AF K.E. Foto: K.E.

Min mor sagde
at jeg skulle besøge en læge,
jeg var et nervevrag og suicidal
Jeg sagde ok og tog bussen
derhen ad.
Indenfor i psykiatriens favntage,
dyrkede jeg den lange samtale
åbnede knuder og lukkede sår

Troede ikke det ville tage
den tid det tog.
Allerhøjst to år,
medicinen et par måneder
eller et år,
nu har jeg taget det i 20 år

Et par gange holdt jeg op
både med samtaler og medicinen.
At holde op med det sidste,
fra dag til dag,
føltes som at være midt i en storm,
midt ud på havets truende og høje bølger.
Heldigvis kunne jeg tøjle mit skib, før jeg forliste,
og skynde mig hen til
et psykiatrisk hospital.

20 år efter er jeg næsten
fri fra psykiatrien.
2 års nedtrapning
fra de farverige piller er i gang

Når jeg kigger tilbage
kan jeg se en mening med tingene,
et større perspektiv
jeg kan forstå.
Vokse op med
vold og svigt,
munder ud i årelangt
behandling.
I dag er jeg lykkelig
fordi jeg ved jeg har været syg
og det meste var ikke min skyld

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.