Det her er mit allerførste blog indlæg. Det er en helt ny verden for mig, og noget helt nyt at skulle ligge noget op, som skal læses af andre indenfor relativt kort tid. Normalt er det jeg skriver nemlig ret længe undervejs. Og hav endelig ”tålmodighedsknappen”på dig, for jeg er ikke en person som kan fatte mig i korthed, derfor ANER jeg heller ikke om det at blogge er noget for mig endnu.

Femten, måske tyve minutter af din tid. Det er alt hvad jeg beder dig om mens du læser disse ligner.

4 simple spørgsmål som jeg på et tidspunkt begyndte at fundere lidt over.

-Havde jeg i virkeligheden for meget tid til at tænke over mit liv?

-Hvorfor var jeg så forbandet presset og stresset i min hverdag?

-Hvorfor fyldte sygdom det meste af min dag?

-Ville jeg gerne ændre på noget?

Hvis du nu sidder og tænker hold da op, det der kan jeg faktisk godt genkende lidt af, hvad enten du er syg, rask, kender nogle der kender nogle. Så vil jeg bede dig om at læse lidt videre. –

Når alt kommer til alt så ”kæmper” jeg stadig hver eneste dag. jeg er der selv.

”Det er et fuldtids job at være syg” – den sætning har jeg hørt før, både fra andre, men også fra mig selv. Det er det. Og ikke kun fordi man skal være opmærksom hele tiden på sine egne symptomer, men ligeledes fordi man også skal ha overskud nok til at møde op når kommuner, læger og behandlere beder om det.

Og det er bare ikke alle dage man har modet på at komme ud af sengen. HELLER IKKE selvom man i bund og grund godt ved at det er det som skal til. Og man er måske endda ,godt klar over at det bliver endnu mere vanskeligt at få den hjælp man skal hvis man vælger at blive under dynen. Hurra for den dårlige samvittighed og selvhad der lige sneg sig ind i den forbindelse.

Jeg har altid haft en positiv indstilling til livet. Sådan helt grundlæggende.

Har altid, eller i hvert fald så længe jeg kan huske haft en tilgang og en TRO på at

uanset hvor hårdt det er lige nu, så kommer der sikkert bedre tider. Jeg SKAL klare mig, jeg MÅ igennem det her, der MÅ være noget godt til mig også”

Jeg har haft HÅB om at uanset hvilken situation jeg befandt mig i så måtte der være noget bedre i vente. Et håb om at en eller anden dag, så ville alt det kaos som jeg var havnet midt i høre op.

TRO OG HÅB og så KÆRLIGHED

Kærligheden har altid været svær for mig.

Lige indtil jeg fandt den selvfølgelig.

Eller at den fandt mig om man vil.

Og I virkelig handler det slet ikke om at finde den eneste ene. I virkeligheden handler det hele om at finde den kærlighed som vokser indeni os alle sammen. Kærligheden til EN SELV.

For hvis man mister den, så bliver det rigtigt svært at komme igennem livet. ISÆR når man har en psykisk sygdom at følges med.

Jeg var selv godt i gang med at miste min kærlighed til mig selv. Den forsvandt ligeså stille, faktisk opdagede jeg det næsten ikke. Jeg opdagede næsten ikke at min egen omsorg forsvandt, og at mit liv blev sådan en slags ”stand by funktion” jeg levede, men i virkeligheden var jeg kun ”tilstede”

når jeg forsøgte at vende mine tanker med mine medmennesker var svaret ofte. ”jeg kan forstå dig, men så alligevel ikke” eller ”ved du hvorfor du har det sådan?”

– og svaret lå lige for… ja, jeg er jo syg. Det er en del af sygdommen.

En barsk form for realitet

Hvad kunne jeg gøre, hvad kunne jeg i virkeligheden selv gøre med de midler som jeg havde?

Kunne jeg overhovedet gøre noget?

Kunne jeg måske vende min egen tilgang til min sygdom og få det bedste ud af det?

lære at ELSKE mine særheder, og være positiv stemt overfor sygdommen.

Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg måske aldrig komme til at elske mig selv igen, sådan helt. Sygdommen ville blive brugt til at skylde skyld på hvordan jeg ikke kun mistede mig selv, men også dem som stod mig aller nærmest, simpelthen fordi de ikke længere kunne genkende mig.

Min kæreste sagde det til mig hårdt og kontant en dag tilbage for halvandet års tid siden, hvor en depressive episode pressede sig på.

”skat, jeg elsker dig, men jeg kan ikke genkende dig, hvor er den pige jeg forelskede mig i?- hun er forsvundet, du har ikke længere samme livsglæde og glimt i øjet som da jeg lærte dig at kende, faktisk er du ikke længere hende som jeg forelskede mig i. HVOR ER DU. HVOR ER HUN?”

det blev vendepunktet, det blev en opvågning. Var jeg ved at miste mig selv til sygdommen, og ville jeg miste ham hvis jeg gjorde det?

At se sig selv som syg.

Jeg høre det gang på gang i tv, radio, og på nettet.

”jeg kan ikke komme ud af sengen om morgenen” – det er fordi jeg har en depression

”jeg svinger i humør i løbet af dagen” – jeg er i blandings tilstand

”jeg spiser for meget” – jeg får medicin der gør at jeg er sulten hele tiden

”jeg kan desværre ikke komme med til børnenes fodboldtræning” – jeg lider af angst

der findes et utal af eksempler på hvad vi høre i dagligdagen – og helt ærligt, er det så underligt at VI bliver sat i bås?

DET ER PISSE SVÆRT. Det skal jeg være den første til at erkende. Det er SÅ svært at bryde det mønster som man har været i i forhold til sygdom. Jeg har faktisk haft et sygdoms mønster hele mit liv fordi jeg allerede som meget lille fik konstateret epilepsi.

Så det krævede GODT NOK hårdt arbejde. Og gør det stadig.

Først og fremmest krævede det mod at turde fortælle sin omverden om at man havde en psykisk sygdom.

– det der var sværrest var at fortælle om det i ungernes skole, til de andre forældre, til dussen. Ville de ændre deres opfattelse af mig som mor? Ville de tænke noget anderledes? Ville de dømme mig nu hvor de kendte sandheden?

Jeg kunne pludselig få dårlig samvittighed over noget som aldrig havde rørt mig før- fordi nu vidste de det jo.

HVERDAGS SITUATION – der er kommet mug på Rugbrødet. Vi kender det ALLESAMMEN

– på trods af at vi har pakket vores brød efter alle de forskrevne foranstaltninger. Så står vi der, torsdag morgen og skal smører madpakker til ungerne- PANIK. Og FUUUUUK, jeg åd det sidste stykke knækbrød til natmad – hvad helvede skulle et enkelt stykke knækbrød gøre af forskel, på 2 drenge i voksealderen. Goddaw og go´morgen altså. Nå, frem med hvad vi kan finde i køleskabet. Frugt, ostehaps, agurk, peberfrugt, cherrytomater, æg – youghurt… nej for pokker hvis jeg gir´ dem yoghurt med har de ingen morgenmad fået og SÅ fremstår man da virklig som mor der ikke har styr på en skid…. fuuuuuck… lige indtil det så går op for en at BODKORT. – de har sku da deres bodkort. Åhhh, puha- SAVED.

”drenge i skal gå i boden idag”

mindste manden jubler. Den første fødte er lidt mindre begejstret.

”jammen det er ikke ”bod-dag”

”nej, men altså, der var mug på brødet, så det er du altså nød til Mulle”

og der – lige der slår det mig så… FUCK, hvad nu hvis han nævner det for klasselæren, at der var mug på brødet.

Der så man mig, som ellers altid har været meget åben og ærlig og snakket ligeud af posen. Lige der en torsdag morgen, der fortrød jeg min ærlighed- i frygt for hvordan omverdenen ville se på mig nu.

Ud af spindet, ind i sindet…

”Og hvilken vej skal man følge, når man ikke engang kan se en sti?”

-Kan du følge en grusvej? Kan du finde vej gennem de siv der svejer på den mark du befinder dig på?

Kan du føle de sandkorn du træder på, når du går tur på stranden, mærke hvordan vandet vasker dine fødder rene, når du går i vandkanten og tænker dine stille tanker?

UANSET hvilken vej du vælger, skal du være sikker på at det er helt din egen. Det er DIT VALG.

Skal sygdom fylde min dagligdag. Skal sygdommen ha hovedrollen i mit liv og skal jeg selv leve som statist?

Hvad vil jeg ha ud af mit liv?

Hvad er det vigtigste i mit liv?

