I Sherlock Holmes-historien af Arthur Conan Doyle med titlen ”Den pensionerede farvehandler” indledes denne historie med følgende:

”Sherlock Holmes var den morgen i en melankolsk og filosofisk stemning. Med sin livlige og praktiske natur lå han undertiden under for sådanne reaktioner.

”Så de ham?” spurgte han.

”Mener de den gamle knark, som lige er gået ud?”

”Netop.”

”Jo, jeg mødte ham i døren.”

”Hvad mener De om ham?”

”Et ynkeligt, unyttigt, nedbrudt individ.”

”Rigtigt, Watson. Ynkelig og unyttig. Men er ikke hele tilværelsen det? Er hans historie ikke hele livet i minatureudgave? Vi stræber. Vi tager til os. Og hvad er der tilbage i vore hænder til slut? En skygge. Eller endnu værre – elendighed.” ”.

Og i historien ”Papæsken” af samme forfatter, igen med Sherlock Holmes som den konkluderende figur, afsluttes den med følgende udtalelse fra Holmes:

”  ”Hvad er meningen med dette, Watson?” sagde Holmes højtideligt og lagde papirerne fra sig. ”Hvilket formål tjener denne ophobning af ulykker, vold og rædsel? Det må føre til en eller anden slutning, ellers er det det rene tilfælde, som styrer vort univers, og det er utænkeligt. Men hvilken slutning? Det er det store, evige spørgsmål, som den menneskelige fornuft er så langt fra at kunne svare på som nogen sinde.” ”.

Jeg deler ikke Holmes’ opfattelse af, at det ikke skulle være det rene tilfælde, der styrer vort univers, dog under den forudsætning, at naturlovenes ordnende virkninger naturligvis er en forudsætning, som forlener det hele med en form for mening. Men indenfor disse rammer er der masser af tilfældigheder.

Alt dette i anledning af, at jeg har arbejdet mig igennem Melanie Fennels bog ”At overvinde lavt selvværd. En selvhjælpsguide på grundlag af kognitiv adfærdsterapi” (Klims Forlag). Da jeg ikke har problemet selv, har det for mig været en ekskurs udi nogle af de vildveje, mine medmennesker geråder ud i. Når jeg især finder anledning til at skrive om det her i bladet, så har det sin årsag i, at jeg har bemærket, at mange af de bidragsydere, der både skriver i bladet, samt dettes læsere, forekommer mig at have problemer, som gør Melanie Fennels bog sørgeligt aktuel.

Bogen er ikke let læst. Når jeg tænker på, hvor mange psykiatriske patienter, der har problemer, blot de åbner en avis, gør det der med ”Selvhjælpsguide” det hele til en, i en vis forstand, lidt teoretisk tilgang til problemet. Men for den ihærdige læser, og dem er der jo også nogen af, er bogen fremragende og meget grundig.

I forbindelse med læsningen af bogen har jeg iagttaget, at den har givet anledning til en del urolig nattesøvn. Jeg er ikke vant til på denne måde at få sat så megen fokus på mit selvværd, som i øvrigt ikke fejler noget. Her og der i bogen er der gjort opmærksom på, at metoderne i begyndelsen blot var udviklet med henblik på at behandle depressioner, og det har jeg mærket meget tydeligt. Vi kender jo alle til, at samværet med andre mennesker måske ikke var så vellykket, som man kunne ønske – at ting, som burde være blevet sagt, og som kunne have rummet vigtige pointer, blev glemt eller overset, eller de blev sagt, men blev ikke opfattet af den anden i den ånd, som de var tænkt. Men her er jeg inde på den problemstilling, at det der med lavt selvværd er i mine øjne meget mærkeligt. Én ting er, at man kan finde fejl hos andre, men det, at man retter bebrejdelserne mod én selv, er en mærkværdighed, hvor vi skal have fat i bogens første kapitel, hvor årsagerne til lavt selvværd søges beskrevet. Det springer i øjnene, at megen lav selvværd bliver grundlagt tidligt i livet, og at der allerede i barndommen bliver grundlagt tankevaner, som det senere kan volde store vanskeligheder at vikle sig ud af.

