Af Line (navnet er opdigtet, men kendt af redaktionen)
For en uges tid siden faldt jeg over en artikel med titlen ”Sigtet for at tappe blod fra sin søn”. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg skimmede artiklen på min iPad, mens mine tanker kredsede om Münchhausen by proxy. Jeg var ikke i tvivl. En mor havde bevidst tappet sønnens blod, for så at tage ham på sygehuset, hvor lægerne kunne konstatere alvorlig blodmangel, men kunne ikke finde årsagen. Alt dette igennem seks år.
Det er sjældent at ”almindelige” mennesker hører om Münchhausen by proxy, og mange tror, at det kun sker på film, det er i hvert fald, hvad jeg møder.
Jeg er i dag 30 år, og er vokset op med en mor som mistænkes at lide af Münchhausen by proxy. Igennem hele min barndom har jeg været hos læger, på sygehuse og speciallæger et utal af gange. Faktisk er det regnet sammen til omkring 484 gange på 20 år.
Det var de mindste ting, som kunne være årsagen til et lægebesøg. Hostede jeg en smule, var hun sikker på, at der var noget galt, så jeg måtte hellere blive hjemme fra skole. Min far har altid lært mig, at forkølelse ikke er en sygdom, men en irritation. Min mor mente derimod, at ligeså snart jeg bare havde en lille smule stoppet næse, så var jeg syg.
Loyalt barn
De fleste gange hvor jeg er blevet hevet til læge, har jeg ikke helt følt de symptomer, som min mor forklarede, men som et loyalt barn, så nikkede jeg bare til det, hun sagde. Jeg stolede på, at hun vidste det.
Jeg har en masse journaler i min varetægt, og der er det dokumenteret, at jeg i en alder af fire år bliver indlagt, da jeg har drukket lampeolie.
I dag tænker jeg, at et barn på fire år nok ville spytte det ud, da jeg ikke tror lampeolie smager særlig godt, men alligevel har jeg fået drukket nok til en indlæggelse. Jeg husker ikke selv episoden, men jeg tænker, at jeg nok ikke har drukket det af egen fri vilje. Men det er kun gisninger og teorier.
Jeg led enormt meget af blærebetændelse som barn, men da jeg flyttede hjemmefra og ikke var i kontakt med min mor, forsvandt det helt af sig selv. I mine teenageår blev jeg opereret for en knæskade, en rutineoperation, men som udviklede sig på opvågningsstuen. Da jeg lå og skulle vågne efter narkosen, var min mor ved min side. Pludselig begyndte min kropstemperatur at falde, og de måtte pakke mig ind i varmetæpper og give mig ekstra ilt. Ingen vidste hvad årsagen var, og der opstod bekymring fra lægerne. Jeg blev udskrevet efter nogle timer uden svar på, hvad der var sket. Jeg kan ikke selv huske det, da jeg også befandt mig i en lettere bevidstløs tilstand. Jeg har siden tænkt på, om min mor efter operationen kunne have givet mig en eller anden form for medicin, da hendes kendskab til medicin er stort.
Som årene gik, behøvede hun ikke længere at ”gøre” tingene, hun skulle faktisk bare se på mig med et specielt blik, og så vidste jeg, hvad jeg skulle. Jeg kunne gøre ting ved mig selv, som at forsøge at brække en hånd, bare for at tilfredsstille hende.
Med tiden udviklede jeg store psykiske problemer og endte også ud i en større psykose. Den antipsykotiske medicin jeg fik, styrede min mor, og jeg stolede på, at hun gav mig det rigtige, da hendes kendskab til medicin er meget stort. I dag er jeg måske en anelse klogere.
Sygdom gav omsorg
Da jeg flyttede fra min mor i en alder af 17, fortsatte jeg det mønster, som jeg havde været vant til. Jeg havde lært, at den eneste måde jeg fik omsorg på, var når jeg var syg. Jeg gjorde ting for at fremprovokere symptomer, få lungebetændelse og høj feber. Jeg kendte ikke til andet, og hvordan kan man ændre sådan en adfærd, når det er så indgroet og tillært?
I mange år reagerede jeg med voldsom udslet, når jeg fik mælkeprodukter. Til tider blev mælkeprodukter kamufleret, og netop der reagerede jeg ikke på det. Jeg blev undersøgt fra top til tå af en dermatolog, som kunne konstatere, at jeg ikke havde allergi over for andet end græs og gråbynke. Fra den ene dag til den anden stoppede udslettet, og jeg kunne indtage mælkeprodukter, som jeg aldrig havde gjort det før.
Tankens kraft havde styrede min krop og havde udviklet virkelige symptomer. Det jeg var blevet bildt ind, var det som min krop reagerede på. Det var også her, jeg virkelig fandt ud af, hvad hun havde gjort ved mig. Hele mit liv var jeg styret af indbildning og manipulation. I en alder af 25 satte jeg mig for at mit liv ikke skulle styres på den måde længere. Men det med at finde en balancegang var rigtig svær. Jeg gik faktisk fra den ene yderlighed til den anden, for det endte med, at jeg nægtede at gå til læge. Jeg præsterede at lave gravearbejde i fem uger med en brækket finger, som så voksede forkert sammen. Jeg har stadig store problemer med det i dag, og jeg skal være rigtig dårlig, før jeg kontakter min læge, og aldrig med min gode vilje.
Moren er syg
Da jeg læste artiklen om moren, som tappede sin søns blod, følte jeg meget med den lille gut. Ud fra hvad medierne skrev, så var han i klar bedring og moren anholdt. Psykiatere udtalte, at hun formentlig lider af Münchhausen by proxy. Jeg kunne her læse flere kommentarer, hvor der var skrevet, at hun måtte være sindssyg: ”Hvordan man kunne behandle sit eget barn sådan”, at ”hun måtte få samme tur selv”, at ”hun ikke elskede sin søn” osv.
Jeg er helt enig i, at det er en total uacceptabel handling, men det, der er værd at huske, er, at denne mor er rigtig syg. Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt, om jeg kan tilgive min mor, det hun har gjort ved mig. Det er et spørgsmål, jeg har haft rigtig svært ved at svare på. Men jeg tror ikke problemet handler om tilgivelse, men mere den manglende forståelse. Jeg hader ikke min mor, men jeg forstår ikke hendes handlinger, og jeg forstår ikke, hvorfor hun gjorde det. Jeg så en udsendelse om Münchhausen by proxy, hvor en svensk psykiater sammenligner det med et misbrug. De bliver så afhængige af den omsorg, de selv får, at de fortsætter, da det også giver dem en tilfredsstillelse af deres egne behov.
Min mor er ikke diagnosticeret med Münchhausen by proxy. Det er så kompleks en sygdom og kan ikke diagnosticeres, med mindre man tager dem på fersk gerning. Jeg har heller aldrig konfronteret min mor med mine oplevelser, for jeg ved, hun vil benægte alt. Det er en del af den sygdom.
Jeg har dog tilgivet min mor, for jeg ved, at hun ikke er et ondt menneske, men jeg kommer aldrig til at forstå det. Jeg skal leve med nogle af de følelsesmæssige konsekvenser, det har skabt, men jeg har også måtte vælge mit eget liv frem for min relation til hende. Jeg måtte lære at kende forskel på reel kærlig omsorg og sygelig moderkærlighed, men også lære, at der ikke er en skjult dagsorden når andre mennesker gerne vil give mig omsorg.