Arbejdsevnevurdering 2011. -Den her er en af de hårde….
I går da jeg står og bager mine lørdags-pandekager og danser en sejrsdans over at have bestået en af de svære eksamener på ingeniørstudiet, slog det mig pludseligt, at jeg har en hel mappe med status-beskrivelser og andet ”lækkert” fra kommune og bostøtter, psykiatrien osv.
Jeg sætter mig med morgenkaffen, pandekager og to store mapper, der var gemt ret godt væk.
Jeg bladrer ikke langt, da jeg falder over den her beskrivelse. Det var en arbejdsevnevurdering der blev lavet tilbage i 2011. Og den gang var der ikke meget at føle sejr over – andet end når jeg formåede at stå op om morgenen inden klokken ramte middag.
Jeg tror, at når man møder mig i dag, kan det være svært at forstå, hvor syg jeg har været. Og egentlig har jeg også utrolig svært ved at forstå det helt selv. Det virker som et andet liv, en anden verden, en andens historie. Og dog alligevel bliver det meget virkeligt, når jeg så støder på sådan en beskrivelse her. Alle de år står meget tågede for mig, og nu i dag, hvor jeg ser så klart, kan tågen virke utrolig fjern.
Jeg har kun mine ar og mine mange papirer og lange journal, der bevidner min situation for år tilbage. Og indimellem er det bare lige godt at blive mindet om, hvor meget der egentlig er sket og hvor store nogle skridt jeg har taget.
Jeg forstår godt, at jeg har virkelig svært ved at genkende følelsen fra den gang. Men jeg forstår VIRKELIG godt, at dem der har kendt mig dengang, kan have svært ved at følge med.
Hvordan gjorde du? Bliver jeg ofte spurgt. Og det kan jeg bare ikke svare enkelt på. Det er meningen med min blog her på outsideren, på facebook og foredrag etc. At give et indblik i min historie og hvad der gjorde en forskel. For det er ikke fra den ene dag til den anden, at den her udvikling er sket – langt fra.