Der kæmpes en kamp for at psykiske sygdomme sidestilles med de somatiske. Sætninger som ”Det ville du aldrig have sagt, hvis det var en person med et brækket ben”, hører vi ofte.
Jeg kan sagtens se hvorfor behovet for sammenligningen er så stor, og det her indlæg kommer ikke til at stille spørgsmålstegn ved vigtigheden af psykiatri, men mere måden det bliver fremlagt på. For jeg ser det som misforstået og kommer vi egentlig til at skyde os selv i foden på sigt?
Blogindlægget her har rumsteret i mit hoved et godt stykke tid, og det er udsprunget af flytningen af psykiatrien i Risskov til supersygehuset i Skejby, hvor psykiatrien og somatikken skal under samme tag.
Som tidligere psykisk syg, og med mange års erfaring med psykiatri og ikke mindst også somatikken med flere operationer etc bag mig, vil jeg prøve at bevæge mig ud på gyngende grund og lufte nogle af mine tanker om alt det her.
Psykiske sygdomme er nedprioriteret, det er tabubelagt og det er tys tys. Vi tør sjældent berøre emnet med en ildtang, og møder vi psykisk syge ændres tonen og mødet med mennesket bliver ikke altid i øjenhøjde, som var det en person uden problematikker af den karakter.
Psykisk sygdom står stadig printet som et handikap eller mangel på intelligens, ja listen med fordomme er mange. Og jeg VED, at der er brug for mere fokus og forståelse på området. Men når det er sagt, så synes jeg at behovet misforstås ved fx at slå psykiatrien og somatikken sammen på samme sygehus. For det er ikke samme kategori af lidelser, og behandlingen er vidt forskellig.
Da jeg selv var psykisk syg, havde jeg et desperat ønske om at jeg blev set på som syg på lige fod med en patient med kræft eller anden kronisk, fysisk lidelse. Jeg forsøgte at få folk til at forstå hvor slemt det var, ved at benytte den sammenligning. Vel udelukkende fordi at folk kan forstå det, uden at tænke ”du skal tage dig sammen”.
Det er smadder vigtigt, at vi ser på psykiske sygdomme med samme vigtighed og prioritering som de fysiske, uden tvivl. Men det hører sig ikke hjemme, at psykiatriske patienter skal under samme kliniske forhold som de somatiske. For er der noget der ikke gavner en psykiatrisk patient, så er det at blive stemplet som kronisk syg. Så bliver de mentale problemer fremmedgjorte og til en ”svulst” der kan fjernes – hvilket blot fordrer patienten yderligere til at overlade ansvaret til de professionelle og derved ikke tage del i egen helbredelse.
Jeg synes det er problematisk, at vi tænker det kommer til at løse den store boble af uvidenhed omkring psykiatri, ved at putte det i samme kasse som fysiske sygdomme. Jeg tror ikke vi er klar til at se sammenhængen af fysiske og mentale problemer – for jeg tænker det spiller sammen på måder vi ikke er klar over endnu. Og hvor er det ærgerligt, at vi i et forsøg på få råbt højt om alvoren af psykiske sygdomme, kommer til at gøre de psykiatriske patienter en bjørnetjeneste.
Vi ved hvor stor forskel det gør, om patienterne er i eget tøj eller sygehustøj, og personalet omkring dem ligeså. Det er ligeledes vigtigt med omgivelserne og tilgangen til sygdommene ikke mindst.
Det er et alvorligt problem, som desværre kun løses af magtfulde poster, hvis erfaring med psykiatri på gulvplan nok ikke er alverden? Om alt er, forsøger jeg nu at sætte lidt andre vinkler på, og forhåbentligt så lidt frø til eftertanke rundt omkring. For jeg har selv været hvor jeg synes sammenligningen var vigtig – men desværre misforstået. Og det var først da jeg smed forventningen om at andre kunne redde mig, at jeg begyndte at blive rask.
Det er spredte tanker, og det er nok ikke det sidste jeg skriver i den her retning. Men nu måtte jeg altså dele det med jer.
Følg med her , hvis du er interesseret i at læse mere fra mig.
Med ønske om en dejlig dag – Sidsel.
Billederne er fra et par af mine indlæggelser på hhv somatisk sygehus og psykiatrisk sygehus.
