Har du et alkoholproblem?

Jeg høre hendes stemme så tydeligt for mit indre. I dag mere end de andre dage. I dag, mandag d 2-7 har hun fødselsdag. Forleden dag i netto købte jeg den her te-pakke. Det var hende jeg tænkte på da jeg så den, som jeg så ofte gør når jeg læser ordet mor. Jeg lovede mig selv at jeg mens jeg skrev disse ligner ville lave mig en kop og lade mig inspirerer af min kærlighed til hende.

I dag, for 16 år siden startede du det tilbagefald som blev dit sidste. 13 dage senere, på min søsters fødselsdag mistede vi dig.

Jeg høre din stemme for mig når jeg i mit sind spørger dig om lov. Om det er OK. Jeg høre dig svare klart og tydeligt

”GØR DET BEGGE, gør det du er bedst til. SKRIV min pige, og lad ikke min død og vores historie være forgæves, det er så godt det du er i gang med. fortsæt på den vej. Jeg støtter dig, skriv fra hjertet- og husk dine konfirmations ord. Du valgte de samme ligner som jeg. HUSK DEM Begge.- FRYGT IKKE, TRO KUN”

-Og det gør jeg. TROR på at det kan lykkedes. At min drøm kan blive til virkelighed.

Og når jeg nu skriver det her med at jeg høre min mors stemme for mit indre, så er det jo kun fordi jeg kendte hende så godt. Jeg ved hvad hun ville sige. Jeg ved hvad hun ville gøre.

Jeg er ærgerlig over at jeg ikke kan gi hende en gave på dagen i dag, og eftersom hun ligger på de Ukendes har jeg heller ikke mulighed for at ligge blomster på hendes grav.

”giv mig blomster mens jeg lever, når jeg er død har jeg ingen glæde af dem”

– det var en sætning hun ofte brugte, så i dag har jeg ikke kun købt te, men også været forbi en blomsterhandler og fået dem til at lave en fin buket til hende. Jeg har selv plukket lidt vilde margueritter fra haven, og gjort dem en del af buketten.på den måde har jeg de fleste af hendes favoritter samlet i en. Den pynter nu i mit lille landkøkken.

Jeg ville egentlig gerne ære hende i dag, ved at på denne blog ”udgive” et af hendes ukendte digte, men der bad hun mig altså om lige at ta en slapper. Og gøre det som jeg fra start havde planlagt. At lade det indgå i min Bog i stedet for. – jeg går stærkt ud fra at det er fordi der ikke er internet tilgængeligt i det hinsides, og eftersom hun,  ligesom jeg, elskede bøger, så er det nu også meget mere i hendes ”ånd” at vente lidt med det.

I stedet for vil jeg fortælle om hvor dejlig en mor hun var. Fortælle at selvom at alkohol fik magten over hende til sidst, så var hun det varmeste og bedste menneske man kunne forestille sig.

Hun var kærligheden selv, hun var følsom, havde let til tåre. Hun kunne græde af glæde over en god bog, eller en film for den sags skyld. OMG- flashback til slut 80érne Tilbage i min barndom.

”hvorfor græder du mor” – jeg kunne ikke sove og var kommet ind i stuen.

”åh skat, er du vågen nu- hvorfor sover du ikke?

”er du ked af det mor?”

”nej, men den her film er simpelt hen så god”

”er den?”

”ja, jeg har også læst bogen”

OG SÅ var jeg klar over at det var en film som mor meget gerne ville se, så dermed var der nu en chance for at jeg kunne snyde mig til at være oppe lidt længere. (når man har epilepsi og er barn bliver man puttet MEGA tidligt, og det er altså bare kedeligt nogle gange)

”må jeg se lidt med dig?”

”har du sovet lidt inden du kom ind?”

