Hvordan er det at høre Peter Gøtzsche fortælle om, at psykofarmaka er direkte skadeligt, når man selv har taget det i over 20 år?

 

Af Maja Skov Vang Foto: Klaudiusz Wisnievski

 

En af de mest kontroversielle stemmer i psykiatridebatten tilhører Peter Gøtzsche. Derfor var det ikke så overraskende, at aulaen på Lundehusskolen på Østerbro var helt fyldt op, da overlægen og professoren sammen med Anders Sørensen (psykolog og ph.d.-studerende) holdt foredrag under overskriften ”Myter om psykofarmaka”.

Overlægen startede hårdt ud med at kalde medicinalindustrien for organiseret kriminalitet med henvisning til, at branchen sælger psykofarmaka på en løgn. Peter Gøtzsche mener nemlig, at psykofarmaka ikke hjælper psykisk syge til at blive raske, men at det derimod hæmmer deres følelsesliv:

”Jeg vil gerne sammenligne brugen af psykofarmaka med behandlingen af et benbrud. Hvis man giver aspirin til en med et brækket ben, så vil det mindske smerterne, men det vil ikke hele benet. Det er det, der sker ved brugen af psykofarmaka. Vi symptombehandler, men vi løser ikke problemerne. Intet psykofarmaka kan helbrede en psykisk lidelse”.

Gøtzsche mener, at vi skal væk fra at symptombehandle og i stedet fokusere på en egentlig behandling som eksempelvis samtaleterapi. Han tror simpelthen ikke på, at medicin har anden effekt end, at den hæmmer funktionerne hos brugeren.

Nedtrapning tager tid
En anden væsentligt pointe fra talerstolen er, at meget af det medicin man i dag kan tage mod depression, angst osv. er stærkt vanedannende, og at en nedtrapning derfor skal foregå over en lang periode.

”Præparaterne er meget giftige. De hæmmer vigtige hjernefunktioner, de funktioner, der gør os til mennesker og giver os mulighed for at føle empati og kærlighed. Det bedøver følelserne, og forskningen fortæller mig, at det kan give permanente hjerneskader”, fortæller Peter Gøtzsche fra talerstolen.

Gøtzsche påpeger, at ophør med psykofarmaka kan give voldsomme abstinenser og gøre brugeren psykotisk og voldelig. Han henviser blandt andet til, at flere af de amerikanske skoleskyderier er konsekvensen af, at gerningsmanden er stoppet med at tage sin medicin.

Hvordan er det at høre, hvor skadeligt det er et tage psykofarmaka fra en ekspert, når man selv har taget psykofarmaka i mange år? Outsideren er taget med K.E., der har taget antipsykotisk medicin i mere end 20 år, til foredraget.

– Det provokerer mig egentlig ikke. Jeg synes, han har nogle vigtige budskaber. Jeg er sikker på, at der er mange, der kunne lære meget af det, han siger, især det, der handler om, at det tager rigtig lang tid at nedtrappe. Da jeg halverede mit medicinforbrug, tog det over et år. Og det var jeg slet ikke klar over, da jeg fik min første recept som 19-årig, fortæller K.E.

Hvad mener du om, at Gøtzsche siger, at man skal erstatte medicin med terapi?

– Han har fat i noget af det rigtige. Terapi er det bedste, især hvis man er usikker på sig selv og sine tanker. I den situation har man brug for samtaleterapi. Jeg er også enig i, at medicin kan lægge låg på en masse følelser. Men hvis du har haft en psykose, som jeg har haft det, så skal man efter min overbevisning have medicin. Det hjalp helt klart, da jeg havde en psykose og endda ret hurtigt.

Medicin fjerner ikke problemerne
Du har både prøvet at få medicin og har været i samtaleterapi. Virker samtaleterapi ligeså godt som medicin?

– Ja, hvis du ikke er psykotisk. Altså hvis man er psykotisk, så kan man slet ikke tage imod samtaleterapi. Jeg tager skarp afstand fra, at man skal fjerne psykofarmaka fuldstændigt. Der er nogle psykisk syge, der har brug for medicin, ligeså vel som der er sukkersyge, der har brug for insulin. Havde jeg ikke fået antipsykotisk, da jeg var 19 år, så var jeg hoppet ud fra en klippe.

Kunne du have undgået meget af den medicin, du har fået gennem årene, hvis du havde fået mere samtaleterapi?

– Det er svært at sige. Jeg kan ikke vide, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde fået min medicin. Det er rigtigt nok, at det bare er symptombehandling, som Gøtzsche siger. Det holder mig fra at være ked af det og fyldt op med dårlige minder fra barndommen, som jeg har brug for at bearbejde. Men det fjerner jo ikke mine problemer. Det lægger til gengæld en dæmper på min vrede, sorg og frustrationer. Jeg har oplevet, at samtaleterapi hjælper mig. Jeg har haft en rigtig hård barndom med vold og alkohol og har oplevet nogle ting, som børn ikke skal opleve. Jeg kunne ikke snakke med min mor om det, fordi jeg ikke ville rode op i noget, som hun fik det dårligt af.

Se hele oplægget her. 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.