Af Michael Zittergong Foto: Pressefoto
Det var ikke let at vokse op blandt Urbanplanens vilde vækster af 60 forskellige nationaliteter. De stærkeste blandt vrede og marginaliserede børn og unge brugte vold og grovmobning til at markere sig i hierarkierne, resten dukkede hovederne og prøvede efter bedste evne at overleve. Og for Morten Pape var det så som så med opbakningen. Fordi han som kartoffeldansker med tilnavnet Perker Pape stod med et ben i hver lejr i hverdagens jungle. Og fordi hans far var ansvarsforflygtigende, og hans mor i længere perioder var psykisk syg. Det kom til udtryk især efter faderen forlod familien, da Morten var 10 år gammel.
Men Morten observerede og reflekterede hele vejen igennem og nådesløst ærlig og direkte skrev han senere bogen Planen – en katharsisk (rensende red.) proces for ham. For første gang udtrykte han sig helt frit. Og Planen fik overstrømmende anmeldelser, og skaffede ham Bogforums debutantpris i 2015. Sådan dér.
– Fortrængning er godt. Jeg har ikke råd til at lade fortiden overvælde mig, siger Morten Pape til Outsideren.
Og det er jo også isoleret set den rene fornuft, når man vil målrette sin energi ind i konstruktive projekter som for eksempel bogskrivning, en bachelor fra Film- og medievidenskab på KUA og en treårig uddannelse som manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16.
Under mørke skyer
Men fortrængning har sine begrænsninger. På spørgsmålet ”Kan du selv være bange for at din mors bipolare sygdom kan ramme dig?”, svarer Morten:
– Oh yes, i højeste grad. Det frygter jeg, hver gang jeg sopper i noget sørgmodighedssuppedas. Når jeg mærker det, slår min hjerne fuldkommen fra, og jeg kan kun fokusere på det negative. Der er kun mørke skyer. Det lyder, som min mor har forklaret mig, at det har føltes for hende.
I hvor høj grad er sygdommen mon arveligt (genetisk) betinget? Tjek de omstændigheder, der har været. For eksempel de perioder hvor hans ellers så stærke og kærlige mor har grædt ved den mindste anledning, truet med selvmord og været indlagt på psykiatrisk afdeling. Her har Morten og hans to mindre søskende til fulde mærket den afmagt, fortvivlelse og vrede, der opstår i børn, når de skal være voksne for deres forældre. Morten erkender at støtte for både ham selv, hans søskende og hans enlige mor til tre børn, kunne have gjort en meget væsentlig forskel.
Men livet er hårdt til tider, og sådan spillede klaveret ikke.
– Man som barn ikke rigtig stille noget op med en forælder, der er syg. Det skaber en enorm afmægtighed og utryghed. Den afmægtighed bærer jeg stadig meget på i mit voksne liv. Jeg har det for eksempel enormt svært, når nogen omkring mig har brug for en skulder at græde ved. Jeg føler, at hele byrden med at løse problemet ligger på mig, siger han.
Dog understreger Morten, at moderen altid har støttet ham efter bedste evne. Hun har kæmpet. Og Morten selv er i dag godt kørende – medforfatter på miniserien ”Liberty”, kronikskribent og en ny bog på vej efter et skriveophold i Berlin. Han gør, hvad han kan lide og er god til.
Og i dag er ghettodrengen, mennesket Morten, en mand på 31 år. Et levende bevis på værdien i at udtrykke sig om sine knubs og ar på sjælen. At selvudfoldelse, kreativitet, er blandt de mest potente lægemidler der findes. Så mon ikke, at der foruden det obligate mørke er lys forude?
Gu’ er der så! Siger denne artikels forfatter.
Hvad siger du?
Her fortæller Morten Outsideren om stjernestunder, dagligdag og levende mareridt: