af Michael Zittergong
Det er nok en fejl at antage, at denne forfatters hovedperson er hendes alter ego. Så jeg nøjes med at antage det på midlertidig basis; just for the good heck of it. Og hvad er der så med hovedpersonen? Først og fremmest er hun ikke til stede. I hvert fald ikke i en form, hvor andre ser hende. Spørg dig selv: Har jeg nogensinde set en blå tiger? Nej, vel? Men sådan én er hun altså.
Vi oplever i bogen den blå tigerpige som skiftevis barn og ung.
Psykotisk trussel i kollektivet
Som barn er hun en overempatisk sødling i et udpræget idealistisk afsættende kollektiv i Sverige; et udløb af hippietidens flower-power og generelle forestillinger om retfærdighed. Ret fri sex i bollerum, og ingen mor indenfor rækkevidde.
Faderen er derimod særdeles nærværende. Tæt på, men uden at overdrive. Han skærmer hende efter bedste evne mod alt for hårde realiteter, hvilket forstærker hendes følelse af forkerthed ved foruroligende, farlige følelser. En ”Grethe” viser sig senere at være mor under cover i kollektivet; hun følte bare ikke for rollen. Ups! Av. Og den lille pige afreagerer så nogle fælles, farlige følelser i en konfliktsituation. Med kniv. Og alle forfærdes over hendes eksekvering af den kollektive vrede.
Så hvad gør de med Timian? Timian, ja det hedder hun! Så stop lige en halv. Mmm… snus ind, smag på hende. Sanselig er hun. Og udpræget fremkommelig, imødekommende. Svær at forstå. ”Syg” er et prædikat man møder i bogen, og ”syg” uddybes set indefra. Hun indlever sig udover alle grænser; ting bliver fx meget nærværende som væsener indimellem. Og hun er meget hensyntagende. Hvad synes græs om, at man træder på det? Skal man stoppe en kniv, når den vil skære? Og hvad gør man så med den stakkels, relativt moderløse lille pige?
Ibs greb om Timian
Timian bliver sendt til faderens specielle, politisk herligt ukorrekte filosof-ven, Ib – som Line-Maria i interviewet beretter om og læser op fra:
Denne eneboer og børnehaders store fascination af Timian beror på hans anerkendelse af hende som et supersansende, intelligent og invadérbart studieobjekt. Og hun er selv fascineret af denne vilde og excentriske Ib, der simpelthen vælger at bruge hende som basis for en universitetsafhandling. Hvorunder han bl.a. udsætter hende for afrivning af myreben… og voldsporno. Jep!
Her om voldspornoens bødler og nøje iscenesatte offer:
En sadomasochistisk skønhedsåbenbaring af frisatte følelser?
Manden.. eller robot-muldvarpen?
Som ung møder vi hende så også. Hun har vokset sig nærmest alt for voksen. Hun ønsker jo fuld kontrol; ved hvor galt det kan gå. Med stor sikkerhed har hun kedeliggjort sit liv. Med empatien i fuld behold er hun den nærmest fuldkomme plejer for en retarderet, halvvoksen pige. Og normalitets-kammerat med en lesbisk hasher-veninde, der lærer hende at drikke absint. Mere vanvid, på den normale måde. Sine egne behov er hun nærmest uden sans for. Fx i forholdet til hendes berøringsangste, pæne og ferske fyr, hvor sexlivet 100% går ud på, at hun sutter pik i hans bil, for sådan kan han nu bedst lide det. Han siger hende ikke rigtig noget – men det gør den handicappede piges robot-muldvarp derimod. Den vil noget med hende:
Glæden ved et selvmord
Timian er dels en slags engel og dels en uberegnelig devil in disguise. Her nyder hun på englelig, selvfuldkommen vis sin rolle ved et udsprings-selvmord. 1: Smask! 2: Den blågule tiger i aktion:
En SULTEN tiger
Tigeren.. er blå for vanvittig poesi i himmelske højder og for englelig tristhed ved at være en af Guds små automater. Kritikløse viderebringere af budskaber om godhed, skønhed, underlagt guddommeligt overvælde. Overdådig sensitivitet – og perfektion kræver ingen muligheder for at afreagere. Men en rigtig gul tiger med sorte striber – den er noget helt andet. William Blake skrev: ”The tigers of wrath are wiser than the horses of instruction”. En tiger er et rovdyr lige ud af den virkelige natur, hvor man jager og jages, nyder og dræber.
Timian bliver mere og mere og mere blå og mere og mere gul. Hun vil forene de to tigre og flygter med muldvarpen til et sted, hvor en frister er indenfor rækkevidde, og tingene taler højt og tydeligt til hende. Hun vil ikke afvise dem, og hun vil ikke ignoreres. Det accelererer. Og så.. ha! vi må vist hellere stoppe her.
Identitetsforvirring
Bare lige til sidst: Det er en fejl at antage, at denne forfatters hovedperson er helt forskellig fra hende selv. Check selv efter.
RrrrRRR!!