Det er dig, og kun dig der kan træffe en bestemmelse om hvorvidt du ønsker et godt liv. – du har fået en psykisk diagnose, måske endda en dobbelt, måske har du også en fysisk skavank at slås med. men valget er dit. Vil du leve MED din sygdom?

Skal diagnoserne virkelig få magten over dig?

Vil du virkelig lade din sygdom bestemme over dig?

– er du klar til at vise at du KAN?

Jeg har både en fysisk og en psykisk sygdom. Dem vil jeg ha resten af mit liv. Jeg kan ikke blive rask fra dem. Det har jeg accepteret for længst. Men jeg har også bestemt at den ikke skal få lov til at styre mig.

Det var faktisk en PISSE hård og svær beslutning. Mest af alt fordi at jeg var mega lettet da min psykiske diagnose blev stillet.

Der var en GRUND TIL at jeg engang i mellem var langt ude at hente. Jeg kunne på en eller anden måde slappe af i det. Læne mig tilbage med en ”arrrhhhh, javel ja- THATS WHY” – jeg er syg, derfor opføre jeg mig lidt underligt ind i mellem.

Men en dag slog det mig så pludselig at ” Hey jeg har sku da altid været lidt ANDERLEDES. – og .. engang var jeg faktisk også ret stolt af at jeg ikke var som alle andre. Hvornår tabte jeg min stolthed på gulvet?

Hvornår mistede jeg mig selv og min selvsikkerhed på at JEG var god nok-TRODS AF at jeg var lidt af en ”særling”.

Hvornår mistede jeg min stemmeret til at turde TRO på at JEG også var værd at høre på?

Diagnosesamfundet”

Der er ikke 2 personer som er ens. Vi har ALLESAMMEN forskellige måder at gøre tingene på. Alle sammen et forskelligt barndoms mønster, alle sammen forskellige slags ”elektroder/nervebaner på øverste etage til at styre rundt med os i dagligdagen.

Derfor vil psykisk sygdomme heller ALDRIG være ens, og derfor skal vi heller ikke behandles ens. Ej heller 2 livs historier, og derfor skal man for det første ALDRIG SAMMENLIGNE sin egen historie med andres.

Hvad der virker for dig, er SLET IKKE sikkert at det virker for mig, og omvendt.

Jeg kan kun sige, at hvis man ønsker at leve i en tilværelse hvor ens sygdom får lov at bestemme over en. SÅ tror jeg at livet kommer til at blive lidt mere hårdt og svært at komme igennem. Og det kan jeg jo kun sige fordi jeg har været der selv.

-Jeg har prøvet at være så langt ude at jeg befandt mig på grænsen imellem liv og død

-jeg har også prøvet at være i en tilstand hvor jeg ikke selv var klar over hvad jeg lavede

– jeg HAR prøvet at være der hvor jeg har tænkt. ”FUCK FUCK FUCK…. DET skulle jeg ikke ha gjort” – og skylt skylden på min sygdom.

Været sur på den og tænkt:

det er FANME OGSÅ PISSE URETFÆRDIGT AT JEG SKAL HA DEN HER SYGDOM- DET FORTJENER JEG EDDERMAGME IKKE”

Jeg har bandet og svovlet over hvor uretfærdigt det var at jeg skal ha det sådan.

Over At jeg ikke har magtet at stå ud af sengen, ikke haft lyst til at have nogen form for egen omsorg i form af at bare komme i bad. Haft ondt af mig selv over at jeg har 3 vasketøjskurve der alle er fyldte.

Eller i den anden ende af skalaen- hvor jeg har æret mig gul og blå over at jeg har brugt en halv milliard på skrammel fra Wish….HVORFOR GØR JEG DET? – ”det er sikkert min sygdom der gør det”- jamen helt ærligt – det var jo det nemmeste at gøre. Givet min diagnose skyld for alle mulige bittesmå ting i hverdagen.

Lige indtil den dag det gik op for mig, at den ENESTE der kan ændre på hvordan JEG har det og hvordan jeg opføre mig hvis jeg ikke er tilfreds… er MIG.

Medicin kan gøre meget, men det KAN ikke ændre min opfattelse af mig selv.

Hvis jeg skal være glad- så kan jeg tage nok så mange lykkepiller eller stemnings stabiliserende piller, men hvis min holdning til mig selv er at ”jeg kan ikke, fordi jeg har jo en psykisk lidelse” – så kommer jeg bare INGEN STEDER. – så bliver jeg MERE syg, for så lader jeg min sygdom FÅ kontrol.

