Det nedenstående brev skal læses som det er skrevet – med sarkasme. Et fiktivt brev baseret på virkelige hændelser. Nej, psykiatrien har ikke skrevet sådan et brev til min tidligere chef. Brevet er en leg med, hvordan jeg forestiller mig sådan et brev kunne lyde, og er skrevet ud af dyb frustration over ikke at blive lyttet til. Sådan et brev kan virke meget forløsende at skrive.
Brevet er samtidig mit første forsøg på at italesætte mine følelser af vrede, uretfærdighed og sorg til det menneske og sted som ødelagde store dele af mig indeni. Samt min vrede og frustration over, at psykiatrien i så mange år ignorerede, hvad jeg sagde i den hellige jagt på diagnoser i stedet for at se det, for mig, helt åbenlyse traume og tage udgangspunkt i det. Brevet er et skridt på vejen til at hele.
Kære Lærke,
Vi skriver til dig for at oplyse dig om, at din antagelse om Ulvens (herefter pt.) adfærdsproblemer var og er naturligvis helt på sin plads. Ligesom dig, synes vi nemlig også, at det er meget nemmere at antage og tro, at vi ved alt, og dømme ud fra denne vished. Vi har i lighed med dig heller ikke sat os ind i, hvad der egentlig skete dengang du blev chef for pt., hvad du udsatte pt for gennem mere end et halvt år, eller det store antal af personlige samtaler og slet skjulte trusler du kom med til flere af pt.’s kolleger samt alle de andre irrelevante detaljer som udgør sandheden. Vi forstår, at det som en selvfølge stod klart, at det var pt. der var udfordringen, for ligesom dig ignorerer vi også trivielle, irriterende fakta som at pt. fungerede godt på arbejdspladsen og privat indtil du dukkede op og hjalp hende med at finde indre kaos. Ligegyldigt er det også, at vi aldrig har taget os af, at pt. ikke har været i kontakt med psykiatrien før sit 33. leveår. Diagnosekriterier er bare en slags retningslinjer, hvis pt. stiller spørgsmålstegn ved diagnosen, mens diagnosekriterier er en eviggyldig sandhed alle andre gange. Ja, mellem os: når det er til vores fordel i en lille disput. Men den slags bøjen af begreber og des lige kender du sikkert alt til. Vi overser ligesom dig, pt.’s gode tiltag, og gør ligesom dig en dyd ud af at finde adfærd og symptomer, der passer til den kasse vi vil have pt ned i. Ligesom da du undlod at høre på alle de kolleger der talte pt.’s sag. Den slags vidneudsagn er bare så meget op ad bakke. Mellem os, så er båse og kasser noget af det allerbedste at putte folk i. I sær fordi det er så svært at bryde ud af dem igen og selvom vi bilder os selv og pt.’er ind, at diagnoser bare er et arbejdsredskab og er helt neutrale for os, så er det nu rart at diagnoser klæber til pt. som lort til en sko. Det gør det sværere for pt. at overbevise eventuelle kolleger om, at der er noget der ikke stemmer. Tro det eller ej, men der har simpelthen været både psykologer, sygeplejersker og andre fagfolk, som mener, at pt. ikke har borderline, men er traumatiseret! (Hovedryste smiley) Men bare rolig, den slags lader de fleste af os slet ikke mærke med. Når en pt. har sin egen mening om behandling, og står ved sig selv er det altid snublende nært (og bekvemt) at lukke ned for det ubehagelige i at skulle forholde sig til relevant kritik ved at sætte en borderline diagnose på panden af pt.. Det er så fedt altid at have kortet med projektioner som trumf i ærmet til at affeje pt. med, hvis en af os skulle opleve at kritk ikke preller af trods vores ellers manglende evne til selvindsigt.
Det er tydeligvis fake news at pt. har velfungerende relationer, flere af dem har varet over halvdelen af pt.’s liv. Ligegyldig detalje tænker du sikkert, og ja du har ret. Ligesom alle de ligegyldige detaljer vedr. pt. mens pt. var ansat under dig. Samt alle de detaljer om dig, der hvis man kiggede efter ville afsløre dine manglende evner indenfor ledelse og empati, og blotlægge en god, lille narcissist. Detaljer, detaljer. Vi er heldigvis flere der er vilde med faktaresistens.
Nå, vi skal ikke spilde mere af din tid med at minde dig om, hvordan pt. helt uberettiget mener, at du og din ledelsesstil har været den største årsag til, at pt.’s liv siden 2011 har været præget af tab. Tab af arbejdsevne, bolig, indkomst, familie, værdighed og troværdighed. Detaljer igen, undskyld vi nævnte det.
Vi vil dog lige afslutte med at forsikre dig om, at al fakta som pt indeholder vil der blive taget hånd om med antipsykotika og elektrochok. Det skal nok få de adfærdsproblemer ud af pt. og med lidt held så husker pt kun de ting vi vil have pt. husker og vil fremadrettet være langt mere nem at håndtere. Stædig insisteren på fornuft og lydhørhed krydser vi ligesom dig fingre for, er noget af det første, der ryger ud i glemslen. Ingen tak nødvendig – det var så lidt og velbekomme.Venlig hilsen
Region Hovedstadens Psykiatri
Privatfoto taget af Ulven