Jeg er ret glad for dokumentarer og Anders Aggers “Indefra” er jeg en trofast seer til. I aften handlede det om ECT og jeg har det meget blandet med den behandlingsform. Selvom min hoveddiagnose var svær depression, som er den lidelse, hvortil ECT benyttes mest, så har jeg aldrig selv fået ECT. Det skyldes, at det meste af min “karriere” i behandlinspsykiatrien var i ungdomspsykiatrien og der bruges ECT (fornuftigt nok) ikke. Da jeg blev 21 år var jeg kortvarigt tilknyttet voksenpsykiatrien og der sagde en læge til mig, at hvis jeg skulle blive så syg igen af depression, som jeg var i mine teenagerår, så ville jeg højst sandsynligt blive tilbudt og anbefalet ECT behandling. Den melding gav mig kuldegysninger for jeg kunne og kan virkelig ikke forstille mig, at nogen sætter stød til min hjerne. Bare tanken gør mig hunderæd! Jeg har sidenhen læst og hørt meget om ECT samt fulgte jeg nogle patienter til ECT, da jeg arbejdede som Recovery-mentor og jeg må indrømme, at jeg stadig nok aldrig ville takke ja tak til den behandlingsform. Jeg har set alt for mange få store langvarige hukommelsesproblemer mm. og hvor effekten af ECT ikke har været tilsvarende “det værd”. Hvis jeg skulle blive syg igen, så ville jeg altså personligt nok ikke turde tage “chancen”. Jeg savner noget mere evidens om ECT.
MEN når det er skrevet, så måtte jeg jo også bare sande, da jeg så dokumentaren hertil aften, at der faktisk findes mennesker, som føler, at ECT hjælper dem og det må jeg jo trods min store skepsis selvfølgelig anerkende. Og I den forbindelse er det jo bare super heldigt, at der findes forskellige behandlingsmetoder. Vi er jo forskellige som individer, så selvfølgelig skal vi hellere ikke behandles ens. Jeg tænker i den forbindelse, at vi skal blive bedre til at anerkende, når vi hver især vælger VORES behandling. Jeg endte selv med at få medicin for min depression i 13 år og i nogle af årene, der har medicinen klart hjulpet mig. Men der har altså også været år, hvor medicinen ingen virkning havde. Både ECT og medicin er i min optik meget groft sagt symptombehandling og jeg savner, at vi i den danske psykiatri er nysgerrige på, hvad patienten har med af oplevelser i sin mentale rygsæk. Jeg nåede at være syg i 3 år, før jeg som 17 årige mødte min kontaktpædagog og han var den første, som spurgte mig: “Hvad er der dog sket med dig?” og jeg vil påstå, at det først var der, at der kunne komme en Recovery-proces igang. ECT og medicin kan være en hjælp – men det må bare ikke stå alene. Det er SÅ vigtigt, at der også bliver arbejdet med det, som gør ondt. Det er hvert fald min overbevisning.