave noget god mad eller læse en god bog. På den måde holder jeg de besværlige tanker, der kredser om fortiden, ulykken eller fremtiden lidt i skak.
Måske skulle jeg skal øve mig på at tilgive andre for at også kunne tilgive mig selv en skønne dag, og dermed igen kunne se lysere på fremtiden for at have en fremtid?