En ting, som bogen ikke rigtigt gør noget ud af, er det forhold, at der er mennesker, som har alvorlige grunde til at have lavt selvværd. Mennesker, som har handlet ringe med eget og andres liv, og som ingen positive fremskridt nogensinde har gjort med dem selv. Så er der folk, som har præsteret store resultater, og som er ved at flække af selvforherligelse. Men så er der jo også den der problemstilling, at der er eksempler på, at folks skarpe selvkritik har ført til, at de har præsteret store resultater, og som derfor har bragt det vidt. Problemstillingen beror således ikke på den rene psykologi, men vedrører vort forhold til verden og til andre mennesker. At underkaste den enkeltes psykologi et brushup er således ikke nogen enkel sag. Det er i mine øjne ikke godt nok at rette opmærksomheden mod rent indre forhold – personen må i gang med at præstere. Og her kommer der jo det ind i billedet, at vi er så umådeligt forskelligt indrettet i forhold til personlige ressourcer. Man må her pointere, at selvvurderingen er et betydningsfuldt værktøj i forhold til at justere de anstrengelser, vi gør os, i forhold til de præstationer, vi yder. For mig har det ikke megen mening at kritisere mig selv, fordi jeg endnu ikke har fået Nobelprisen i teoretisk fysik. Det er en forkert tilpasning til de faktiske forhold. På den anden side vil jeg ikke forherlige mig selv, fordi jeg omsider har fået gjort noget ved en negl, der kradser. Der skal være rimelighed i tingene, og her kommer hele den øvrige psykologi ind i billedet.

I forbindelse med bearbejdelsen af ens selvværd kommer andres vurdering af én selv ind i billedet. Og hvad skal man stille op? Det er i mange tilfælde ikke en god idé at lade ens vurdering af én selv i for høj grad at bero på andres vurdering af én. Men i en periode kan udtalelser fra andre udgøre en støtte i henseende til at få bortredigeret forvrængede opfattelser af én selv hos én selv. I mine øjne er det en ønskværdig tilstand, at man er i stand til at stå på egne ben – at man er et selvstændigt tænkende individ. Men man behøver naturligvis ikke at tage det så firkantet – det ene udelukker jo ikke det andet.Og det står jo én frit for at frasortere negative aspekter af andres vurderinger af én, for så vidt at man ved, at det er forkerte betragtninger. Her kommer éns psykiske status ind i billedet, idet der for den normale kan ske det, at en andens negative vurdering af én udløser en indre forsvarstale, som rummer en masse positive træk, mens der hos den depressive og hos personen med lavt selvværd nærmest kun kommer ytringen: ”Hvad sagde jeg?” – som jo er den navnkundige inskription på hypokonderens gravsten.

Slemt kan det især være, hvis ens ringe selvværd indgår i andres vanemæssige opfattelser af én. Det er en ofte gjort erfaring, at folk, som står overfor en depressiv person, tager sig friheder overfor denne person, og det kan blive en grim omgang at skulle tage et opgør hermed, ikke mindst hvis helbredelsen af depressionen ikke er rigtigt på plads endnu. Og da helbredelsen af en alvorlig depression i mange tilfælde kan tage år, før patienten er så meget på den rigtige side af plankeværket, at der er overskud til at tage et sådant opgør, kan meget gå sin skæve gang i lang tid. I nogle tilfælde kan det være anbefalelsesværdigt at tage afsked med nogle bekendte, og at søge andre græsgange, men der er et alvorligt problem med timing, hvor hele tricket beror på muligheden af at lægge stilen radikalt om. Hvis patienten ikke har fået løst sit fundamentale problem, kan nissen i mange tilfælde flytte med. Det hele drejer sig om mønstre, både i tanke og i adfærd, og ikke mindst i det sproglige udtryk. Som mennesker sætter vi et aftryk på vore omgivelser, og det er nok illusorisk at tro, at dette aftryk kan komme fuldstændigt under vor bevidste kontrol. Hele den ubevidste del af vor funktion er det nødvendigt at få til at fungere godt, før problemerne lader sig løse. Jeg har ofte haft anledning til den betragtning, at når jeg tager stærk antidepressiv medicin, så hjælper jeg i virkeligheden mit held – en ganske mærkelig ytring fra en person, der ikke er det mindste overtroisk. Men det er den mest enkle måde, hvorpå jeg kan beskrive problematikken. Endvidere er det en mulighed, at det raseri, som jeg i nogle tilfælde har iagttaget at ledsage helbredelsen af en depression, kan have en funktion i henseende til at standse de overgreb, der ofte bliver depressive personer til del. Tingene hænger på de mærkeligste måder sammen.

