Ja, må sande at jeg er fanget af depressionen. Blev indlagt af frivillighedens vej fra mit bosted d.25/4. Kom direkte på stamafsnit. Planen var at få det til at fungere med bostedet igen. Efter sagsbehandlermøde der forløb konstruktivt så de “hende med ja-hatten” komme til fra bostedet, helt præcist d.7/5. Planlagt orlov fra d.9-11/5, lægesamtale på afdelingen d.11/5, herefter orlov til d.13/5(søndag) og helt hjem mandag eller tirsdag. Fin, fin plan, men min plan var en anden. Medicinen jeg fik med hjem, ville jeg tage rub og stub. Livet var ligemeget, jeg så mig selv på vej væk fra bostedet, at de prøvede at presse mig til at smide håndklædet i ringen og flytte. For så havde ikke smidt mig ud. Mit løfte til mig selv var jo netop, at var det ikke mit bosted længere, så var mit liv et overstået kapitel. Så orkede jeg ikke mere.
Så pillerne blev hældt i medicinbægre, i en stor pærevælling og skyllet ned. 1/2 time efter lukkede de sig ind, personalet. Jeg fortalte at det var en postgang for sent. Hvad jeg mente? Sagde at det vidste hun godt. Der blev rekvireret ambulance og jeg nåede at blive rigtig dårlig. Det meste af turen foregik med udrykning og efter at have været tvunget til at drikke aktiv kul og deraf følgende opkastningers røg jeg på intensiv til næste eftermiddag, hvor turen gik tilbage til psykiatrisk.
Jeg havde en god samtale med lægen om fredagen og der blev lavet nogle løse planer omkring medicinreducering og snak med bostedet omkring forventningsafstemning og skrevne aftaler ved orlov.
At jeg mandag aften/nat blev voldsomt angrebet af rosen med tårnhøje infektionstal og høj feber, hvilket medførte næsten en uge i somatikken gjorde det ikke nemmere. Men jeg skulle have antibiotika i drop så det var eneste mulighed.
Igår landede jeg på Pam og hvad jeg troede var en formsag og direkte til afdelingen, blev til en nat på Pam og nu er jeg her så igen.
Men hvad har udløst alt dette her? Sidst i marts omstrukturerede personalet på mit bosted. Vi beboere blev delt i to grupper og kom under 2 teams. Begge mine kontaktpersoner siden juni sidste år for den enes vedkommende, den anden fra dag 1 røg i svinget, de er på det andet team. Har et hav af gange fået at vide, at jeg hellere end gerne må have fortrolige snakke med dem. Men jeg kan ikke omsætte det til handling hvis ikke de byder ind. Jeg mangler trygheden i at have dem som kontaktpersoner.
Lægen på afdelingen snakker om at finde trygheden i mig selv. Men hvordan? For har aldrig været tryg i mit eget selvskab. Den overdosis jeg tog stod som noget trygt. Det kender jeg. Det er løsningen der har været brugt efter at min kæreste igennem 15 år, dødefor snart 4 år siden. Når jeg bider eller piller fingre til blods, konstant forhindrer sår i at hele ved at pille i dem, selv laver sår ved at pille i huden, så er det trygt og giver ro for selvmordstanker.
Idag sidder jeg så med tanken, at det er mere synd for de medarbejdere der måtte sende mig på sygehuset, end det er for mig. For mon ikke det har påvirket dem mere end mig? Jeg havde jo besluttet mig…

Om Forfatteren

Jeg en kvinde på 45 år, der har oplevet hele livet på den halve tid. Det skal ses i det perspektiv, at jeg som 40 - årig mistede min kæreste igennem 15 år, da han døde af hjertestop. At jeg siden har følt, at sorgen åd mig op. Intet i livet gav mening. Idag øser jeg ud af min brugererfaring til glæde for diverse tiltag i psykiatrien og dermed, forhåbentlig, for andre brugere her. Det har givet indhold i hverdagen og livet en anden dimension. Hermed velkommen til min blog❤️❤️❤️

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.