Kaos
I den kommende tid skriver jeg essays om angst, terapi, kærlighed, alkohol, narkomaner, retten til at få børn og meget andet.
Alt er forklaringer og undskyldninger til mine to dejlige døtre, som jeg elsker mere end alt andet.
Aflysninger
Psykiatriske diagnoser er i særdeleshed spild af tid. Her i juletiden år 2018 skal vi alle være glade og dyrke familien, men det er ikke altid så nemt. 700.000-800.000 danskere lider hvert år af psykiske lidelser, men ingen undersøgelser viser hvor mange af os, der får en god jul og et godt nytår. At jeg er julehader skjulte jeg nogenlunde, da i var yngre, men det er ingen hemmelighed længere. Det skyldes især den psykiske tilstand og nødvendige afbud til sammenkomster med den ellers overdådige julemad og efterfølgende dårlig samvittighed. Aflysning burde være mit mellemnavn i stedet for Peter. Familien forstår det stadig ikke helt. Det handler ikke om, at jeg ikke ønsker at komme. Det handler om, at jeg ofte ikke magter at komme.
Samvær som weekendfar er under hele jeres opvækst blevet aflyst utallige gange af samme årsag, hvorefter jeg i selvbebrejdelsens navn flygtede med ufattelige mængder alkohol. Bryggerierne kan prise sig lykkelige for psykiatriske diagnoser, for selvmedicinering er en fandens dyr flugt. Medicinalfirmaerne kan også takke Vorherre, Muhammed, Buddha, Odin eller en anden mulig guddommelig magt, der vist har aktier i virksomhederne.
Socialfobi, panikangst, generaliseret angst, bipolare lidelser, skizofreni, bulimi, anoreksi, depression, alkoholisme, narkomani, ludomani med mere kan være skyld i aflysninger, og jeg nikker genkendende til lidelserne. Det er dog ikke muligt at skrive bipolar lidelse på visitkortet, selvom der i en periode af mit liv var mistanke om en type af den slags. Skizofreni har aldrig været på bane, selvom jeg ellers har taget en del baner. Ja, ja, jeg har som far været dum nok til at snuse hvidt pulver op i næsen, men det pjat begyndte jeg først på i en sen alder, og det er et overstået kapitel af mit liv, for det gavner sateme ikke psyken. Desuden er jeg total modstander af de forbandede stoffer, så jeg er en total selvmodsigelse, når jeg prædiker for jer, at det er snothamrende dumt, farligt og spild af penge. Forøget produktion af snot får man dog ud af det de efterfølgende dage, hvor der samtidig ofte følger en nedtur med,
Bulimi får jeg i forbindelse med indtagelse af mad, når jeg flugtdrikker. Der er simpelthen ikke plads til føde ved siden af øl og sprut, så det må op igen. Derfor undlader jeg at blande mad og alkohol. Anoreksi har jeg derefter et par dage efter en hård druktur, da jeg ikke kan få andet end end en lille smule mad ned, indtil kroppen er nogenlunde normaliseret. Nej, det er naturligvis ikke ærlige diagnoser, men det var et elendigt forsøg med en ironisk distance til alle de andre, der alle udspringer fra kilden helbredsangst. Den forbandede lidelse, der opstod allerede som barn har ødelagt ufatteligt meget. Det er forpulet pinligt med indrømmelsen, at jeg rent faktisk aldrig har lidt af andet end de obligatoriske børnesygdomme, når jeg har overlevet og nu rundet de 50 år. Men jeg har taget revanche på det seneste. For sådan cirka et halvt år siden faldt jeg i en kæmpebrandert og brækkede håndleddet, hvilket stadig kan mærkes. Jeg har så dårlig ryg, at jeg knapt kan gå ned til containerne med skraldeposer. Jeg er særdeles glad for den app, som Rema1000 har udviklet, så andre for et beskedent beløb handler ind og leverer det bestilte. Jeg lider af vandbrok, som jeg skal opereres for om en måneds tid, hvilket gør det besværligt med rygøvelserne fra fysioterapeuten. Alligevel knokler jeg efter bedste evne, så jeg ikke behøver aflyse julefrokosten – sammen med jer – hos farmor. Ellers ender det bare med, at jeg ignorerer alle kroppens signaler om en sundere livsstil, og drikker mig fra sans og samling og får helbredsangst til at forvandle sig til den dødsdrift, der har skabt kaos og fuldstændige vanvittige oplevelser. De historier er nok mere underholdende end denne indledning, så næste gang fortæller jeg måske om, da jeg fejlagtigt var sigtet for forsøg på manddrab.