Det er jo en ofte erfaret kendsgerning, at folk med sindslidelser ofte oplever en realitet, som er den sunde person helt fremmed, og hvor mødet mellem den psykiatriske patient og den sunde person  munder ud i, at der snakkes i øst og i vest, uden at personerne forstår det ringeste af, hvad hinanden taler om. Her kan kun en vilje fra den sundes side til at sætte sig ud over sig selv og at komme til at forstå den syges tilværelsessituation bevirke, at en reel kommunikation kommer i stand. Men man skal faktisk være i stand til at forstå, at der findes andre virkeligheder, og mellemrum mellem sekunderne, før den forståelsesmæssige transition er gjort. Nogle har talent herfor – andre kommer aldrig i nærheden heraf, og bliver stående på det stadium, hvor vedkommende kun er i stand til at ytre, at patienten skal tage sig sammen – hvilket er det rene og irrelevante vrøvl.

Melanie Fennels bog er, fra start til slut, helt fri for enhver hentydning til fænomenet religion. Da en meget stor del af menneskeheden forfægter religiøse anskuelser under en eller anden form, finder jeg det imidlertid her på sin plads nøjere at omtale dette problem i relation til at bearbejde problemet ”lavt selvværd”.

Hvis jeg nu antager, at du gør dig religiøse tanker, hvordan er din Gud så? Er han (under den forudsætning, at der er tale om en ”han”) så uendeligt tålmodig og uendeligt tilgivende? Eller er han en streng og smålig Gud, som dømmer, og som husker, og som ikke tilgiver noget som helst?

Ud fra den anskuelsesmåde, som jeg er tilbøjelig til her at anlægge, er det nærliggende at formode, at der er tale om psykiske lag i dig selv, som taler til dig gennem din Gud. Man må her være forberedt på, at meget religiøse mennesker på stedet vil forkaste denne anskuelsesmåde. Men derfor behøver den ikke at være forkert. Det enkelte menneske omfatter meget andet end selvet. Hele omverdenen, samt højere magter og nulevende og afdøde personers aftryk indgår i hele den enkeltes samlede psykologi, og den er produkt af, hvad alt dette har bibragt hver af os.

Under læsningen af Melanie Fennels bog har det slået mig, at det billede af de personer med lavt selvværd, som bogen formidler, giver indtryk af personer med en temmelig stivbenet måde at tænke på, og dybest set med en mangel på den intelligens, som redder andre fra at falde i det lave selvværds fælde.

Melanie Fennel opererer med begrebet ”bundlinie”, som er den overskrift over det hele, som ganske vist ubevidst, udgør den konklusion, som er hele det lave selvværds motor. Hele bogen går egentligt ud på at ændre denne bundlinie.

I kapitel 4 præsenteres vi for den tanke, at man kan udføre eksperimenter med det formål at belyse, hvorvidt bundlinien, og de forudsætninger, der leder til den, har sin rigtighed. Vi konfronteres med den mulighed, at der er tale om holdninger og ikke kendsgerninger.

I kapitel 7, som hedder, ”At ændre reglerne” nærmer vi os den glødende kerne af problemet. Anmeldelse af dette kapitel er uhyre vanskeligt, idet næsten det hele kan understreges, og det er meget fristende at bringe lange uddrag af teksten. Men den skal simpelthen læses.

Kapitel 7 bevirker hos mig nogle tændte advarselslamper, fordi det, teksten hentyder til, er muligheden af at doktorere på psyken. Jeg føler samme skepsis, som kom til mig længe efter, at jeg havde læst om transaktionsanalyse. Jeg kom dengang til den konklusion, at denne metode er brandhamrende farlig og ofte uantageligt uetisk. Derfor kan jeg kun anbefale at læse kapitel 7 med et kritisk blik og et vågent øje. Kapitlet er skrevet for den intelligente læser.

I kapitel 8 lukkes der op for et opgør med al stivbenetheden. Den fleksible tankegang sættes i højsædet, og alt/intet-tankegangen forvises til et tidligere udviklingstrin.

Jeg spørger mig selv, om en person, der er i stand til at læse bogen indenad fra start til slut, i grunden ikke er for intelligent til at have de problemer, bogen søger at løse? Bogen er interessant i forhold til at trække forhold og tankegange frem i lyset, som personen med lavt selvværd huser uden selv at vide det. Det bringer os frem til den langt mere generelle problemstilling, at vi gør os klart, hvad der egentligt ligger af narrestreger i vore underbevidstheder. Jeg er for mig selv for længst kommet til den konklusion, at det hele er så omfattende, at jeg i vidt omfang må forlade mig på mine ubevidste funktioner i tillid til, at de kan finde ud af tingene. Sådan har det ikke altid været for mig. For mange år siden var min underbevidsthed kilde til megen obstruktion, og kun en effektiv medicinsk behandling fik lavet om på det. Men bogens interesse ligger i den idé, at den lader forstå, at der (måske) er psykologiske løsninger på en del af de problemer, folk slås med indeni dem selv.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.