Af Grethe Nielsen. Foto: Grethe Nielsen
April 2016 – jobsøgende igen
Denne gang slår det ekstra hårdt at være jobsøgende – på den igen for tredje gang, siden jeg blev færdiguddannet i 2010. Jeg sidder i Karrierestedet i jobcentret i København, hvor de har fine pyntepuder fra Magasin og en kaffemaskine, der kan lave café latte til alle os arbejdsløse akademikere. Det er en skærende kontrast til et vindblæst sygedagpengejobcenter på Amager med plastikmøbler og nedværdigende blikke og kommentarer fra de ansatte, som det gjaldt om at overbevise om, at jeg var syg nok for nogle år siden.
Sygedagpengejobcentret er fortid. Der havde jeg et forløb på tre år. Men jeg bliver mindet om det som et slag i maven, da jeg nervøs sætter mig med ryggen mod en pude og venter på, at jeg skal til fællesmøde i jobcentret. Jeg kan pludseligt mærke, hvor ondt det egentligt gjorde på mig i de to et halvt år, der gik med observeret og støttet samvær med min søn efter min fødselspsykose i 2011. Med statusrapporter og lignende, der kritiserede mig som mor. Jeg kunne ikke mærke smerten fuldstændigt dengang på grund af medicinen, men på min nuværende lave dosis kan jeg mærke den smerte, jeg skulle have følt dengang.
På fællesmødet går jeg kold over en uendelig række PowerPoint-slides med ledighedsstatistikker og tal for, hvordan ledige kommer i job. Netværk, netværk og atter netværk. Uopfordrede ansøgninger. Praktik og løntilskud – gerne i et jobcenter eller andet sted i kommunen. Jeg har ikke lyst til at arbejde gratis længere. Jobcenterkvinden når til en slide om deres psykologiske rådgivning, og siger: ”Jobsøgende kan opleve psykisk sårbarhed – derfor har vi et tilbud, hvor I kan tale med psykologstuderende.” Psykisk sårbarhed er næppe en oplevelse, tænker jeg og har svært ved at holde sammen på mig selv.
Maj 2016 – på kanten til kontanthjælp
Til et fællesmøde mellem A-kassen og jobcentret får jeg at vide, at jeg stadig mangler 100 timer i at genoptjene min dagpengeret, der udløber med udgangen af juni: ”Du har ikke tid til at søge uopfordret og bruge dit netværk – du skal finde 100 timer hurtigst muligt – ellers hedder det kontanthjælp!” Jeg er oprindeligt blevet informeret om, at jeg kunne nøjes med at holde tre af mine optjente ferieuger. Nu sidder jeg med tårer i øjnene, snøfter og ved ikke, hvad jeg skal stille op. Hele mit fundament bryder sammen under mig.
Juli 2016 – reddet på målstregen
Desperat har jeg fundet et vikariat, så jeg kan få de sidste 100 timer, jeg mangler, for at kunne genoptjene min dagpengeret. Jeg når at overgå til arbejdsmarkedsydelse. Risikoen for at ryge på kontanthjælp har været overhængende, siden jeg blev ledig – jeg havde 11 ugers dagpenge tilbage. Jeg har næsten ikke kunnet tænke på andet end faren for at miste en væsentlig del af mit eksistensgrundlag og ikke længere at kunne klare mig selv.
September 2016 – en ny, monofokuseret sagsbehandler
På vej op ad trappen til sagsbehandlerkontor, spørger han, hvor længe jeg har været ledig. Han finder mig i systemet på computeren, da jeg siger mit cpr-nummer højt.
”Nå, nå siden april. Det er ikke så galt,” siger han og kigger på computeren og fortæller så, at han ikke er min faste sagsbehandler, og at jeg skal booke tid hos den rigtige næste gang. Jeg aner ikke, hvem min faste sagsbehandler er, og i bookingsystemet kunne jeg vælge mellem ti forskellige sagsbehandlere. Et system hvor jeg skal være heldig, hvis jeg kan finde en tid, inden min frist udløber. Indtil videre har jeg været forbi to andre sagsbehandlere og måttet begynde forfra hver gang.
Pludselig kigger han nysgerrigt på mig og spørger til min uddannelse. “Tysk og historie!” Hans øjne bliver nu store, intense og nysgerrige. Der breder sig i et smil på hans læber.
“Du ligner også sådan en. Virkelig.” Nå, men tak.
“Kan du så ikke finde en virksomhed, der handler med Tyskland at arbejde for?” Jo, måske. Jeg har nu kun enten set undervisningsjobs eller jobopslag fra medicinalindustrien, hvor tyskkundskaber er et krav. Men jo. Jeg kan da godt give det en chance til. Måske turisme?
Han begynder at bladre i listen over jobs, jeg har søgt. “Hmm, du skal søge noget andet for at komme i job. Hvad med det der tysk?” Jo, måske. Jeg har bare ikke brugt min faglighed siden 2010 andet, end at jeg har rejst i Tyskland. Jeg har været sygemeldt, skiftet spor og interesserer mig for psykiatri.
“Jeg synes, du skal kigge væk fra psykiatriområdet og begynde at søge uopfordret. Jeg kan anbefale dig det her kursus, vi holder – Nye øjne på sin karriere – har du hørt om det? Vi griner og har det sjovt, og alle er i samme båd. Det er recovery.” Ja, eller måske mere en form for peer-to-peer for jobsøgende. Og ja, jeg skal i gang med at søge uopfordret. Jeg mangler bare noget inspiration til at finde virksomheder.
