Mit sind er som en båd på det store hav.
Jeg er alene i den og langt fra land, jeg flyder bare rundt.
Nogle gange er der helt vindstille og jeg kan overskue langt flere ting, jeg bliver mere social og udadvendt – jeg får følelsen af at jeg kan klare hele verdenen.
Men nogle gange truer de høje bølger med at kaste mig i vandet og i disse tider kæmper jeg for at komme ud af sengen.
Jeg har ingen kontrol over hvordan havet opfører sig og det giver mange frustrationer og en følelse af fiasko.
Nogle gange kan det vare dage eller uger før der igen er ro på havet og indtil da prøver jeg at holde så godt fast i båden som muligt.
Stormvejret kan være så voldsomt at jeg ender med en indlæggelse, andre gange kan jeg blive i stormen indtil der igen er ro på.
Det kan være svært for andre at forstå hvordan man i perioder kan klare hele verdenen og i andre perioder skal kæmpe for at holde hovedet oven vande.
Jeg forstår dem godt, det giver ingen mening men kontrollen er forsvundet, jeg kan ikke gøre for at mit sind laver hulahop spring.
Jeg bestemmer ikke selv hvornår de gode perioder skal komme eller hvornår stormen kommer hvilket giver mange frustrationer.
Stormvejret er skyld i at jeg går glip af ting som jeg i virkeligheden rigtig gerne vil.
Jeg er gået glip af så mange ting og det gør mig ulykkelig.
Jeg gik glip af min brors bryllup på grund af stormvejret som var ekstremt deromkring og det gør mig endnu mere ked af det.
Jeg har mistet mange mennesker i min omgangskreds på grund af stormvejret.
Folk forstår ikke hvordan det er at befinde sig midt i et stormvejr hvor man er nød til at tage afstand til alle andre eller aflyse aftaler.
Nogle siger at dét at folk forsvinder betyder at de ikke var rigtige venner men jeg forstår dem godt, det må være vældig frustrerende at jeg fra tid til anden forsvinder fuldstændig.
At sige fra aftaler osv. er en måde at passe på mig selv for jeg ved at sker der for meget omkring mig imens stormvejret raser så vælter jeg med garanti i vandet.
Jeg er stadig inde i en periode hvor stormvejret nogle dage kan vælte mig omkuld.
Jeg har ingen opskrift på hvordan jeg får det til at stoppe udover pillerne som min psykiater udskriver i håb om at jeg undgår en indlæggelse denne gang.
Pillerne kan redde mig og sørge for at jeg ikke falder i vandet men samtidig gør de mig så døsig at jeg vælter omkuld i sengen.
Jeg ser pillerne som en redningsvest der sørger for at jeg ikke drukner selvom jeg ender i vandet.
Det er ikke med min gode vilje at jeg er nød til at sige fra over for ting jeg gerne vil.
Det er ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan.
Måske kunne jeg alt i går men idag kan jeg ikke.
Det giver måske ikke mening – det gør det hvert fald ikke for mig selv.
Men jeg har ingen kontrol over stormvejret.