PÅ PAPIRRET”.

I foråret/sommeren 2014 fik jeg diagnosen paranoid-skizofreni. Jeg havde været helt ude i tågerne i 2 dage i en lettere psykotisk tilstand.

Man kunne sagtens komme i kontakt med mig, og jeg kunne også svare på hvilken dag det var, men ind i mellem troede jeg, at jeg måske havde vundet noget.

-Og at jeg i øvrigt var få sekunder fra at min ”long lost love”, -mit livs kærlighed ville dukke op og erklære sin kæmpe kærlighed til mig.

Og det endda uden at jeg anede hvem han var. Det ene øjeblik var det min fysioterapeut som jeg havde overbevist mig selv om havde et kæmpe Crush på mig.

Det andet øjeblik var jeg sikker på at det var min x-mand, som ville fri til mig nok engang, og selvfølgelig ville de begge to gøre det på den mest fantastiske måde man overhovedet kunne forestille sig. Altså, vi var ude i, at jeg inde i mit hoved havde forestillinger om, at de ville stille sig op foran hundrede tusinder af mennesker, få et orkester til at spille en kærligheds serenade til mig hvorefter de ville finde mig i folkemængden. – ja, faktisk så ville de ”battle” om hvem af de to der havde fortjent mig mest…

Jeg var OVERBEVIST om at det var sådan noget der ville ske. Det som ventede lige om hjørnet kunne ikke blive stort og fantastisk nok. – ja, jeg har MÅSKE NOK set lidt for mange kærlighedsfilm i mit liv. 😀

Jeg husker klart og tydeligt en telefonsamtale jeg havde med min gode veninde Charlotte.

Den lød sådan her.

”hej, jeg vil bare lige spørge dig om jeg har vundet noget”

”øhh, hvad”

”ja, altså, har jeg vundet et eller andet i radioen”

(var overbevist om at nogle havde været i min lejlighed og sætte en mikrofon op i min radio, så alle kunne høre når jeg sang med på de sange radio Aura spillede)

”øhhh…. neiii, det tror jeg ikke. Men altså jeg ved det selvfølgelig ikke, er ikke lige hjemme ligenu”

”nå”

”Birgitte, Er du okay?”

”ja ja, jeg er bare så forelsket”

”jahh, okay….. (tænkepause) du lyder altså sådan lidt… høj”

”ja, men jeg er også helt på en lyserød sky”

Vi afsluttede, hun slap dog ikke sin bekymring og kun et par dage senere var jeg indlagt på Brande vej i Aalborg Ø.

Efter en kort indlæggelse blev jeg tilbudt et to årigt behandlingsforløb for ny- diagnosticerende unge.

Men. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv i det gruppeforløb hvor man skulle lære om sin sygdom, og en dygtig og opmærksom psykolog satte også spørgsmål ved diagnosen og begyndte herefter at grave lidt i fortid, sygehistorie osv. for til slut i mit forløb at lade mig overgå til det Biapolære team.

2015

Ny diagnose – ”bipolar affektiv sindslidelse- type 1” – maniodepressiv, here we come.

Det var både en frustration og en lettelse at finde ud af at der VAR noget i vejen med mig. At jeg VAR anderledes og at de der vrangsforestillinger jeg havde engang i mellem kunne komme under kontrol med den rette behandling.

Jeg kom på et nyt hold og skulle nu lære om bipolar. Det var da helt utroligt. At man kunne genkende sig selv i SÅ mange situationer og eksempler. Jeg var ikke et sekund i tvivl om at det var rigtigt nok. Jeg var psykisk syg. Jeg havde faktisk en psykisk sygdom, og nu skulle jeg lære at leve med den. Og den her sygdom var FOR LIFE.

Relativt Tidligt i forløbet tog jeg en beslutning om at jeg ikke ville leve med sygdommen som en støttepude.

Jeg havde hørt om flere som omtalte sig SOM deres sygdom. Ikke kun bipolare. Også dem med en

skizofreni diagnose brygte hyppigt følgende ”Jeg er skizofren” eller ”jeg er bipolar” ”Jeg er Maniodepressiv” Jeg tog en beslutning om at jeg ikke ville VÆRE min sygdom, men Acceptere den og lade den være en del af mig.

