”Jeg havde stræbt efter at leve op til samfundets forventninger om, hvilket indhold i livet man burde have for at få et meningsfuldt liv”
Tekst og foto af L. A. C. Nørgaard
Ensomhed er en subjektiv følelse. Jeg forbinder ensomhed med manglende tilhørsforhold i livet – at føle mig overflødig. Men mine følelser er afspejling af mine tanker. Ved at skabe sunde tankeprocesser – om mig selv og om livet – er mine følelser fulgt med, og ensomhed er fortid.
Nedrivning er nødvendig for at bygge nyt
Jeg kæmpede meget med den eksistentielle ensomhed som barn, da jeg ikke følte mig ønsket og værdsat i familien. Derfor manglede jeg den grundlæggende følelse af, at jeg var en vigtig del af denne verden. Langsomt udviklede det sig til et besidderisk behov for at elske og blive elsket. Jeg kunne simpelthen ikke eksistere, med mindre nogen havde brug for mig. Dette usunde og meget barnlige behov gav mig følelsen af kronisk ensomhed. Det kunne ses i min adfærd. Jeg var hende, man altid kunne regne med, både arbejdsmæssigt og privat. I dag er mit eksistensgrundlag ikke længere truet. Jeg er mor. Jeg er uundværlig. Men det er nu ikke så meget morrollen, der har reddet mit skind. Det er spøjst nok sygdommen.
”Når du føler, du har nået bunden. Når al livsgnist er forsvundet, så er du klar til at tage de første skridt mod et liv, som er rigtigt for dig. I stedet for et liv, som trækker dig rundt i manegen. Nulpunktet er der, hvor det hele starter. Det kan blive dit livs vigtigste vendepunkt.” Sofia Manning, der er coach.
I forbindelse med en depression, der ingen ende ville tage, havde jeg nået nulpunktet. Hånd i hånd med arbejdsevnen havde jeg tabt min værdighed. Vennerne forsvandt en efter en. Bruddet med min partner gjorde afsindig ondt, og savnet af min datter var så stort, at jeg blødte i bogstavelig forstand. Min behandler var favoritten i min telefonbog, og to politibetjente var de eneste gæster, jeg fik i mit nye hjem. Endnu engang var mit tilhørsforhold til livet truet. Jeg var så ensom, at jeg var ved at dø af det.
Ensomhed indikerer, at jeg er i ubalance
For at komme depressionen til livs, fik jeg til opgave at fylde mine dage med berigende input. Jeg skulle ikke imødekomme nogen krav – hverken fra omverden eller mig selv. Jeg skulle kun koncentrere mig om at finde frem til nogle lyster. Finde frem til gnisten, der kunne tænde min livsglæde. Det krævede hårdt arbejde, da jeg var ligeglad med alt. Men som tiden gik, blev det mere og mere synligt for mig, hvor meget jeg egentlig nød at være alene. Fjernsynet blev skiftet ud med bøger og onlineforedrag, der berigede mit indre univers. De tabte venskaber blev erstattet med nærvær i naturen – noget, der er så livsbekræftende for mig, som det kan blive. Den manglende beskæftigelse blev afløst af kreativitet og selvudvikling. Nulpunktet så ikke længere truende ud. Jeg havde al tid i verden til at beskæftige mig med MIG.
Min anden opgave var at øve mig i at sige fra med god samvittighed. En vanskelig opgave, når man er vant til at sætte sig selv sidst. Men langsomt blev jeg bedre til at prioritere mit eget velvære, give udtryk for mine behov og fravælge alt, hvad der var usundt for mig. Selv julen. Under denne øvelse gik det op for mig, hvor forkert jeg havde levet mit liv. Jeg flød jo bare med strømmen. Lige siden jeg var blevet mor, hadede jeg faktisk mit arbejde. Jeg ville meget hellere være hjemmegående mor – dét var meningsfuldt for mig. Jeg turde bare ikke ændre mine prioriteter, da vi bliver opdraget til at skulle arbejde. Lige siden jeg var blevet syg, var socialt samvær en stor belastning for mig. Jeg ville faktisk meget hellere være alene – det er der, jeg vokser og udvikler mig. Jeg hang dog i, fordi vi bliver opdraget til at være sociale.
Nu lever jeg et autentisk liv
At flyde med strømmen var et tydeligt mønster igennem mit liv. Depressionen havde dog åbnet mine øjne op for, hvordan jeg skulle bygge et liv, der var rigtigt for lige netop mig. Et autentisk liv. At parre mig og arbejde er ikke at leve. Det er en proces af eksistens. Livet – det er det, der sker, mens jeg har travlt med alt det andet. At stoppe op og tage mig tid til at nyde duften efter regn er mere livsbekræftende for mig end, hvad jeg har udrettet. At lære at være alene og finde styrken i mig selv er mere udviklende end at være afhængig af en partners anerkendelse. At mærke indre vækst er, hvad der giver mig følelsen af at være i live. At komme væk fra menneskemængden og tæt på naturen vækker følelsen af at høre til.
Depressionens klør kunne ikke længere nå mig. Ikke engang bruddet gik mig på. Alting var ikke faldet fra hinanden; alt var faldet på plads. Ensomhedens budskab var klart: Jeg havde stræbt efter at leve op til samfundets forventninger om, hvilket indhold i livet man burde have for at få et meningsfuldt liv. Jeg havde glemt at være tro mod mine egne værdier og behov. Det skabte ubalance i mig og førte mig til ensomhed. Jeg søgte lykke ude i den eksterne verden, men lykken har hele tiden været der – inde i mig selv.