”ja jeg vågnede bare” ( BARNELØGN… men nu var jeg næsten i mål”)

”så put dig her skat, ta tæppet over dig, og luk øjnene hvis du bliver træt”

sådan blev det, og sådan blev mit første møde med Danielle Steel skabt. (som jeg i mange år faktisk troede var en mand fordi det blev udtales med stumt e )

Da jeg blev lidt ældre lød det  ”skal vi tude i aften, der kommer en Danielle Steel”

Vi kiggede på hinanden og græd på NØJAGTIG samme tidspunkter i filmene <3

min mor var empatisk, levende, smilende (når hun ikke så ”tudere”) og så smittende hun af helvedes til. Og med det mener jeg at hendes humør smittede af på os andre.

Havde hun en god dag, så var alle glade, havde hun en hård dag på job og ikke orkede så meget snak, fis og gak, så smittede det af. Hun var altid mega meget ”på” og havde, som jeg i den grad kan genkende fra mig selv, også tendens til at svæve lidt ind i det melankolske hjørne. Og når det skete var alkoholen hendes ven.

”det er okay skat, bare SKRIV Det… det var jo sådan det var” <3

hun elskede stort, og jeg har ADRIG været i tvivl om hendes kærlighed til os. Og det på trods af hendes misbrug.

 

En del af det næste afsnit er skrevet en onsdag.

Og er en del af min kommende bog. Resten er skrevet i dag.

Mig og alkohol.

Mig og alkohol har altid kommet ret godt ud af det med hinanden. Jeg har aldrig været typen der blev ramt af tømmermænd ( FØRHEN- hurra for 30erne. Nu kan man sku ikke længere hvad man kunne engang)

jeg har altid været opmærksom i forhold til alkohol. Hvis du spørger min kæreste er det egentlig mit største problem. Opmærksomheden har ligesom fået en ret uheldig kontrolartig adfærds magt over mig.

Det startede måske nok da jeg blev skilt fra Drengenes Far.

Jeg ville ikke være en af de her mødre der gik i byen i de weekender hvor man er børne-fri, og derfor kunne skabe sig tosset og genleve sine unge dage med nye mænd hver og hver anden gang. Det havde jeg set hvor galt det kunne gå, og det ønskede jeg ikke for hverken mig selv eller mine børn.

Faktisk har jeg ikke haft behov for at gå i byen og fulde mig. Jeg har, det sidste halvandet årti, når jeg en sjælen gang i mellem blev lokket med i byen, været at finde på et lille værtshus (irish house, John Bull Pub, Old-games pub og sådanne steder, allerhelst med en irsk kaffe. Steder hvor man kan snakke samme og undgår at blive budt ud at danse.

Helt ærligt, og hånden på hjertet, Jeg gad sku ikke længere den opmærksomhed som jeg altid har fået af mænd så snart jeg gav den bare lidt gas på dansegulvet.

Jeg er ikke fra naturens side blevet begavet med et udseene der ligger helt i top. Alt i alt er jeg vel hvad man vil kalde gennemsnitlig. Alligevel har jeg aldrig haft problemer i form af lavt selvværd eller lignende i mine teenage år. Det var selvfølgelig alt sammen fordi jeg følte mig værdsat, og elsket af de mennesker jeg havde omkring mig.

Det har altid været alfa og omega. Og sådan tror jeg faktisk at det er for alle mennesker. Hvis man bliver værdsat for den man er og set som noget særligt af menneskerne som holder af en, så vokser man også af det.

Da jeg mødte drengenes Far var mit selvværd på det højeste. Da vi gik fra hinanden skulle det bygges langsomt op igen. Og det blev først rigtigt gjort noget ved det da jeg mødte Esbern.

Det ene ord tager det andet denne onsdag aften. Fra alkohol til selvværd. Måske det hænger en smugle sammen. Ens selvværd og selvtillid stiger altid lidt når man har fået et par glas. Man slipper hæmningerne. Nøjagtig som jeg gør når jeg sidder her foran tasterne. Og i dag har jeg skænket mig et glas rødvin. Jeg har lige lavet rødvins sovs vi skal ha til en Steg. Vi har besøg af min Svoger. Han hjælper med at plante hæk og lave brænde.

For 4 år siden havde jeg ALDRIG tilladt mig selv at ta et glas vin i mit eget selskab- det kunne jo være tegn på at noget var galt.