Helt ærligt, hvorfor omtale sygdom på den måde blot fordi den er Psykisk? Man hører aldrig andre omtale sig på den måde ”jeg er Sukkersyge” ”jeg er høfeber” ”jeg er en brækket arm” ”jeg er en lille hyggelig diskosprolaps” osv.

Jeg tror egentlig ikke jeg tog afstand fra den, men jeg ville ikke acceptere at den fik så stor en magt over mig at den skulle fylde hele mit liv og min personlighed.

Jeg blev tilbudt medicin, og takkede (lidt modvilligt) ja. Det skulle jeg jo. Jeg har tidligt i mit liv- allerede som 5 årig da jeg fik konstateret epilepsi lært, at medicin er til for at hjælpe en.

MEN jeg har også sådan helt en grundlæggende holdning til at man KUN skal ta´ det som er absolut nødvendigt. Jeg har engang været dybt afhængig af sovemedicin, og det var en kamp at komme ud af de benzoer igen, så jeg ved at man skal være yderst påpasselig med hvad man takker ja til.

Da jeg senere i 2016 måtte indlægges pga en mani og endnu en psykose hvor jeg simpelthen var så ”heldig” at vinde the Voice JR i mine fantasifulde forestillinger, var jeg derfor både overrasket og forbløffet over at det kunne ske- for helvede da, jeg tog jo medicin for at UNDGÅ DET. WHY, HOW. WHAT THE HELL…

-jeg lærte på den hårde måde at medicin ikke kan stå alene. Jeg havde lært om HVOR vigtig en factor søvn er for en bipolar lidelse, og at hvis man ikke får sovet i flere dage i træk så er der risiko for en ”episode”.

Efterfølgende bad jeg om lov til at trappe ud af medicin.

Det var IKKE den nemmeste løsning, og LANGT FRA alle der var enige og trygge ved at jeg skulle gøre det. Jeg fik psykiateren til at kigge min historik igennem og han godkendte at jeg kunne trappe ligeså stille ud af Lithium- over et halvt år.

Og at han i øvrigt gerne ville ha at jeg steg en lille smugle i epilepsi medicin. Jeg godkendte og sagde i øvrigt at jeg måtte have noget ”backup” PN, at kunne tage hvis det begyndte at skride med søvnen.

JEG TOG KONTROL… JEG BESTEMTE, JEG LAGDE EN PLAN. En plan som jeg kunne være tilfreds med. en plan hvor JEG var med. En plan der gik ud på at ”JEG VIL IKKE LADE MIG STYRE AF MEDICIN HVIS DEN ALLIGEVEL IKKE KAN HJÆLPE- MIG

*det er på ingen måde en opfordring til andre om at droppe deres medicin. det kan ikke siges ofte nok. man skal ALDRIG lege med den slags, og kun stoppe med det i samarbejde med behandlere. medicin ER godt… når det virker, og det gør det heldigvis for rigtigt mange*

En ny slags Hverdag.

At træffe en beslutning om at jeg ikke ville lade mig styre af for meget medicin krævede nogle andre slags handlinger.

MOTION.

Jeg var NØD TIL at begynde at lave noget mere end det stillesiddende arbejde jeg var i gang med. så jeg traf en beslutning om at jeg ville være mere aktiv.

Måske det ovenikøbet ville føre til vægttab-

jeg har taget ret meget på gennem de sidste par år som ”forsøgskanin” på forskellige præparater, først indenfor min skizofreni diagnose og ligeledes Bipolar diagnosen.

Der er kun et lille bitte problem her – jeg er simpelthen for glad for mad 😀 GO MAD, og gerne rigeligt af den. Derfor har jeg stadig til gode at tabe mig- MEN, jeg er ligesom min vægt STABIL og DET betyder mere end hvad – 10 kg ville gøre.

Jeg gør dog et ihærdigt forsøg på at spise sundt. Grønt og varieret- lige indtil weekenden kommer og min kæreste foreslår en kæmpe grillet steak på grillen- med hjemmelavet sovs, lækre sprøde nye kartofler og et glas rødvin. Så bliver jeg faktisk lokket- HVER gang. Og helt ærligt, jeg elsker det.

Jeg dyrker nu relativ regelmæssig motion enten i form af en tur i det nærmeste fitness center, en gåtur med hunden i skoven, boldspil med mine sønner, eller brændehugning med min Kæreste. Der er motion overalt. Nogle gange gider jeg ikke fordi jeg har støvsuget hytten og vasket badeværelser, og så kalder jeg DET for min motion.

