For noget tid siden læste jeg bogen Papmaché Reglen af Hella Joof.
En af reglerne i bogen gav mig virkelig noget at tænke over.
Jeg har mange gange, specielt efter jeg blev syg, tænkt at jeg meget hellere ville være en anden.
En veninde, en klassekammerat eller bare sidemanden i bussen.
Jeg har drømt mig ind i en verden jeg troede at alle ”normale” mennesker levede i.
En verden hvor ting var lette, eller i hvert fald betydeligt lettere end det var for mig.
En verden uden gråd og uendelig frustration over at livet gjorde ondt.
Da jeg læste om Rub-og-stub Reglen gik der et lys op for mig.
Vi må hver især vælge én, som vi bytter med. Rub og stub. Intelligens, udseende, økonomi, karriere, familie, ordblindhed og vaginisme. Og vedkommende får vores liv med alt, hvad dertil hører af knyster, læsebriller, børn og hunden og vores mand og haven og søde, gamle tante Bertha og alle vores sjove minder fra firserne (aj, måske ikke lige firserne, for dem, der var unge i firserne, kan formentlig ikke huske dem). Kort sagt hele pakken. Og nu skal du lige mærke efter, hvem du gerne vil bytte med. Hvem vil du gerne bytte med? Er der ikke nogen, du gerne vil bytte med? Mærk lige efter én gang til.
Uddrag af bogen Papmaché Reglen af Hella Joof
Jeg sad i toget og grublede…
…ville jeg virkelig gerne bytte med sidemanden i toget? Jeg vidste jo i og for sig overhovedet ikke om han havde det godt? Havde han lige mistet sin mor? Eller var han lige blevet skilt? Eller blevet fyret?
Selv dem jeg kendte var jeg ikke sikker på at jeg ville bytte med. Altså de havde da alle sammen noget jeg gerne ville have. Men ville jeg have det hele? Rub og stub?
Inklusiv dårlige hårdage, skænderier med mor, åndssvage kærester og tømmermænd?
Nej! Jeg ville ikke bytte rub og stub med nogen som helst. Hvis jeg kunne shoppe lidt rundt og vælge en dejlig kæreste, en lækker røv, gode fester og gode karakterer i skolen var det da en mulighed. Men sådan er livet ikke.
Livet er både fantastisk og forfærdeligt. Og sådan er det.