F200 Paranoid Skizofreni.
Da jeg for knap et år siden, i efteråret 2016, fik diagnosen Paranoid Skizofren kom det som et chok for både mig selv om mine nærmeste. Jeg havde forinden været diagnosticeret med en Personlighedsforstyrrelse type Borderline(mere om denne diagnose i et senere indlæg).
Det hele begyndte da jeg blev indlagt på Psykiatrisk afdeling. Det var ikke min første indlæggelse, ej heller skulle det være min sidste.
Jeg blev indlagt da mine selvmordtanker en aften blev for virkelige for mig. Jeg er ind i mellem temmelig impulsstyret og jeg blev denne aften bange for disse impulser. Bange for at handle på mine meget mørke, destruktive tanker. Så jeg tog til nærmeste Psykiatriske Skadestue hvor jeg efter en samtale med læge blev indlagt på et lukket akut afsnit.
Som ung kvinde i slutningen af 20’erne er dét at ende sin aften på en lukket afdeling noget af en oplevelse. Personalet er meget behagelige. Og der er ikke mangel på dem. Man har oveni købet en lille knap på sin enestue, man kan trykke på for at kalde en personale til sig. Og knappen kan der være brug for. For det er et skræmmende sted. Vokse mænd med sammenbidte, forpinte ansigtstræk. Unge piger med friske, åbne sår langs armene. Ældre psykotiske kvinder der taler i en lind strøm uden pause og uden mening for andre end hende selv. Alle er samlet og gemt væk. Beskyttet for omverdenen. Og dem selv.
Selv om der ikke er personalemangel er beroligende medicin den primære behandling. Oxapax, Quetiapin og Imoclone er mine “fixere”.
Efter et par dage på “den lukkede” bliver jeg sendt videre til et åbent afsnit på et nærliggende hospital. Her er ikke længere udelukkende enestuer og heller ingen knap på væggen, som tilkalder personale. Til gengæld virker de andre patienter ikke nær så syge og forpinte, som på “den lukkede”. Og hvis de gør, er de mest på egen stue. Alt i alt en slags lettelse at skifte til et åbent afsnit. Nu må jeg da i det mindste selv tænde mine smøger med egen lighter, have snørebånd i mine sko og min deo skal ikke være låst inde i et skab.
Jeg har den første uges tid dagligt samtaler med hospitalets kliniske psykolog. Hun er streng, men dygtig. Hun stiller mig direkte spørgsmål. Spørgsmål jeg enten ikke tidligere har forstået eller fået. Jeg husker tidligere tests med spørgsmålet “Har du været på forsiden af et blad for nylig?”. Jeg forstod det aldrig. Det gør jeg nu.
Psykologen spørger ind til mit generelle funktions niveau. Det er ofte helt i bund. Jeg kommer ikke i bad, børster ikke tænder og får ikke lavet mad eller gjort rent. Psykologen taler om Negative Symptomer. Begrebet er nyt for mig. Men det er som en mindre åbenbaring for mig. Jeg bliver endelig forstået. Jeg har i årevis troet jeg var angst eller bare exceptionel doven.
Psykologen spørger ydermere til mine tanker. Jeg fortæller jeg er meget ængstelig. Er bange for andre mennesker, bange for at de vil gøre mig ondt. Utryg ved at købe ind, da jeg mener kassedamen holder øje med mig. Jeg får sat ord på en fremmed stemme, jeg har haft i mit hoved siden jeg var barn. At jeg har kropslige fornemmelser, som synes unormale. En følelse af at svæve, være på lag.
Efter en del samtaler med psykologen diagnosticerer hun mig med F200 Paranoid Skizofreni. Jeg afslutter efter udskrivelsen mit forløb i Distrikspsykiatrien og opstarter i OPUS, som er et to-årigt behandlingstilbud til unge med skizotypi og skizofreni.
Noget jeg især har kæmpet med i mit første år i OPUS har været at acceptere min diagnose. Jeg er ofte bange for, det hele bare er noget jeg bilder mig selv om andre ind. Ligesom jeg også kan tvivle på om jeg overhoved har brug for kontaktlinser, eller om det bare er noget jeg gør for at få opmærksomhed.
Jeg nærmede mig først en snert af reel accept, da jeg for kort tid siden igen var indlagt og var trappet ud af mit antipsykotiske medicin, Solian(pga. bivirkninger) og oplevede at være psykotisk i form at vrangforestillinger. Det føltes som om en fremmed, men meget ægte tanke blev plantet i mit hoved. Jeg var kun psykotisk i kort tid, i en lille uge, men det hele føles nu som en drøm. Jeg har svært ved at forstå hvordan noget så fremmed kunne virke så ægte. Psykotiske symptomer kaldes også Positive Symptomer fordi de, modsat negative symptomer der fratrækker, tilfører personligheden noget.
Denne oplevelse har bekræftet mig mere i at det er den rette diagnose jeg er blevet stillet. Jeg kæmper dog endnu med generelt at acceptere at mit funktionsniveau er nedsat, at jeg ind i mellem ryger i dyb depression og at jeg ikke lever et liv som alle andre i 20’erne.
Det er som om jeg er blevet lam fra benene ned og ikke kan acceptere, jeg ikke kan løbe eller gå. Det er bare ikke mine ben der er lammede, men mit hoved der er forstyrret og min hjerne der ind i mellem sidder i kørestol.