Jeg deltager i et kursus på Skolen for Recovery, hvor vi arbejder med at finde et alternativ til sygdomsfortællingen: opremsningen af alle problemerne, traumerne – alt det negative. Det er den dominerende fortælling. De alternative fortællinger er alle undtagelserne: De gange, vi lykkedes, sejrede og overkom. Alle de gange, vi modbeviste fortællingen om, at vi er gået i stykker.
Den sidste gang skal alle, der har lyst, bidrage med deres recoveryfortælling i ord, billeder eller lyd. Så jeg besluttede mig for at lave en youtube-kanal. Det er ikke første gang, jeg er på kamera. Jeg har faktisk kørt en anden kanal i halvandet år, så de værste grønne grise lader mig være i fred. Selvfølgelig er det anderledes at være åben om min sygdom, men jeg trøster mig ved, at sygdommen mere er en blind passager. Det er recovery, der er i fokus. Og det er faktisk sværere, end jeg troede.
Hvis jeg skal være helt ærlig, aner jeg ikke, hvordan en recoveryfortælling ser ud. Jeg kan sagtens fokusere på det positive, på mulighederne og meningen i mit nye liv. Men en fortælling kræver ligesom en rød tråd, og der kommer jeg til kort, for det er sygdommen, der binder min historie sammen. De fleste af mine handlinger har været en reaktion. Selv mit håb er en stædigt insisterende følelse, jeg finder frem, når det hele bliver for svært.
Men okay, så er der jo bare noget at arbejde med. Og hvis du kunne tænke dig at følge med i min recovery, finder du kanalen her.
Billede: Steve Johnson, Pexels