Johannes Plenio, Pexels

Græsset er ikke grønnere

Jeg vil ikke have dit job, dit helbred eller dit held. Du skal ikke have det dårligt med dit liv, fordi jeg har det værre end dig. Tværtimod. Tag på ferie til udlandet. Leg med dine børn. Gør karriere. Hav det sjovt og fest til den lyse morgen. Det ville være en hån, hvis du lagde en dæmper på dig selv for min skyld.

Jeg får ikke ondt i røven, når du bruger 50.000 kr. på et nyt køkken eller drikker vin til flere hundrede kroner flasken. Jeg får det ikke værre af, at du går til cross-fit eller har et aktivt sexliv. Det er dig vel ondt.

Jeg ved godt, du også har udfordringer, smerter og bekymringer. Jeg ved godt, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side. Alt er relativt, og dine problemer er virkelige. Du behøver ikke undskylde eller bortforklare eller kalde dem first world problems.

Mit liv kan virke trist. Men jeg har fundet noget, jeg ikke havde før. Noget ægte. En styrke, en glæde, en kærlighed jeg ikke havde troet mulig. Nogle dage kunne jeg skrige. Men jeg kan stadig smile og grine og føle lykke.

Det gør ikke mit liv mere autentisk end dit. Jeg mærker det på en anden måde. Jeg mærker sult og kulde. Jeg er bange for døden. Jeg er taknemmelig for livet. Men vi behøver ikke sammenligne, du og jeg. Vi er ens. Jeg kunne have været dig i et andet liv, og du kunne have været mig. Det vigtigste er at få det bedste ud af det.

 

Billede: Johannes Plenio, Pexels