Brevkasse: “Må jeg holde ferie på sygedagpenge?”

Kan man rejse, når man er syg? Og hvad gør man, når systemet bliver ved med at kræve dokumentation for sygdom, som man mener, man har dokumenteret? Få svarerne fra vores brevkasseredaktør her

Hej, mit navn er Linda Luthje. Jeg stiller et spørgsmål på vegne af min mand, Leif Luthje. Han har været igennem et par rygoperationer og kroppen er slidt ned, så derfor har han været tre år i systemet. Først sygedagpenge, så ressourceforløb, som var et uværdigt forløb. Det gjorde at vi til sidst meldte ham ud af systemet, da det stressede ham. Så fik han en blodprop i hjertet. Han har fået en ballonudvidelse og har det godt. Nu er han i systemet igen. Det var fagforeningen, der rådede ham kraftigt til det. Nu har vi planlagt at rejse væk i hele maj måned og selvfølgelig har vi meldt det ud til sagsbehandler, og selvfølgelig skal han så heller ikke modtage ydelse i den måned. Sagsbehandler har stadig ikke svaret på, hvad det indebærer, at han rejser. Så nu spørger jeg dig; Kan han rejse i maj, selvfølgelig på egen regning? (brevet er forkortet)

Venlig hilsen Linda Luthje

Svar:

Kære Linda og Leif

Tak for indlægget, som er et meget relevant og ofte stillet spørgsmål.

Som udgangspunkt, kan man godt holde ferie, selvom man er omfattet af Sygedagpengeloven. Men der er dog en række punkter, I skal være meget opmærksomme på.

Jeg kan læse mig frem til, at I allerede har orienteret sagsbehandler om, at I holder ferie hele maj måned og at I også er indforståede med, at sygedagpengeudbetalingen ophører i den periode. Så langt, så godt. Men det er særdeles vigtigt, at jeres sagsbehandler har reageret på, at I afholder ferien. Det er det fordi, det ellers kan blive problematisk at få genoptaget sygedagpengeudbetalingen efter ferien. Årsagen hertil er, at kommunen kan stille spørgsmål ved, om din mand har forhalet sin helbredelse, hvis ferien ikke har været afholdt i overensstemmelse med sagsbehandlers vidende, og hvis denne ikke har givet tilladelse. At forhale helbredelsen vil sige, at der har været behandlinger, undersøgelser eller andre helbredsmæssige – og arbejdsmarkedsrettede aktiviteter, som har været planlagt i ferieperioden, men som grundet afholdelse af ferien ikke er blevet overholdt.

Hvis der derimod ikke hverken er aftalte behandlinger o.l. i maj måned, burde der ikke være noget til hinder for, at I holder ferie. Men få altid sagsbehandler i tale forinden, og vær sikre på, at det noteres i journalen, at der er givet tilladelse til afholdelse af ferien og i hvilken periode, der er tale om. Er ferien ikke aftalt med Kommunen, vil det blive betragtet som en raskmelding.

I ønskes begge en rigtig god ferie!

Mange hilsner

Elin

Tre år mere i systemet
Hej Elin, jeg er en mand på 48 år, der har været på kontanthjælp samlet 24 år. For ca. syv år siden blev jeg afsluttet på jobpoint, da de ikke kunne gøre mere for mig. Jeg har været misbruger ca. 30 år, for 18 mdr. siden fik jeg en mentor, og tænkte nu skulle der ske noget. Jeg startede samtidig i misbrugscenter pga. dagligt misbrug af hash i ca. 15 år, og startede en masse undersøgelser for at blive afklaret. Efter CT scanninger og MR scanninger fik jeg konstateret svær psoriasisgigt, fem discusprolapser og et par forkalkede discus.

Jeg har aldrig været i arbejdsprøvninger eller lignende, da jeg lider af panik socialangst og har været medicineret mod dette ca. 16 år, hvilket hjælper ok, når jeg ikke skal møde andre eller bliver presset. Jeg har siden i samarbejde med mentor arbejdet henimod møde i Rehabiliteringsteamet med ønske om førtidspension. Min læge skrev, at jeg ikke kunne bestride noget erhverv i Læ265, alle sagde jeg havde en god sag.

På mødet siger de så, at der ikke er dokumentation nok. De kan godt se, at min sag er meget kompleks med mange problematikker, men at den ikke er ordentligt dokumenteret. Både min mentor, som er med, min misbrugsbehandler og jeg protesterer, men selvfølgelig uden held. De indstiller mig til tre års ressourceforløb. De siger, at de mener jeg bl.a. mangler udredning hos psykiater i forhold til, om jeg eventuelt kan medicineres anderledes, med bedre virkning. Jeg mener min medicin er god nok, og jeg ønsker ikke at begynde på noget nyt. Desuden mangler jeg at gå hos fysioterapeut, mener de, og jeg skal have afsluttet min behandling hos misbrugsbehandler, hvor jeg i øvrigt også er medicineret.

