Jeg har altid gerne villet have kontrol over alting, og har haft svært ved at der var nogle ting, jeg ikke kunne kontrollere af forskellige årsager.
Da jeg var teenager kunne jeg ikke kontrollere mine følelser, ej heller rumme dem, så jeg blev cutter. Senere fik jeg dog andre redskaber.
Jeg forsøger at lade tiden arbejde for mig. Være lidt mere tålmodig, anerkende de små fremskridt der er, og i det hele taget behandle mig selv lidt bedre. Nogle gange resulterer det i konflikter med omverdenen, mens mine nærmeste klapper i hænderne over, at jeg er blevet bedre, til at tænke på mig selv.
Små monstre.
Jeg har lang vej i min udvikling, men jeg er også kommet langt. Er ikke nær så bange for mine dæmoner, når de dukker op af dybet. Jeg er begyndt at kalde dem for mine små monstre i stedet for dæmoner. For, sådan nogle små, fluffy monstre får jeg lyst til at kramme og være gode ved. På den måde bliver alt det mørke jeg gemmer på, knapt så farligt.
Lige nu har jeg en del fokus på kærlighed. På at jeg på den ene side er glad for at kunne elske så meget, og på den anden side, er “bange” for den virkning min elskede har på mig. Ikke fordi den på nogen måde er dårlig, men fordi jeg et eller andet sted helst vil være uafhængig af andre, det er jeg dog langt fra, og jo egentlig heller ikke det jeg allerhelst vil.
Men frygten for at miste (og blive svigtet) larmer et sted, og jeg ved ikke helt hvor den kommer fra. Har efterhånden fået bearbejdet så mange ting, at det ikke burde fylde så meget som det gør. Så mens jeg funderer over tilværelsen, trækker jeg mig lidt tilbage fra omverdenen, men ikke helt væk.
Jeg vil gerne lære at slippe kontrollen noget mere, jeg har nemlig fået lort nok.