“Jeg synes, du skal læse aviser og finde nogle brancher, du interesserer sig for.” Ja, det har jeg lært på en workshop i A-kassen. Han kigger på computeren igen og tæller.
“Du mangler to møder mere hos os inden for kort tid, du har ikke haft samtaler nok hos os, kan jeg se.” Nå, men så må I jo indkalde mig til dem.
“Nej, nej, det er dit ansvar at booke møder.” Det ved jeg, men jeg kan jo kun booke i jeres system, hvis I laver en indkaldelse.
“Du skal tænke ud af boksen. Jeg synes, du skal se mere på det der tysk. Jeg er ikke bekymret for dig. Du skal nok finde et job – du er målrettet.” Ja, jeg har ben i næsen. Han følger mig ud og siger tak for i dag efter igen at have nævnt det der tysk.
Oktober 2016 – på jobcentret uden for åbningstiden
Jobcentret er nu begyndt at indføre akuttider i et af deres andre centre, end hvor jeg er tilknyttet, så jeg en sen regnfuld fredag eftermiddag kan finde mig selv uden for et lukket jobcenter og blive smånervøs over, om det nu er helt rigtigt alt sammen.
Heldigvis holder en vagt øje med indgangen, så efter et par gåture frem og tilbage og forsigtige blikke ind bag de tommer ruder kan jeg blive lukket ind og taget imod og budt på automatkaffe eller ditto vand i et hvidt plastikkrus.
Herefter bliver jeg placeret bag nogle stofskærme og enkelte firserplanter i et stort åbent rum hos en ukendt sagsbehandler af den gamle skole. Han slår fast, at han rent faktisk tager udgangspunkt i min situation.
Sagsbehandleren ser endda lidt stort på reglerne og opfordrer til at snyde lidt med de supplerende dagpenge, så der kan spares dagpengeklip, og opfordrer mig også til at søge uopfordret, men det råd er hørt til hudløshed før.
Han opfatter sig selv som heldig, at han er der og kan snakke med mig uden for åbningstiden, måske fordi han er underlagt mindre kontrol end i åbningstiden, eller måske fordi han er en sjælden slags, der brænder for sit job.
Jobcentret er en underlig størrelse, officielt hedder det sig, at de skal hjælpe folk i arbejde, mens de i virkeligheden blot skal kunne dokumentere, at de har holdt samtaler med jobsøgende – kvantitet frem for kvalitet synes at være vejen frem.
Februar 2017 – at knække koden for samtaler, der ikke knækker en
Jeg har nok endelig fundet formlen for en god samtale i jobcentret, så jeg forlader stedet i hel tilstand: Det gælder om at virke, som om jeg har styr på det, og at jobsøgningen kører godt – og for alt i verden ikke snakke om det, der ikke går særligt godt.
Det kan sagsbehandlerne alligevel ikke hjælpe med, da de kun er oplært til at give de samme råd til alle og kontrollere, at jeg er aktivt jobsøgende.
Ellers er det bare om at vende blikket lidt udad og betragte scenariet i deres “lounge”. Jeg opdager, at sagsbehandleren fra september (ham med “du ligner også sådan en, der har studeret tysk og historie”), øjensynligt er nået midtvejskrisen på den der lidt desperate, smarte måde med nyt hår og skæg, stramme bukser og cowboystøvler. Derefter vender jeg blikket ned i en medbragt bog i den underholdende genre, så ethvert antræk til angst over den forestående samtale kan holdes godt og grundigt nede.
Det er altafgørende under samtalen, at jeg igen vender blikket udad og nikker og siger, at hendes forslag lyder som noget, der kunne overvejes. Men selvfølgelig ikke virke for overivrig over hendes forslag om at søge job i Kalundborg.
Undervejs må jeg også prøve at bære over med, at hun hvert andet minut hoster sine lunger ud. Heldigvis ned i albuen. Derefter er det måske bare at glæde sig over, at der ikke er den store risiko eller chance for, at jeg møder den samme sagsbehandler to gange i mit forløb.
Marts 2017 – happy ending
Endelig i job. Ikke noget tyskrelateret, men 15 timer som projektkonsulent i Peer-Netværket Danmark samt 10 timer som kommunikationsmedarbejder i Vendepunkter Recovery Lab.
Ud af de to søgte opslåede stillinger om ugen har jeg i det forgangne år været til to jobsamtaler. Hver jobcentersamtale har kostet mig en til to uger, hvor jeg har skullet ovenpå igen, og hvor jeg har været i tvivl om retning og mål med min jobsøgning. Hvor jeg igen er blevet i tvivl om, hvem jeg skulle rette uopfordrede ansøgninger til. Jeg har været til otte samtaler med jobcentret i løbet af året. Det er mange uger med følelsesmæssige rutsjebaneture. Med afmagt, frustration og uden kvalificeret støtte til min jobsøgning. Uden mål og retning i mit liv.
Jeg er kommet helskindet igennem, men mine tanker går til andre mennesker med værre forløb end mig. Med en kamp for opnå førtidspension eller fleksjob. Med en kamp for at få anerkendt, at de syge nok.
Min egen erfaring med jobcentersystemet er, at det gjorde mig mere psykisk sårbar. Det gav mig angst og paranoia. Det gav mig influenzasymptomer. Jeg blev ikke hørt, men jeg blev kontrolleret og vurderet. Jeg fik de samme råd hver gang i nye udgaver, men måtte også begynde forfra hver gang med den samme historie, med de samme vage fremtidsønsker. Møder med jobcentret er slidsomme – for mig og for andre. Jeg ved ikke, om jeg holder til det en anden gang.