Vin var KUN til maden, eller til Ost og kiks. Jeg kan godt selv nu høre hvor fjollet det lyder. Jeg var bange dengang. Bange p.g.a mine erfaringer med alkohol.

Nok mest af alt fordi både min far og min søster flere gange har fortalt mig hvor meget jeg minder om mor. Det er jeg mega stolt af. Hun har gjort mig til den jeg er.

Den allerførste gang.

Hun var den første der opmuntrende mig til mit skrivning.

Dengang var jeg kun et barn  og jeg vidste ikke hvad jeg ville med mit liv – det tror jeg nu de færreste ved på det tidspunkt – ikke desto mindre så husker hvordan hun stolt så på mig fra den anden side af køkkenbordet da jeg læste en fristil op for hende.

”det er SÅ FLOT skrevet Begge” -” hvis ikke din Dansklære bliver imponeret over det der, så skal han fyrres”

”tror du ikke han bliver sur over at jeg har skrevet for meget?” -”vi fik at vide at det skulle fylde 2-4 sider”

jeg sad med 6 håndskrevne sider foran mig. Det var den første stil vi ville få karakter for, så jeg havde gjort mig umage.

Jeg havde skrevet en historie om havet og hvordan det var at bo dernede. Jeg havde skrevet historien som om jeg var en lille bitte fisk. Beskrev hvad jeg så af fisk og dyr. Dykkere og både, og hvordan jeg var bange når det blev nat, fordi alt var så mørkt. Så jeg fandt altid vej til måneskinnet, og hvis jeg ikke kunne sove sneg jeg mig op til havets overflade og kiggede på stjerner.

Sjovt hvordan man husker ting som man for længst havde lagt fra sig. Min aller første fristil og jeg havde været tryllebundet af skrivningens univers. Derfor ved jeg også at jeg til enhver tid ville kunne skrive en anden slags Roman end denne virkeligheds-fortælling som jeg er i gang med nu. Jeg har fantasi nok til at kunne skrive den slags også.

Jeg fik karakteren UM for min historie. UDEMÆRKET. Som dengang i folkeskolen inden de højere klasser var det bedste på scalaen. Jeg var mega stolt. Og jeg glædede mig SÅ meget til at komme hjem den eftermiddag og fortælle det til min mor. Da jeg kom hjem var min mornor kommet på besøg og der var ingen mor hjemme. Far havde kørt hende i behandling.

Jeg tror ikke engang jeg fortalte min far om det. Det andet blev ligesom centrum for vores liv i mange år fremover. Alkohol.

Hallo, hvad er nu det for noget…

Jeg bestemte mig for at selvom jeg ikke ville gå i byen, i mine friweekender- hver anden weekend når jeg ikke havde drengene, så ville jeg heller ikke fraskrive det.

Da Janne kom ind i mit liv igen så Fredgastraditionen dagens lys.

En enkelt Irish Coffee på altanen efter når ungerne var puttet og så ellers en snak om hvordan ugen var gået for os begge. Ofte havde vi jo set hinanden i ugens løb, men det var alligevel en meget god afslutning på ugen.

Ind i mellem blev det til 2, men aldrig mere end det når drengene var hjemme. Og eftersom jeg hader smagen af whiskey, var de ikke engang stærke- se nu her. – jeg sidder i og retfærdiggøre hvad der ikke burde retfærdiggøres. – Jeg sidder fanme her og forklare hvorfor det er OKAY… TYPISK alkoholisk adfærd- velkommen til en barndom og ungdom hvor et hvert alkohol indtag skulle forklares.

Ikke desto mindre så elsker jeg irsk kaffe, og jeg holder så meget af dem at jeg kun ”tillader” mig selv det om fredagen… for hvad nu hvis… hvad nu hvis jeg blev forfalden til det? Hvad nu hvis jeg lignede min mor også på det område og at jeg lige pludselig uden at vide det havde brug for den HVER DAG?