En ny fast ting på mit program er dog at Hver lørdag formiddag tager jeg hul på weekenden på den dejligste måde og danser jeg sammen med 25-30 skønne kvinder Zumba i et dansecenter i Aalborg. – og NEJ, det var IKKE NEMT. Jeg kan ikke sige nok gange hvordan det kræver noget arbejde at komme ud af døren. Jeg VED DET GODT. Havde det ikke været for min søster var det aldrig blevet. Jeg troede faktisk det var Cross-dance hun havde lokket mig med til, for hånden på hjertet- havde hun sagt klart og tydeligt at det var Zumba, så havde jeg sku sagt nej. – men det giver en fantastisk livsglæde og energi.

Det blev som skrevet i starten et langt første blog indlæg det her. Og det er mit HÅB at andre vil kunne bruge det til noget også.

TRO PÅ DET. Og pak så den dårlige samvittighed af helvede til (man må godt bande lidt engang i mellem, når man skal ud med et vigtigt budskab) – DU kan ikke bruge den til en skid. Så HVIS du ikke kommer ud af huset idag- SÅ FÅ DET BEDSTE UD AF DET. omfavn dine beslutninger- ALLE DINE BESLUTNINGER og vær pisse stolt over at DU ER NOGET SÆRLIGT. <3

Jeg har truffet en beslutning om at jeg vil på det ordinære arbejdsmarked igen. Selvom mit arbejde lige nu består af den bog som jeg er i gang med at skrive, så vil jeg vise mine Drenge at jeg også godt kan det. og at det at være syg ikke skal være en hindring for at man kan fungere i samfundet. Jeg er klar over at jeg har nogle begrænsninger som jeg er nød til at tage hensyn til for at jeg skal fortsætte med at være stabil i min sygdom, men det ændre ikke på det faktum at det KAN lade sig gøre.

Jeg venter på at kommunen skal træffe en beslutning om hvorvidt jeg kan få et flex-job. Det er mit HÅB at det nok skal lykkedes, selvom jeg synes de er lidt langsomme til at træffe beslutninger.

Jeg har så megen KÆRLIGHED i mit liv. Og det er uden tvivl den som er min daglige dosis. <3 

Kærligheden til mine børn, min kæreste, mine Venner og min Familie. Men mest af alt – tilbage hvor vi startede. Kærligheden til sig selv.

GØR DET. Kig dig selv i spejllet. Er du den du gerne vil være? Ta` ansvar for dit liv. Og husk også at Bede om hjælp hvis det er Svært. <3

Du kan godt. DU ER FUCKING SMUK, SEJ OG AWESOME. Og DU skal leve DIT liv. På den måde som du ønsker det. 

8 Kommentarer

    • Bs-bredahl

      Hej Bettina, der kommer et nyt på mandag. og Hvorfor det netop bliver den dag må du vente til mandag med at finde ud af. men jeg lover dig (og de andre læsere ) at det kommer til at give god mening <3

      mange kærlige hilsner i din retning <3

      Svar
  1. Dorte Beese Nielsen

    Fantastisk opløftende læsning. Jeg har selv for ca. En uge eller to siden “fundet ud af” at jeg ikkekan bruge mine ikke mindre end fire diagnoser til noget. Jeg PRØVER på simpelthen at acceptere, at jeg er den jeg er og at depressioner og manier er en del af mit heelt specielle jeg😀😀😀

    Svar
    • Bs-bredahl

      hej Dorte. dejligt at du fik noget ud af læsningen. <3
      ja, det er nemlig vigtigt at huske at elske sig selv på trods af de "skavanker" vi har med os. <3 mange varme hilsner til dig.

      – Birgitte Sofie

      Svar
  2. Katja

    Hej Birgitte

    Jeg er vild med din skrivestil. 🙂 Du skriver virkelig fængende og levende. Jeg vil glæde mig meget til at læse din bog. 🙂 Jeg elsker din indstilling til livet,som er så positiv. Du har så ret, når du siger at sygdommen ikke skal styre. Glæder mig til at læse flere indlæg fra dig.

    Svar
    • Bs-bredahl

      Hej Katja. mange tak skal du have for dine ord. jeg er altid utroligt glad for tilbagemeldinger på det jeg skriver. Det glæder mig at høre at det bliver godt modtaget. kan du have en rigtig dejlig weekend. Med venlig hilsen Birgitte Sofie

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.