Jeg kunne næsten ikke få armene ned efter min eksamen. Jeg var så glad for, at det var lykkedes mig at komme igennem på trods af mange udfordringer, men for at være helt ærlig, så var det jeg var allermest stolt af; at jeg ikke havde skåret i mig selv under eksamensperioden.
Det sidste halvandet år har jeg desværre udviklet en virkelig, virkelig dårlig vane med at skære i mig selv, når jeg har haft det rigtig skidt psykisk. Min antipsykotiske medicin har heldigvis hjulpet rigtig meget på det, men når jeg bliver meget presset, kan de trælse psykotiske symptomer desværre bryde igennem. Så jeg frygtede virkelig for min kommende eksamensperiode.
For normalt er jeg nemlig ikke god til eksaminer, og slet ikke til mundtlige eksaminer. Og det var sådan en, jeg stod overfor. Skræmmende! Godt nok var det kun én eksamen, men presset var der stadig. Rigtig meget endda! (Faktisk enormt meget).
Tiden før eksamen
Forud for eksamensperioden lå en meget turbulent periode i mit liv. Jeg var så uheldig at udvikle en voldsom og aggressiv depression, der gjorde, at jeg var indlagt i to måneder på psykiatrisk hospital i Risskov. Mens jeg var indlagt, havde jeg et ”lettere” selvmordsforsøg, og cirka tre uger efter jeg var blevet udskrevet, havde jeg et meget voldsomt et. Så ingen (inklusiv mig selv) havde egentlig tænkt, at jeg ville fortsætte med min skole.
Men der stod jeg, lidt over en måned før eksamensperioden, godt udkørt, da jeg besluttede mig for, at jeg i det mindste ville give eksamen et forsøg. Der skulle lige nogle hårde dage til efter mit selvmordsforsøg, men efter dem var jeg faktisk mere frisk, end jeg har følt mig i to år. Jeg var glad og havde et helt ubeskriveligt overskud (som jeg stadig ikke aner, hvor kom fra), så eksamen kunne bare komme an! Men min skrøbelige psyke spøgte stadig, og det ulmede under overfalden.
Før i tiden havde jeg nærmest klippekort til den psykiatriske modtagelse i Risskov, fordi jeg havde selvmordstanker så tit. Men hele den måned, hvor jeg læste til eksamen, var jeg ikke derude. Mine tanker kørte godt nok konstant omkring, om jeg skulle tage derud, når jeg bare mærkede den mindste form for angst. Sæt nu, hvis jeg skulle være taget derud, så jeg havde undgået at skære i mig selv?
(Faktisk sad jeg to dage inden eksamen, godt presset og lige på vippen til at vælte helt psykisk, og talte med min behandler i APE, om jeg skulle lade mig indlægge, for at komme et eventuelt psykisk ”knæk” i forkøbet. Min behandler, der også var i tvivl, mente dog, at det ville være en større sejr, hvis jeg kunne ”holde ud” derhjemme, for som hun sagde, så forsvandt presset ikke, bare fordi jeg blev indlagt – jeg skulle jo stadig til eksamen).
Den sidste tid inden eksamen
Så med en ulmende psyke gik jeg ind i den sidste uge af min eksamensperiode. Jeg var egentlig okay godt med i forhold til at få læst det, jeg skulle, selvom jeg godt nok fik læst ret meget den sidste dag. (Ender det ikke altid sådan?). Men jeg havde også lige fået en ny kæreste, som jeg meget gerne ville bruge så meget tid, som overhovedet muligt med. Derudover var der de ”normale” ting, som vasketøj, aftensmad, rengøring og meget andet, der skulle tages hånd om. Så der var ikke altid lige meget tid til at få læst. For slet ikke at tale om, at der heller ikke altid var lige meget overskud! Med fare for at lyde gammel og kedelig, så ville jeg hellere sidde og hækle, end jeg ville læse, så det var helt bestemt en kamp nogle dage at få læst. Men jeg nød nu også at læse de fleste dage. Men angsten for, om det var nok tid, og om jeg fik forberedt mig godt nok, lå hele tiden LIGE under overfalden.
Men hvorfor dette pres? For der var absolut INGEN, jeg snakkede med, der mente andet, end at det ville være en kæmpe sejr bare at møde op til eksamen. Nej, presset kom indefra. Jeg ville så gerne bevise overfor mig selv, at jeg kunne. Og jeg vidste, at jeg også kunne få en god karakter, hvis jeg ”bare” tog mig sammen. Så jeg gav den virkelig alt, hvad jeg havde. Og jeg vil ikke lyve – jeg havde fat i barberbladene mere end et par gange, men alligevel fik jeg stoppet mig selv.
Den egentlige sejr
Og nu, hvor jeg er på den anden side, glæder jeg mig endnu mere over min eksamensperiode. Selvfølgelig er det da helt vildt fedt at komme ud fra eksamen med et 10-tal (det tror jeg, at alle vil synes), men det at vide, at jeg kan komme igennem en presset periode uden at skade mig selv. Hvor stort et skridt det er for mit sygdomsforløb, det kan jeg slet ikke beskrive. Forhåbentlig betyder det, at jeg få ændret mit ”klippekort” til modtagelsen, til et engangsbillet ude i fremtiden.