Nu sidder jeg så her og kan næsten ikke overskue tre år mere i systemet, da hver dag er en kamp for overlevelse og har været det længe. Jeg får tit besøg i min lejlighed af folk, jeg skylder penge fra gammel tid. Har du nogen råd om, hvad jeg kan gøre for at nå mit mål? Jeg kan ikke søge paragraf 17, da den alligevel bliver afvist. Det nytter vel heller ikke at klage, kan man overhovedet klage over, at skulle starte i ressourceforløb?(Brevet er forkortet)

Svar:

Kære Kenneth

Tak for din mail og din fortælling om dit meget lange forløb i systemet.

Jeg vil begynde med, at besvare slutningen af din mail. Man kan ikke klage over selve rehabiliteringsplanen, hverken Den Forberedende Del eller indsatsdelen, da den er et sagsbehandlerværktøj. Du kan derimod klage over de forskellige indsatser/tilbud, der indgår i indsatsdelen efter de almindelige bestemmelser om klageadgang. Jeg kan her henvise til Beskæftigelsesindsatsloven § 30. Det vil altså sige, at du ikke kan klage over, at Rehabiliteringsteamet har vurderet, du skal i tre års ressourceforløb. Men du kan anke indholdet af planen.

Når Rehabiliteringsteamet vurderer, at der ikke er dokumentation nok, og at det ikke kan udelukkes, at du kan komme på arbejdsmarkedet med tiden, kan det hænge sammen med, at du – som du også selv skriver – aldrig har været i nogle arbejdsprøvninger. Man har altså ikke dokumentation for, hvor meget arbejdsevne du har og hvilke skånebehov, det vil være hensigtsmæssigt at sætte i værk for dig i en arbejdssituation.

Jeg har dog en række punkter, jeg tænker du og din mentor med fordel kan dyrke og fremlægge overfor din sagsbehandler i kommunen.

  • Hvad er det præcis Rehabiliteringsteamet ønsker skal afdækkes, og hvilken konkrete dokumentation vurderer de mangler og hvorfor
  • Hvilke forventninger har de til dig udfra din konkrete historik og hvorfor
  • Hvilke konkrete arbejdsfunktioner peger Rehabiliteringsteamet på, du måske på sigt vil kunne komme til at bestride
  • Hvad peger Rehabiliteringsteamet på, at du helt konkret skal gøre for at komme i nærheden af, at opfylde at kunne komme på arbejdsmarkedet

Du skriver, at man i Rehabiliteringsteamet blandt andet peger på, at du mangler udredning hos psykiater i forhold til, om du eventuelt vil kunne medicineres anderledes. Udfra det du skriver, lyder det som om, du allerede ér velmedicineret. Du og din mentor kan her med fordel bede din sagsbehandler om, at der anmodes om en second opinion fra en anden psykiater, der skal vurdere, hvorvidt det overhovedet vil være forsvarligt, at begynde, at skulle eksperimentere med din medicin og om det kan skønnes, at en eventuel ændring af din medicin egentlig vil bringe dig nærmere arbejdsmarkedet i nogen form.

Jeg læser også, at du til mødet med Rehabiliteringsteamet både havde din mentor og misbrugskonsulent med og at begge opponerede sammen med dig opponerede mod, at du skal igennem 3 års ressourceforløb. Forhør dig sammen med din mentor hos sagsbehandler og Rehabiliteringsteamet, hvorfor man valgte ikke, at lytte til dem og bed om en skriftlig begrundelse for, hvordan man kan finde det væsentligt, at du er tilknyttet misbrugskonsulent, når dennes vurdering ikke tages til efterretning.

Der findes desværre ikke nogle lette løsningsforslag på dine spørgsmål. Men i tæt samarbejde med din mentor, tænker jeg I kan opnå nogle svar, der forhåbentlig vil være til at forholde sig til og i yderste konsekvens, som I kan forholde jer til og eventuelt klage over.

I forbindelse med, at du af og til opsøges af mennesker fra din fortid, vil jeg bede dig vurdere, om det er af en sådan kaliber, at du bør overveje kontakt til politiet, måske med henblik på polititilhold.

Jeg ønsker dig held og lykke og beder dig om ikke at give op!

Mange hilsner

Elin

Du er velkommen til at stille Elin spørgsmål på redaktion@outsideren.dk. Skriv “brevkasse” i emnefeltet. Svarene vil løbende blive offentliggjort her på siden, så du bestemmer selv, om du vil være anonym.