Af Eisa Hunø, illustration af Rose Mai Pedersen
Måske er det en form for misforstået hensynstagen, måske er det komplimenter, jeg ved det ikke. Men jeg oplever ofte, at folk fra min omgangskreds ofte velmenende mennesker, slet ikke forstår, at jeg er psykisk syg og stiller spørgsmålstegn ved det.
Forleden talte jeg i telefon med min ven G: Hun sagde blandt andet, at jeg ikke er syg og, at jeg får for meget medicin. Hun mener, at når hospitalets læge siger, at jeg er skizofren, er det bare noget, de siger for at få penge til hospitalet. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at sige følgende til hende:
Kære G, jeg har fået ECT (elektrochok), jeg haft mega mange korte indlæggelser og også et par meget lange. Den længste var på 21 måneder. Skulle alt det bare være skuespil?
I min gang på hospitalerne har jeg virkeligt mødt nogle inkompetente røvhuller blandt de ansatte, inklusiv psykiatere. Det er ikke dem, jeg taler om, når jeg siger, at selvom vi ikke altid var enige i, hvad hjælpen skulle bestå af, faktisk var vi ofte virkelig grundlæggende uenige, så tror jeg, de mennesker mente det godt, at de gerne ville hjælpe mig, også selvom jeg blev udsat for tvang, og andre grænseoverskridende hændelser.
Kære G, hvorfor siger du, at jeg ikke er rigtig syg? Og hvis du mener, min opvækst har givet mig traumer, og at dét er en rask og forståelig reaktion på sådan en opvækst, så er jeg altså stadig syg. Du mener, jeg får for meget medicin. Ja, jeg får en hel del, men jeg har snart været indlæggelsesfri i to år, hvilket er lidt af en rekord for mig. Både min kontaktperson her, hvor jeg bor, og psykiateren på distriktspsykiatrisk-center, er enige om en forsigtig medicin-reduktion, som jeg er i gang med nu.
Hip som hap, jeg bryder mig ikke om sådanne udtalelser, som med nød kunne være okay, hvis jeg selv havde bedt om det.
Psykologen, der ikke syntes, jeg hørte til
Jeg var i gang med en fem måneder lang indlæggelse på en Afdeling M, som er en afdeling for dobbeltdiagnoser, altså psykisk sygdom og misbrugsproblematik.
To-tre måneder inde i indlæggelsen siger afdelingens psykolog til mig: “Du hører ikke til i psykiatrien”. Jeg husker ikke de nærmere omstændigheder, men tro mig, jeg kan huske, hvordan det føltes. Jeg følte både skyld og skam. Det var som benzin på mit selvhadsbål, hvor jeg ikke var noget værd og kun til andres besvær. Tak for det psykolog J. Måske det var et kompliment, men igen uden nogen form for tid- og situationsfornemmelse.
Skizofren inkognito
Jeg havde også en snak med min anden ven C. Vi kom ind på diagnoser, og hun spurgte, hvad min var. ”Paranoid skizofren”, svarede jeg. ”Hmm det kan jeg ikke genkende i dig”, sagde hun. Dette burde jeg have sagt til hende:
Nej min ven, jeg gemmer det meste af min sygdom til personalet. Jeg er faktisk i besiddelse af ret stor sygdomsindsigt. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan hun tror, en paranoid skizofren er. Men det var okay, og det var en samtale, hvor konteksten var helt i orden, fordi det var en del af en samtale.
Jeg snakkede med hende forleden igen, da vi var på café, og jeg fortalte om min tekst. Jeg spurgte hende, hvad hun mente, da hun sagde, at hun ikke kunne genkende mig med en skizofreni-diagnose. Hendes forklaring gav ren faktisk mening. Hun troede, skizofreni havde noget at gøre med personlighedsspaltning. Jeg sagde til hende, at det mest var i Hollywoods version. Hun svarede “aha!”. Så det handlede i virkeligheden om, at hun ikke kendte til diagnosen. Vi spiste og snakkede videre.
Det var en fin måde at gøre det på, fordi det var en del af en samtale, hvor jeg også selv var opsøgende og kunne forklare mig.
Paradoks
I så mange år kæmpede jeg mod “systemet” og påduttelser af diverse diagnoser. Nu er jeg landet et sted, hvor jeg accepterer og forstår, at jeg har en psykisk lidelse.
Så det er lidt af et paradoks, at jeg nogle gange må kæmpe for retten til at være syg. Jeg ser det således: Jeg er ved, at min sjæl ikke er syg, men mit fundament har nogle store hak, men det er mit fundament.