Tit og ofte glemmer jeg den om fredagen nu, på nær de weekender hvor jeg ses med Janne. <3

min frygt er også min styrke, for den gør at jeg ikke ender i et misbrug. Jeg er nu på et punkt i mit liv hvor jeg er gået helt i en anderledes retning hvad alkohol angår. det vender jeg lige tilbage til.

Da jeg lærte Esbern at kende synes jeg det var vildt underligt første gang han købte en flaske Gin på en indkøbstur.

”får vi gæster?”

”nej, ikke jeg ved af”

”hvorfor skal du så ha Gin?”

”jamen det har jeg bare lyst til”

ALLE mine alarmklokker ringede…. hvad fanden var det her nu for noget. Vi havde været sammen et par måneder, og den allerførste weekend besøg hos ham havde jeg godt nok fået færæsk snaps og lidt øl som ingen af os kunne li, men det var ligesom at det var en del af menuen, når man fik Grindehval. Havde jeg overset noget- what the hell…

”jamen, vi har jo drengene hjemme den her uge”

”ja- og hvad så? Skat, jeg har ikke tænkt mig at blive fuld, jeg har bare lyst til en enkelt- måske 2, rolig nu”

Jeg kunne overhovedet ikke finde ro i det. Slet slet slet ikke. Da drengene var kommet i seng skænkede han sig en Gin.

”vil du ha en?”

”NEJ TAK”

”okaaaay…… vil du fortælle mig hvad det her handler om?”

”øhh, ja. Men………jeg er faktisk ikke sikker på at jeg selv ved det, men det gør mig usikker og ked af det at du vil drikke nu”

”hvis du ikke selv ved det skat, så bliver det lidt svært at snakke om”

”har du tænkt dig at drikke det der selvom jeg har fortalt dig at at det gør mig ked af det”

”JA, det har jeg skat. Hør engang dig selv, du er helt panikslagen. Enten så finder du ud af hvad det er der går dig på og så snakker vi om det, eller også gør du ikke. Men det ændre ikke min beslutning om at nyde en Gin en Fredag aften”

først der gik det op for mig at det var fredag, og at jeg havde 3/4 flaske wiskey i skabet.

”okay Skat. Altså Jeg ved godt hvad det her handler om, men det er svært. Jeg laver mig en irsk kaffe, og så fortæller jeg dig om det”

”du er sku skør, først skælder du mig nærmest ud over at jeg laver en Gin, derefter laver du en Irsk kaffe til dig selv. Ikke for noget skat, men kan du godt selv høre hvor fjollet det er?”

over de næste 3 timer drak vi sammenlagt 4 genstande i form af 2 gin og 2 irsk kaffe. Imens fortalte jeg ha, om min baggrund for bekymring hver gang alkohol kom på banen.

IKKE FÆRDIGT, SKRIV OM RENGØRINGS HYSTERI, AT GEMME FLASKER UNDER VASKEN, OG NUVÆRENDE FORHOLD TIL ALKOHOL. (hmm, kan man godt lade sådan en påmindelse stå. well Jah, det har jeg bestemt. Det er okay at se at jeg også laver andet end at skrive).

Som skrevet, så gjort og jeg går nu i gang med at skrive dette kapitel færdigt.

Omkring halvanden-måske var det endda 2 måneder senere end denne episode, hvor vi har snakket om mine bekymringer og min fortid, kommer jeg hjem fra arbejde.

Det er torsdag. Ungerne er hos deres far. Esbern er kommet hjem fra arbejde og der står en tom Gin-flaske på køkkenbordet. Jeg er nu der hvor jeg lige når at ta mig selv i at tænke

-”fuck, hvad er nu det” men jeg VED GODT med min sunde fornuft, at det er en flaske der har været længe om at blive tømt. Alligevel finder jeg mig selv i en eller anden form for mistro. Mistro overfor ham jeg elsker.

