Af Michael Zittergong
Rose er en pige på 18 år. Og efter at have tosset rundt en 20 minutters tid i den overdådige sommer på det sankthanske territorium finder jeg hende endelig. Indenfor og alene i køligheden med billeder på egen skizofreni i fuldt flor. Som gæst med gaver, hvor hun tidligere var indlagt.
Fra første færd gør hun et smukt, roligt og åbent indtryk. Vågne øjne, intelligens; en sælsomt inciterende blanding af selvsikkerhed og sårbarhed. Sortklædt er hun, da hun tager imod mig – med diverse piercinger, hvidkalket ansigt og anden nærmest tegneserieagtigt tydelig makeup.
Goth æstetik, ja, men ellers uden tegn på de alternative, psykiske rørelser, der fik den nu 18-årige pige indlagt ”utallige gange”; i alt et par år fra hun var 14. Denne sommerstrålende junidag bemærker jeg ingen tegn på det, man kalder ”dysfunktionalitet”… hvis man altså fraregner mærker efter brændende cigaretter på Roses ene arm og ar på den anden arm, hvorfra blodet flød, når hun skar sig. ”Al den smerte”, tænker jeg.
Og Rose er stadigvæk fascineret af blod. ”Det hører jo til inde i kroppen, så det er noget helt særligt, når det kommer ud,” siger hun.
Jeg stillede Rose nogle spørgsmål.
Zittergong: ”Hvem er du?”
Rose Mai: ”Jeg er en 18-årig pige, introvert, meget nørdet omkring mange ting – min største passion er at tegne og få formidlet, hvordan det er at leve med den skizofreni, jeg har.”
Jeg kan godt lide Roses stemme: rolig, blød, og så er hun velartikuleret.
Zittergong: ”Hvad mener du med ’introvert’?”
Rose Mai: ”Det tager meget energi fra mig at være sammen med andre mennesker. Jeg slapper allermest af, når jeg bare er i mit eget selskab og laver ingenting overhovedet.”
Zittergong: ”Hvordan er du blevet den, du er?”
Rose Mai: ”Der har ikke være nogen fremtrædende grunde til, at jeg er blevet, som jeg er. Lægerne tror, at jeg måske altid har haft min skizofreni, lige fra barnsben – hvilket jeg hverken kan be- eller afkræfte. Jeg fik først at vide, at det var unormalt, da jeg fik at vide, at andre ikke hørte stemmer og følte sig forfulgte som jeg.”
Sjov fornemmelse jeg får. Jeg undersøger Rose, og hun undersøger mig. En følelse af lige børn, der leger interview.
Zittergong: ”Hvordan vil du beskrive din kunst?”
Rose Mai: ”Min kunst er i høj grad noget, man kan beskrive som en dagbog for mig. Jeg har tegnet rigtig tit, og alt har noget at gøre med, hvordan jeg har det, eller hvordan verden ser ud for mig gennem min sygdom. Jeg bruger rigtig meget kunst som en form for terapi – en måde at få visualiseret alle de ting, der trykker. Det bliver lettere at håndtere, når man ser det på et lille stykke A4-papir.”
Siger Rose med smil i stemmen.
Zittergong: ”Hvordan var det med din kunst, før du blev syg?”
Rose Mai: ”Jeg har altid tegnet som barn, som jeg tænker, mange har, men jeg begyndte først rigtigt at være seriøs omkring tegning, da jeg var 12-årig, hvor det også begyndte at gå ned ad bakke for mig psykisk. Fra dengang og til nu har jeg arbejdet med tegning hver dag, stort set.”
Zittergong: ”Manges psykiske sygdom går i udbrud sammen med pubertetens indtræden. Genkender du det?”
Rose Mai: ”Bestemt, ja. Det gjorde jeg i hvert fald.”
Zittergong: ”Og man kan jo bruge kunsten sundhedsfremmende – du siger, at den er en terapi for dig?”
Rose Mai: “Ja, jeg tror, det er meget godt generelt for folk med psykiske lidelser, at… du kan kigge på alt det, der er oppe i hovedet – på en anden måde end, når du føler det. Jeg tror, at det har en gavnlig effekt på al den støj, der er indvendigt.”
Og der er godt nok ikke megen støj, når Rose formulerer sig om sit livs værste stunder…
Zittergong: ”Hvad er din diagnose?”
Rose Mai: ”Jeg er diagnosticeret med paranoid skizofreni”.
Zittergong: ”Hvad går det ud på?”
Rose Mai: ”Skizofreni kan være anderledes fra person til person. For mig indebærer det at høre stemmer; dvs. en stemme, der taler nedsættende til mig. Og jeg føler mig tit forfulgt, bakser meget med paranoia, har alle mulige føleforstyrrelser, har en følelse af, at ting er uvirkelige, mange forskellige symptomer, der kan hæmme mig på mange måder.”
Zittergong: ”Hvad siger din stemme?”
Rose Mai: ”Det er svært at sige konkret, men det er altid noget nedsættende om mig eller andre eller projekter, jeg har gang i. Måske er jeg i en social situation, og stemmen siger, at folk ikke vil mig, hvad jeg har at sige, er ikke interessant, hvilket kan gøre det svært for mig at være der. Det gælder også mange andre situationer.”
Zittergong: ”Med hensyn til din paranoia – hvad føler du dig forfulgt af?”
