Når ensomheden rammer mig, tænker jeg oftes tilbage på den tid jeg gik på efterskole. Jeg får et smil på læben. Den tid var uvurderlig. Den tid var der altid nogen omkring mig og ensomheden fil sjældent lov til at fylde. Mit år på efterskolen var et af mine bedste år i mit liv. Der fik jeg nye venskaber og tætte relationer. Jeg lærte at stå ved hvem jeg er. Ensomheden kan nogle gange nærmeste æde mig op og jeg bliver trist til mode. Hvis jeg så tænker tilbage på den skønne tid med søde mennesker og gode lærere, så bliver jeg glad og varm inden i. Ensomhed er en underlig størrelse og kan komme og gå som den vil. Ensomhed er ikke min følgesvend, men kommer engang imellem lige forbi. Heldigvis har jeg en familie og tætte venner der kan få mig ud af den.
Ensomhed er alt i alt noget lort, men nogle gange er det også sundt at mærke den og derved blive bekræftet i, at jeg har en god omgangskreds.