Ham jeg er forelsket i og ham som jeg lige om lidt skal flytte sammen med. jeg går ovenpå hvor han sidder ved computeren, kysser ham, og spørger til hans dag. Jeg gør det HELT ubevidst. Jeg ”scanner ham” leder efter lighedstegn, er opmærksom. Har antennerne ude

Jeg hader mig selv da det går op for mig at jeg er totalt i Co-alkoholisk adfærd. Jeg høre de små stemmerne i mit hoved

jamen det ER jo også typisk for børn af alkoholikere at finde sammen med en alkoholiker”

jeg ryster på hovedet af mig selv for at tænke de tanker. Vil jeg altid ha det sådan? Vil jeg altid være xtra-opmærksom. Vil jeg nogensinde få brudt med mit barndoms mønster og lære at slappe af og ikke se alle som mulige misbrugere. Hvornår er man misbruger, og hvornår har man et normalt forbrug.. hvor går grænsen?

Jeg går i køkkenet og begynder at forberede aftensmad. Ginflasken stirre på mig. Den er stadig tom og står der LIGE MIDT PÅ BORDET…. hvorfor helvede har han ikke smidt den ud? Det genere mig. DEN genere mig. TOMME FLASKER GENERE MIG.

Jeg fortsætter med at lave mad, og gør samtidig køkkenet lidt mere rent, det gør jeg ofte når jeg er lidt halv sur, gør ting rene, eller rydder op underlige steder. Det hjælper med at flytte fokus og energi i noget andet end det ”sure hjørne” på den måde behøver jeg ikke at snakke om tingene. Jeg kan mule i stilhed og samtidig få ordnet noget.

Nogle gange tænker jeg faktisk lidt over om det måske var derfor min x-mand var så god til at skændes med mig. – Fordi så vidste han at jeg gik i “oprydnings-mode” og dermed fik lavet noget. Ind i mellem kunne han sige -”du rydder jo kun op hvis jeg truer lidt med at gå fra dig” han vidste ikke at jeg i virkeligheden bare ikke gad noget drama og flyttede fokus og energi over på noget andet end et skænderi.

”Skat, hvorfor har du stillet Gin-flasken ned under vasken?”

det var blevet Fredag morgen og vi skulle begge op på arbejde.

Jeg kiggede på ham. Han på mig som et stort spørgsmålstegn. Og så gik det op for mig at jeg i mit lille oprydningsflip aftenen inden, havde sat Gin-flasken væk. Jeg havde ved gud GEMT DEN VÆK. Jeg begyndte at græde.

”det er da ikke noget at tude over skat… men hvorfor har du ikke bare været ude med den i containeren”?

”ja, det må du sku nok spørge om. Så langt havde jeg slet ikke tænkt”

”jamen hvorfor græder du så?”

”fordi det lige er gået op for mig, at det er under vasken man gemmer de tomme flasker, når man ikke vil ha at nogle skal finde dem”

”åh… det er sket før?”

”ja, jeg har fundet alt for mange tomme flasker under vasken”

”skal vi så ikke bare aftale at vi ikke stiller dem derned så, der skal du ikke stille dem igen hvis det gør dig ked af det?”

”jo, men hvor skal vi så gøre af dem”

”ej, nu er du fjollet skat- de skal sku da i flaskecontaineren, for enden af bygningen…”

”ja, men….”

”men… hvad”

”hvad nu hvis nogle ser man kommer gående med en tom gin flaske? Og intet andet, det er jo heller ikke et fedt signal at sende”

”skat- ved du hvad…., du tænker ALT for meget over hvad alle andre synes, tror , måske tænker og hvad de vil sige, gøre osv… ved du godt det?”

”Ja, det ved jeg godt”

”vi kan lave en kurv til tomme flasker, både sodavand, vin,vandflasker, alt… så tar vi den med i netto når vi har den fyldt. Veksler, OG så smider vi glasflaskerne i containeren”

”det roder af helvede til”

”ja, men helt ærligt, er det ikke bedre end at de bliver ”gemt” under vasken… SKAT, vi har ingenting at skjule for helvede da. Vi er 2 ganske almindelige mennesker- eller jeg er i hvert fald så godt som”

jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Han havde jo ret. Eneste problem der var i hans forslag var bare at jeg stadig ville være ret bange for at få uventet gæster en dag. Hvis vi nu havde drukket en flaske vin til maden i dag og den flaske lå sammen med alle sodavandsflaskerne.