Rose Mai: ”Jeg har lige været i en periode, hvor det var rigtig slemt. Nu er jeg så steget i medicin, men i den periode følte jeg mig ikke sikker nogen steder. Det startede med, at jeg havde rigtig svært ved at gå på gaden, fordi alle ville mig noget ondt, jeg havde et tvangsbillede af, at nogen ville kaste min hund ud foran et S-tog, eller nogen ville følge efter mig, hvilket så spredte sig til, at jeg heller ikke følte mig tryg i mit eget hjem, fordi jeg følte, at der var nogle, der ville ind til mig. Hvis jeg så nogen fra min altan, var det, fordi de havde set mig og ville gøre mig fortræd. Så det blev meget invaliderende… men det har bedret niveauet, at jeg har fået skruet op for min medicin.”
Zittergong: ”Kan du relatere din paranoia til noget konkret, du har oplevet?”
Rose Mai: ”Nej, det kan jeg faktisk ikke. Generelt om min sygdom er det svært at sige, hvad der har trigget den. Også fordi jeg ikke har været så meget i behandling for det, der er sket i fortiden. Det er hårdt at pille i, men nej, jeg kan ikke lige komme med noget konkret om, hvorfor jeg er blevet, som jeg er blevet.”
Zittergong: ”Har du et råd til dem, der har den samme diagnose?”
Rose Mai: ”Man skal ikke være så bange for medicinsk behandling. Det er super hårdt, det gavner ikke alle, men jeg synes, at det har været mig en stor hjælp – selvom jeg har været skeptisk omkring det mange gange. Og ellers – at være kreativ har hjulpet mig helt vildt meget. Og jeg ved, at mange af mine venner, der også har psykiske lidelser, også er rigtig kreative mennesker. Det er en god måde at bruge sådan en lortediagnose – at lave noget, som andre også kan få gavn af.”
Zittergong: ”Hvad synes du, er det værste ved psykiatrien?”
Rose Mai: ”Det mest useriøse, jeg kan komme på, er maden. Hvis man har været mere end to måneder på en psykiatrisk afdeling og fx har fået de samme udkogte kartofler 3 gange på en uge, er pizza det bedste i hele verden. Og mere seriøst er det værste voksenpsykiatrien, som jeg kun har oplevet i cirka to måneder (Rose er som omtalt kun 18 år gammel og har været indlagt sammenlagt 2 år siden hun var 14 år – herunder 2 måneder på voksenafdeling, red.). Voksenpsykiatrien er meget hård, synes jeg, specielt lukkede afdelinger. Og hvis man har været meget i psykiatrien, synes jeg, at man får lidt mén af det. Hver eneste gang jeg hører nogen banke i min lejlighed, tænker jeg, at det er en hovedbanker – en der banker hovedet ind i væggen. Jeg tænker, at ’nu er der en på værelset, der har det skidt’. Og jeg kan ikke høre alarmer, uden at det gibber i mig. Det er lidt irriterende, at jeg har fået de associationer med lyde, der ellers er meget harmløse.”
Zittergong: ”Hvad er det bedste, du har oplevet ved psykiatrien?”
Rose Mai: ”Helt sikkert at alle mine nærmeste bekendtskaber er nogen, jeg har fundet gennem indlæggelser, ambulante forløb, og sådan noget. Virkelig, virkelig fantastiske mennesker, som jeg ikke ville være foruden, supergode venner. Og så har jeg også mødt en masse fra personalet, som jeg har kontakt med. De betyder meget for mig, for de har været der i mine mørkeste perioder – og gider mig stadig. Så, helt klart – relationerne til andre mennesker er det bedste”.
Zittergong: ”Hvordan vil du sammenligne relationer, der stammer fra psykiatrien med dem, der stammer udefra?”
Rose Mai: ”Dem fra psykiatrien har også en diagnose, og har mere forståelse og empati for, om man siger: ’Jeg kan ikke i dag; jeg har lige en dårlig dag.’ Fok forstår bare én på en anden måde end de, der ikke selv har haft psykisk sygdom inde på kroppen. Det er jo klart, at de ikke kan tage hensyn, når de ikke har nogen idé om, hvad de skal tage hensyn til. Det er den største forskel på venner fra fx skole og venner fra indlæggelser.”
Zittergong: ”Jeg oplever, at du som figur optræder på næsten alle dine billeder. Passer det?”
Rose Mai: ”Ja. Nogle gange er det min intention, men der er også mange gange, hvor jeg ikke lige havde tænkt over det på forhånd. Men det giver måske også meget god mening, tænker jeg. Fordi det jo er mine egne følelser, så jeg smider nogle karakteristika ind fra mit eget udseende også.”
Ord, ord, ord – her er et udvalg af Roses billeder fra en verden, hvori ingen frivilligt ønsker at opholde sig. Stemmerne har magten, dæmonien, blodet flyder ud af kroppen, sensitive dele afskæres, plastres til, blokeres, kropsåbninger sys sammen, men lige lidt hjælper det, pigge gennembryder indefra, noget må og skal ud, blod, blod igen! Og køn bliver eksorcisme, for djævelskab er ganske enkelt satans ubehageligt.
Rose kommenterer her sine sanselige, tornede, blødende skyggebilleder med lejlighedsvise lysglimt:
Agt dem, frygt dem, nyd dem – tag det hele ind!
