For nylig talte jeg med en af de unge, jeg som peerstøtte medarbejder har kontakt med, om følelsen af at miste orienteringen, evnen til at stoppe op og sortere i alt det der fylder i livet, at turde sige fra og tro på, at verden ikke vælter af den grund.
I efteråret havde jeg selv konstant hovedpine, synsforstyrrelser, tinnitus og indre uro. Alt dette fik min hjerne til at ”flette sig sammen”, som om den var inde i en fodbold med for lidt luft i, som klemte sig sammen om mit hoved og efterlod mig isoleret dybt inde i mig selv. Og spøgelserne flagrede rundt inde i mig. Den velkendte frygt for at ligge på psykiatrisk afdeling lige om lidt, selvom jeg langtfra var der, hvor jeg var engang.
På mit arbejde talte jeg med de unge om at lytte til sig selv og tage deres krop og psykens signaler alvorligt. Lytte til deres behov for ro, tid for sig selv eller nødvendigheden af at sige fra til nogle ting. At finde tilbage til sig selv.
Jeg opdagede (igen), at det er meget nemmere at tale med andre om, at de skal passe på sig selv, end at respektere mine egne grænser og signaler.
For selv var jeg faret vild i at mærke efter. Eller det vil sige, jeg mærkede godt de kendte signaler fra min krop og psyke, men jeg stoppede ikke op og forholdt mig ikke til, hvad de var et udtryk for. Jeg havde ikke tid til det eller måske nærmere turde ikke stoppe op. Jeg var fanget ind i mine gamle mønstre med at tage mig sammen og løbe stærkere, og det blev sværere og sværere at bryde ud af mit krampagtige forsøg på at følge med hverdagens tempo, krav og ikke mindst krav jeg bildte mig ind var der.
Var jeg stadig en god peer i efteråret, når jeg selv ”væltede rundt i” ikke at passe på mig selv? Ja, i høj grad. Min sensibilitet og kontakt til min egen historie med depressioner, kræver vel i virkeligheden, at jeg ind imellem mærker en flig af, hvordan jeg havde det dengang. At jeg stadig selv er i læring. Det gør også, at jeg husker, hvor svært, det er at bryde et mønster, man har haft igennem mange år.
For hvor ofte falder jeg ikke tilbage i mit gamle mønster og væk fra kontakten med mig selv? Det er en lang læringsproces, som kræver tålmodighed og accept af, at jeg og de unge, jeg samarbejder med falder i gamle mindre hensigtsmæssige måder at takle livet på. Det kræver accept og tålmodighed fra mig af deres proces. Og ikke mindst, at jeg støtter dem i at være tålmodige med og ikke dømme sig selv. For mig at se, er det der en fordel, at jeg selv har stået og stadig ind imellem står i det samme.
Med håbet om, at jeg selv og vi alle må lytte til os selv, så vi kan være noget for andre, men først og fremmest for os selv, for derfra udspringer det andet.
Foto: Privat