Når jeg vender vrangen ud på mig selv og åbent fortæller om min diagnose på sociale medier, er jeg ikke modig – jeg er trodsig. Folk spørger, om min mand har givet tilladelse til, at jeg fortæller vores historie. Om jeg ikke er bange for, hvad folk tænker. Og nej, jeg er ikke bange. Men jeg er heller ikke ligeglad. Jeg fortæller min historie, fordi der stadig er folk, der synes, det er modigt. Fordi nogle mener, jeg burde være bange for, hvad andre tænker.
Jeg er mor, hustru, 36 – og ja, jeg har paranoid skizofreni. Min søn er i netværkspleje, og jeg er sygemeldt på tredje år. Det er ikke så svært at fortælle, hvem jeg er. Det er meget hårdere at sætte ord på alt det, jeg ikke er. Karrierekvinde, fx. Færdiguddannet, slank og overskudsagtig. Alt det, jeg engang troede, jeg ville blive.
Forleden var jeg til frisør for første gang i to et halvt år. “Nå, hvad laver du så?”, spurgte hun. Havde hun spurgt mig for et år siden, havde jeg iskoldt sagt, at jeg var arbejdsløs og langtidssygemeldt. Det er jeg trods alt holdt op med. Det er ikke hendes skyld, at vores samfund ser ned på sådan nogle som os. Ingen grund til at gøre hende pinligt berørt. Tværtimod øver jeg mig på en ny identitet.
“Jeg er youtuber!”. Det er sandt. Jeg kører en youtubekanal med min mand og mine venner. Jeg laver videoer, der blive delt og liket og set mange tusind gange. Jeg tjener ganske vist ikke en krone på det, men det er okay. For det første er jeg i ressourceforløb og må slet ikke tjene noget. For det andet gør jeg det ikke for pengenes skyld. Men det giver mig noget at stå op til, et fællesskab, lidt mening i mørket.
Der er også dem, der mener, jeg bør gå stille med dørene. At jeg skal være bange for, hvad kommunen tænker. Hvis jeg kan være foran et kamera, redigere film og promovere kanalen på de sociale medier, kan jeg vel også passe et job? Så enkelt er det desværre ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne arbejde. Og jeg længes efter den dag, jeg igen kan være mor på fuldtid. Indtil da øver jeg mig i at have et ansvar – med kommunens fulde opbakning. Ærlighed er ikke så galt endda.
Billede: Freestocks.org, Pexels