Arbejdsevnevurdering 2011. -Den her er en af de hårde….
I går da jeg står og bager mine lørdags-pandekager og danser en sejrsdans over at have bestået en af de svære eksamener på ingeniørstudiet, slog det mig pludseligt, at jeg har en hel mappe med status-beskrivelser og andet ”lækkert” fra kommune og bostøtter, psykiatrien osv.
Jeg sætter mig med morgenkaffen, pandekager og to store mapper, der var gemt ret godt væk.
Jeg bladrer ikke langt, da jeg falder over den her beskrivelse. Det var en arbejdsevnevurdering der blev lavet tilbage i 2011. Og den gang var der ikke meget at føle sejr over – andet end når jeg formåede at stå op om morgenen inden klokken ramte middag.
Jeg tror, at når man møder mig i dag, kan det være svært at forstå, hvor syg jeg har været. Og egentlig har jeg også utrolig svært ved at forstå det helt selv. Det virker som et andet liv, en anden verden, en andens historie. Og dog alligevel bliver det meget virkeligt, når jeg så støder på sådan en beskrivelse her. Alle de år står meget tågede for mig, og nu i dag, hvor jeg ser så klart, kan tågen virke utrolig fjern.
Jeg har kun mine ar og mine mange papirer og lange journal, der bevidner min situation for år tilbage. Og indimellem er det bare lige godt at blive mindet om, hvor meget der egentlig er sket og hvor store nogle skridt jeg har taget.
Jeg forstår godt, at jeg har virkelig svært ved at genkende følelsen fra den gang. Men jeg forstår VIRKELIG godt, at dem der har kendt mig dengang, kan have svært ved at følge med.
Hvordan gjorde du? Bliver jeg ofte spurgt. Og det kan jeg bare ikke svare enkelt på. Det er meningen med min blog her på outsideren, på facebook og foredrag etc. At give et indblik i min historie og hvad der gjorde en forskel. For det er ikke fra den ene dag til den anden, at den her udvikling er sket – langt fra.
Så bevægende og så opmuntrende læsning! Jeg håber at nogle af de psykiatere der tillod sig så negative forudsigelser, læser med. Det er vigtigt at holde fast i håbet om at det kan blive bedre.
Tak. Måske de gør 🙂 Om alt er, gav vurderingen mig den gang ro til netop at komme så langt som jeg er i dag. Jeg mistede heldigvis aldrig håbet.
Hvor er det skønt at se, hvor langt du er kommet, og hvor godt du trives i dag. Sidsel, du giver håb for andre om, at de også kan få et godt liv på trods af år med svær, psykisk lidelse.
Inger, jeg tror ikke, psykiaterne ønskede, at Sidsel ikke skulle få det bedre – eller at de ville tage håbet om bedring fra hende. Jeg tror, det helt reelt var sådan, det så ud på daværende tidspunkt – og at den ro, den manglende kravstillelse gav, måske kan have været med til at gøre, at Sidsel selv har kunnet tage nogle skridt på egen hånd og i eget tempo hen imod studie og forhåbentlig engang i fremtiden et job på fuld- eller deltid.
Da jeg fik tilkendt førtidspension i 2002 så det også ekstremt skidt ud for mig. Men den ro, pensionen gav, gav mig mulighed for, lige så stille at udnytte den spirende resterhvervsevne, der gemte sig derinde et sted, og som kunne få lov til at udvikle sig, netop fordi der ikke blev stillet krav til mig om, at jeg skulle kunne forsørge mig selv fuldtids. P.t. arbejder jeg 7.4 timer om ugen – og i perioder har jeg kunnet arbejde helt op til 25 timer om ugen. Jeg bebrejder ikke dem, der gav mig pension som 32-årig – jeg er dybt taknemmelig, fordi det netop har givet mig mulighed for at arbejde.