Det var et forslag som jeg var nød til at overveje grundigt.

Den store fødselsdags-finale.

Det blev sådan, og det blev også sådan at jeg engang inden en fødselsdag jeg havde budt famiien til faktisk lod den der åndssvage kasse stå. Det var LIDT en provokation til min søster, det må jeg indrømme. Min SKØNNE DEJLIGE storesøster, som i dag arbejder på det behandlingscenter hvor vores mor, var i mange behandlinger. Jeg vidste faktisk godt at hun ved at se kassen ville blive lidt bekymret og tænke om vi nu mon drak for meget.

Min søster mener sin bekymring for mig godt. Men jeg er bare yngste barn, og dermed også lidt en provokatør til tider. Jeg mener det godt og jeg Elsker hende for hendes bekymring. Hun har jo trods alt ALTID skulle passe lidt på mig når det gik lidt på ”de høje noder” derhjemme.

Jeg er gået lidt min egen vej i forhold til det med alkohol. Fundet en måde hvorpå jeg kan være tryg i det. I vores nye hus har jeg indrettet udestuen som en bar. Jeg vil ha at mine børn skal se at det er ok at drikke engang i mellem og under de rette forhold. At det er okay, at nyde et glas rødvin til aftensmaden, også selvom det måske kun er onsdag. Jeg vil ha at de skal få et naturligt forhold til det, og ikke ser det som noget ”farligt”.

Jeg vil ha at de ikke frygter for at spørge mig, når de bliver teenagere, om det er ok at de drikker en øl herhjemme sammen med deres venner. Jeg vil ha at de skal kunne stole på min dømmekraft i forhold til det, og vide at herhjemme kan vi slappe fuldstændig af omkring det, og ikke være bange for det. Hvis vi har gæster i den weekend hvor drengene ikke er hos deres far, så drikker jeg ikke. De er drenge og de kan risikere at falde og slå sig eller på anden måde komme til skade, så vi må forbi skadestuen eller lægevagten. Og det genere mig ikke det fjerneste.

Faktisk tager jeg ofte mig selv i at holde lidt igen i forhold til alkohol når man fester… for hvad nu hvis nogle fik brug for hjælp, børn eller fulde folk. #barndomsmønster , til karneval i år fungerede både esbern og jeg som en slags frivillige samuritter der delte vores vand og energibare med de der havde fået LIDT for meget alkohol.

“de høje noder” – Flash Back igen.

”JAH, du må undskylde at jeg kommer lidt for sent, det gik lidt på ”de høje noder” derhjemme i går.- jeg har taget min yngste med”

Min far havde slæbt mig med til et eller andet arbejds-relateret halløj, som jeg ikke gad, men han syndes tilsyneladende at det var bedst at jeg var hos ham nu, mor var træt. – tænk engang, dengang tænkte jeg sådan her…

-de høje noder… hørte vi musik i går… det kan jeg ikke huske, kan huske at Mor var ked af noget, og at hun fik skæld ud, jeg var ked af at mor fik skældud…jeg gik ned på værelset, var der musik?.

Da vi kom hjem igen var der dog musik i huset. Mor havde sat en velkendt Queen plade på. Hende og far tog en svingom på stuegulvet. Så var alt godt igen. For en stund…

MOR- min dejlige dejlige mor. Den her sang foreslog Sporty fi mig den anden dag, da jeg gik med mine øre bøffer på og slog græs i haven forleden dag. Solens stråler ramte mig og det var DIG jeg tænkte på mens jeg hørte den. Så selvom ”nettet er nede” der hvor du er nu. Så TROR jeg på at du kan høre mig når jeg nynner denne sang til dig.

For evigt i mit hjerte. Tak fordi du passer på mig og tillykke med de 64 år <3

2 Kommentarer

  1. HEIDI

    Hvor er det bare en smuk og rammende beretning 🙂 og jeg kan kende næsten det hele <3

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.