Af Mick Arnholtz, illustration af Francica Meena Rude
En-som-hed, Pedersen til efternavn, igen følte et voldsomt savn.
Ængstelig hun igen kigger på, at månen signalerer at dagen er gået i stå.
Nu mørket og aften får følelser frem, hun mærker hvordan sjælen endnu en gang bli’r stram.
Vand fra øjne atter presser sig på, hun føler livet er gået i stå.
Hvad er der sket, har det altid været sådan? Hun føler en ende på timeglassets sand!!!
Hvorfor kan vi mennesker føle os så alene? – Hvordan kan andre more sig ganske ene?
Hvad er årsagen til denne forskel? Står nogen – til noget passeret – i følelsesgæld?
Findes der en holdbar løsning, noget der holder stand? Er det en ny og måske dejligere mand!?
Men går han også, hvad sker der så? Så står du tilbage og kan igen sige nå!!!
Vi må have fat i noget der er mere holdbart. Som også virker, selvom man er lidt sart.
Jeg ved hvad der virkede for mig!!! Og det er ikke fordi jeg var sej.
Først må jeg acceptere tingene som de er. Også selvom det smager som livets sure rønnebær.
Accept er fundamentet, er vejen frem. Også selvom det virker umuligt, når det føles så klamt.
Og jeg accepterer alt det jeg ikke kan forandre. Og nu begynder jeg så småt at vandre.
Langs vandringens tur, jeg oplever at sindsro dur. Jeg bemærker min mund peger op, jeg er ikke sur.
Alt hvad jeg kan forandre står nu for kø. Mine øjne er stoppet med at bringe vand til sø.
Jeg opdager glæden ved at være noget for andre. Det mit allerinderste til stadighed forandrer.
Selvets lænker når sit bristepunkt. Livet nu føles slet ikke så tungt.
Frihed i sindet, jeg lever i nu’et. Glæden over livet, jeg ik’ mere ku’et.
Salighed i sjælen, et smilende hjerte. Nu igen jeg kan mødes med min datter Alberte.