Af Michael Zittergong
Der sejles i oprørt sø af sprut og bræk i Louise Kristensens seneste opkast på den hjemlige litterære Olymp. ”Dronningen af Alkohol” hedder novellesamlingen. Detaljerede og sikre beskrivelser af vaklende eksistens. Fingrene bliver ikke lagt imellem, når den lettere selskabelige overrisling til sidst går over sine bredder a la tsunami; ender verden as we know it. For nogle er det døden. Men den overlevende får en chance til. Som i andre af livets forhold, hvor et menneske på randen af tilintetgørelse pludselig ser en spæd flamme blafre i sit mørke. Sand olympisk ild.
For nærværende er vi i Psykologisk Have. Og intet er givet, når depressionen sænker sig med det totale mørkes knusende kraft. Et sort hul i eget univers. I Louises tilfælde suppleret med maniske perioder hvor energien strømmer og intet synes umuligt. ”Hvem siger at Jeg ikke er en gud?”. Gid! – men det er sq svært at leve op til. Og faldet er dybt derefter for den bipolare.
Ikke alle har brug for samme nødhjælp, men generelt kan fred og ro, nye omgivelser, terapi og medicin hjælpe til at genvinde fodfæste i og styring af eget liv. Og for Louise er Kunsten (stort K for dens betydning) en uundværlig del af livet. Udlevelsen af en drøm, et skridt som hendes far aldrig tog. En måde at holde sig rask i ordets mest komplette betydning.
Det ses, når hun maler. Og det høres, forstås, og føres virtuost helt ind i den enkelte, når hun tager mikrofonen. Ude i spotlightet! Og ikke mindst når hun på tomandshånd åbent fortæller om sin sværeste tid. Man kunne kalde det en arketypisk fortælling om Kvinden, Kunsten og Psykiatrien.
Her er hun!