Jeg skiftede tøjstil, da jeg begyndte at blive syg. Ud med de stramme jeans, skjorterne og blazeren. Ind med tunikaer og haremsbukser. Det var det samme, jeg gik i, da jeg var på barsel; min behagelige jeg-er-ikke-på-arbejdsmarkedet-uniform. Jeg gik lange ture i skoven, og de høje hæle blev erstattet af Ecco. Jeg sov rigtig meget og fik lavet undercut, så mit hår ikke filtrede så let. Det var en lang række praktiske beslutninger, men vigtigst af alt var det en måde at finde mig selv på den anden side. Jeg accepterede, at jeg måtte sige farvel til karrierekvinden, men hun efterlod ikke et tomrum. Tværtimod følte jeg mig ikke længere begrænset af alle de forventninger, hun havde været underlagt.

Min mand var blevet syg før mig, og vores indtægt var en brøkdel af, hvad den havde været. Vi var ganske enkelt nødt til at ændre livsstil. Vi blev glade for genbrug og Stop Madspild, sankede frugt og dyrkede grøntsager. Angst gjorde, at vi var meget hjemme. Heldigvis havde vores venner intet imod brætspil, billigbajere og madresser i stuen. Det viste sig at være utrolig let at sænke vores månedlige forbrug. Vi følte os ikke fattige. Tværtimod begyndte jeg at gå op i bæredygtighed og følte mig nærmest som et forgangsmenneske. Mit liv føltes meningsfuldt, sygdom til trods.

To år senere fik jeg diagnosen skizofreni. Her lærte jeg, at særpræget udseende og manglende interesse for traditionel livsførelse var indikatorer. At alt, hvad jeg havde gjort for at tilpasse mig mine nye vilkår, i virkeligheden gjorde mig mere syg i psykiatriens øjne: “Mennesker med skizofreni kan miste interessen for en traditionel livsførelse, forsømme sig selv, tabe interessen for hygiejne og orden, have en speciel påklædning og gøre nat til dag.”

Jeg stødte også på recoverytankegangen og dens fokus på identitet, mening og empowerment. Var jeg mere syg, end jeg troede, eller var jeg på rette vej? Det er et spørgsmål, jeg stadig prøver at besvare. Jeg har besluttet mig for at blive recoverymentor, når jeg en dag er parat. Det er ikke sikkert, jeg egner mig, men det er motiverende, at jeg opkvalificerer mig samtidig med, at jeg arbejder med mig selv. Og det er rart at have et mål, der hverken involverer blazer eller høje hæle.

 

Billede: Artem Beliaikin, Pexels

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.