Efter 16 år i et følelsesmæssigt kaos har Camilla fået diagnosen Cyklotymi. Det har både været en lettelse endelig at få stillet en diagnose og få den rette hjælp, men også grænseoverskridende nu at være stemplet som ”unormal”
Af Camilla Lykke
Linen er så smal, at du hurtigt kan miste balancen. Du kan hurtigt svinge til den ene side, hvor du bliver depressiv, selv de mindste gøremål er uoverkommelige, og følelsen af at alt er håbløst, vælter ind over dig som en tsunami. Hvor længe du befinder dig her er ikke til at vide. Herefter kan du svinge over i modsatte side, hvor humøret og energien er ekstra høj. Du får en masse ideer og har overskud til flere gøremål, end hvad normalt er. Du er ualmindeligt positiv, og føler at du har styr på det hele. Du kæmper for ikke at svinge den ene eller anden vej i et håb om at kunne holde balancen og være stabil. Der hvor langt de fleste mennesker befinder sig. Der hvor du ikke bliver indhyllet i et negativt tankemylder, men har en rationel tankegang, og hvor følelserne ikke overtager kontrollen. Du håber inderligt at kunne forblive der- bare sådan for altid. Alle tre faser kan variere fra kortere til længerevarende perioder. Nogle gange kan du svinge op til flere gange på en dag, som hvis du stod på en line i stormvejr, mens du virkelig kæmpede for at blive stående. Du er ude af stand til at træde af linen og over på et fast underlag, hvor du hverken bliver hevet den ene eller den anden vej.
Sådan har jeg levet i 16 år uden at vide, at det reelt er en sygdom. Hver morgen vågner jeg op og mærker efter, hvordan har jeg det i dag? Kan jeg holde balancen og mon humøret hurtigt skifter igen? Det er nemlig sådan, at Cyklotymi er en lidelse, hvor dit humør kan skifte op til flere gange dagligt, uden at du selv ved, hvornår og hvorfor. Mit humør kan skifte, mens jeg er på arbejde, til en koncert eller hjemme. Om morgenen kan jeg invitere gæster til middag, mens jeg måske slet ikke kan overskue det, når jeg når tidspunktet, hvor gæsterne skal ankomme. Jeg kan lave en aftale om at tage ud med nogle veninder, men kort inden vi skal mødes, kan jeg kun overskue at ligge under en dyne, da alle tanker er mørke og dystre.
At have været uvidende omkring en usynlig sygdom har kostet dyrt
Jeg er opvokset med at passe mine ting, at overholde alle aftaler og dermed være pligtopfyldende. Jeg nåede dertil, hvor jeg med en enorm dårlig samvittighed måtte aflyse mange aftaler, melde mig syg etc. Det har fået flere til at vælge mig fra, idet opfattelsen hos mange har været ligegyldighed fra min side af. Derfor har mine humørsvingninger både påvirket og i nogle tilfælde været direkte årsag til ødelagte parforhold, venskaber, arbejdsforhold samt familieforhold. Alt dette har ført et enormt ringe selvværd med sig, og specielt når jeg er deprimeret. I parhold har jeg grundet det lave selvværd aldrig rigtig følt mig god nok, hvorfor jeg i mange år har været enormt jaloux. Er i bund og grund bange for at blive forladt, fordi flere veninder, familiemedlemmer og kærester har vendt mig ryggen. Jeg har, når jeg er depressiv, en opfattelse af, at folk kun er i mit liv i en periode, fordi jeg godt ved at livet med mig er og har været svært, specielt da jeg ikke vidste, at jeg har en diagnose.
At få et stempel i form af en diagnose
Det at få stillet en diagnose fik mig til at få en enormt identitetskrise. Det kræver en enorm selvindsigt at turde åbne op for, at der måske sker nogle ting inderst inde, som ikke er normale. At indse at jeg lider af en alvorlig hjernesygdom er i virkeligheden temmelig skræmmende, og at omverdenen slet ikke forstår, hvad det er, gør det absolut ikke nemmere at absorbere. Vidste ikke engang selv, hvad det var til at starte med, udover at det er en mild form for bipolar lidelse. Har virkelig prøvet at sætte mine nærmeste ind i, hvad Cyklotymi er for at få den bedste støtte og opbakning på rejsen til at få det bedre. Der hvor stormen har lagt sig.
En anden svær del ved det at få stillet en diagnose er, dels at indse hvor stor en belastning jeg uvidende har været for mine omgivelser, hvorefter følelsen af skam overmander mig. Derudover er det svært at få folk til at forstå, at jeg stadig er mig. Hende som uden symptomerne er en positiv pige med et enormt mod på livet. At jeg faktisk hele tiden har været mig, men at jeg virkelig har været påvirket af skiftevis hypomaniske eller depressive faser. At forskellen ligger i, at jeg fremover ikke skal leve på linen i stormvejr. Derudover er det svært at tale åbent om, da det at have en psykisk lidelse fortsat er enormt tabubelagt. Mange tager en enorm afstand og sætter sig ikke ordentligt ind i, hvad denne sygdom er for noget. Jeg har allerede prøvet at blive bremset med ord som ”hov- nu er du vidst lige lidt oppe at flyve”, hvis jeg reelt bare har været i et super godt humør. Omvendt har jeg også mødt den modsatte: du er jo helt nede og kører rundt i dit eget tankespind, hvis jeg har været vred over noget, som under andre omstændigheder ville være helt reelt. Det kan føles som at blive sat i en bås hvor al selvstændighed fratages, mens andre tillader sig at fortælle, hvordan jeg bør reagere mest hensigtsmæssigt. Følelsen af, at respekten for mig forsvinder, mens jeg bliver behandlet udelukkende som værende ustabil uden filter, af folk som reelt ikke ved, hvad Cyklotymi handler om. Den del er den absolut sværeste at kapere. Derfor kan ensomhedsfølelsen være overvældende på trods af, at jeg ikke er alene. Jeg føler mig alene, når jeg mærker min sygdom og bliver frustreret, når andre ikke forstår. Jeg er gift, har tre dejlige børn og flere skønne mennesker omkring mig. Disse mennesker alene har været årsag til, at jeg har kæmpet i årevis for at få det bedre og forsøgt at leve et så almindeligt liv som muligt, og ikke givet op selvom det til tider ville have været det nemmeste.
Velkommen tilbage til livet til mig
For at gøre det lettere at forholde sig til er det vigtigt at se positivt på det, selvom det kan være svært. Diagnosen er stillet for nyligt, og jeg er påbegyndt rette behandling i form af at lære sygdommen at kende, få redskaber til at gøre hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til at forblive stabil, men også via medicinering. Hver dag skal jeg tage to piller: en for ikke at blive depressiv samt en for ikke at blive hevet op i hypomanien. På den måde, sammen med den kognitive behandling, kan jeg leve langt mere stabilt og dermed få et bedre liv. At forholde sig til at skulle have medicin resten af livet er svært, men jeg vil langt hellere få de piller hver dag og dermed undgå al den drama, denne lidelse kan føre med sig. Jeg er mig, et helt menneske som ”bare” har langt flere humørsvingninger end andre. Det er det- kort fortalt. Jeg skifter ikke personlighed, men humør. Jeg har et langt og lyst liv foran mig. Det er ikke en urealistisk tankegang, idet jeg nu er opmærksom på og får hjælp til at håndtere de udfordringer, jeg står overfor, de udfordringer som jeg ubevidst har ladet spænde ben for mig igennem mange år. Velkommen tilbage til livet til mig.