For nylig vågnede jeg af en drøm, for hvilken det tog nogen tid at fordampe. Jeg har i mine tidligere skriv været inde på, at primærprocessen, hvis fremmeste repræsentanter netop er drømmene, netop kan være sæde for de stærkeste og reneste følelser, vi kan have, og være sæde for de dybe motivationer, der kan bevæge os. Når man, som jeg, når pensionsalderen, er der en ting, der adskiller os fra de unge mennesker, og det er det forhold, at vi har så pokkers megen fortid. Jeg er selv født i 1952, og kan undertiden huske ganske meget, selvom ens hukommelse i sagens natur er fragmentarisk.

Vi flyttede til Holbæk fra København da jeg var tre år, og den københavnske måde at tale på havde allerede sat sig sine spor i mit sprog, så vi kom til Holbæk som københavnere. Min far havde fra barndommen af talt provinsielt sydsjællandsk, som formentligt er den grimmeste dialekt i hele Danmark, men da han i ung alder skulle læse til teknikumingeniør, valgte han med held at lægge sit sprog helt om til det rigsdanske, og det holdt han fast ved resten af livet, så det var det sprog, vi børn voksede op med. Men der var sproglige specialiteter fra det sjællandske som vi blev bekendt med uden at tænke over det. Sidenhen tilegnede jeg mig i nogen grad det Holbækske, som heller ikke er det kønneste sprog. Så min tale rummer flere sproglige lag.

Nu for at komme tilbage til det med drømmen, så gør der sig det gældende, at min bror har arvet alle familiebillederne, hvilket har vist sig at være uheldigt, for han har ikke styr på dem, og jeg har således ikke adgang til disse billeder. Så jeg er helt henvist til at huske. Jeg kan huske Holbæk dengang, og jeg kan også huske lidt fra Glostrup, hvor vi havde boet før jeg var tre år.

I Holbæk har man den idé, at man løbende river byen ned og bygger den op igen. Eftersom jeg har boet i København i 45 år, er Holbæk forvandlet til ukendelighed, og da mine forældre, som for længst er døde, var den eneste forbindelse, jeg havde til byen, har jeg ikke mere nogen føling med, hvad der sker derhenne. Og byen er mig ganske fremmed.

I Holbæk havde jeg naturligvis mange personlige oplevelser, som nok har haft større betydning for mig, end jeg i grunden er klar over.

Vort hus i Holbæk er solgt for mange år siden. Jeg har været der en enkel gang, og har konstateret, at det i ingen henseende ligner sig selv. Så det er jeg holdt op med at se.

Den gård, hvor min far voksede op, og hvor hans forældre residerede, virkede som ville den stå i al evighed. Nu har fjerde slægtled efter min farfar overtaget gården, og der er kun den ydre skal tilbage – ellers er intet tilbage. Haven, som dengang var en omhyggeligt holdt herskabshave med en statelig blodbøg og et fyrretræ, som var kolossalt – alt det er væk, Og rosenbedene, som var afgrænset fra græsplænen efter en lineal – alt det er væk, og erstattet af et vildnis, som i øvrigt ikke er uden charme. Men ikke det samme.

Nå, men tilbage til drømmen. Drømmens indhold var af udpræget følelsesmæssig karakter. Og den følelse, der var tale om, var længsel. Længsel efter det forbigangne. Længsel efter det tabte. Længsel efter det kendte, som man kendte som sin egen bukselomme.

Tyskerne har et ord, hvis betydning vi ikke rigtigt har noget tilsvarende dækkende ord for på dansk. Ordet er ”sehnsucht”, og udtrykker en meget dyb længsel, nærmest en sult efter noget. Og det er det, jeg her forsøger at udtrykke. Problemet består i at komme udenom de faktuelle ting, jeg her beskriver, og at få frem den følelse, der drejer sig om forskellen mellem det kendte og det senere fremkomne og indtrufne. Og fremmede.

For så vidt er der i dag mange muligheder for at få et kik tilbage, i form af adgangen til mange gamle danske film. Jeg må blankt erkende, at af nutidens skuespillere kender jeg forbavsende få. Og de, som jeg havde fået ind på lystavlen som værende ganske unge, i dag er gamle eller døde. Det er meget velgørende at genoplive de gamle skuespillere i den skikkelse, vi dengang oplevede dem som. Hver skuespiller havde sin egen ”air” eller udstråling, som man kunne bade sig i. Det er sjovt at iagttage, hvor firkantet castingen også dengang foregik. Skulle man have en skurk eller en anløben person af underklasseherkomst, så var det altid Preben Leerdorff Rye. Sidenhen blev han jo en skattet skuespiller af høj karat. Men jeg er i øvrigt imponeret af hvor svære roller, man i tidligere tid bandt an med. Det hele var ikke ”Sommer i Tyrol”, som af nogle betragtes som det værste bras. Eller ”Drømmen om det hvide slot”, som af vittige hoveder blev omdøbt til ”Drømmen om det hvide snot”.

Når man kigger på fortiden, så er der mange ting af forskellig beskaffenhed, som dukker op. Ikke sådan, at alt var godt i fortiden – på ingen måde. Der er sket mange fremskridt, og for mange var ungdomsoprøret et vandskel, som parallelliserede overgangen i Frankrig fra ”l’ancien regime” med parykker og royalisme til det mere moderne, med fri forfatning og mange nye idéer. Der skal nok være mange, som intet kender til disse ting, og hvis hele horisont kun omfatter ungdomsoprøret. Dette startede som en udpræget intellektuel bevægelse, men skiftede hurtigt skikkelse til en ren slamkiste af stofmisbrug og udpræget antiintellektuelt tilsnit. Ungdomsoprøret var i den forstand på ingen måde en éntydig størrelse. Som en af mine bekendte udtrykte det, ”så var vi en masse mennesker, som troede, at vi var enige om en hel masse, men det viste sig så, at det var vi ikke”. Og i øvrigt er 1968-oprøret en ret ukendt størrelse af de fleste unge mennesker af i dag. Sic transit gloria mundi (Således forgår al verdens herlighed).

Der er et æventyr af H. C. Andersen, som jeg har en svag erindring om, hvori indgår, at århundred efter århundred henrinder, og hvor han udtrykker dette ved ordene ”Far hen! Far hen!”. Heri udtrykker han netop den følelse, jeg tænker på – at tidens og foranderlighedens strøm er ubønhørlig. Jeg har ikke kunnet efterspore, hvilket æventyr, der er tale om, og jeg har mistanke om, at han har brugt det flere steder, og at også andre digtere har brugt det. Steen Steensen Blicher er inde på det samme i novellen ”Ak, hvor forandret!”, men er i øvrigt inde på det samme flere forskellige steder. I en tegneserie, jeg fik fat på for ikke længe siden, siger en kineser til historiens skurk, som undertiden har storhedsvanvittige idéer: ”Vi er, hvad skæbnen udstikker for os, oberst. Kun et tegn i livets store bog. Og de fleste tegn slettes hurtigt…”.

Det er meget sjældent at man ser eller hører mennesker udtale sig om det forsvundne og tabte. Naturligvis er problematikken forskellig for forskellige aldersklasser. Forfatteren Stefan Zweig og andre var inde på det i forbindelse med århundredskiftet fra 1800-tallet til 1900-tallet, og første verdenskrig var et så eklatant brud med, hvad mange mennesker fandt var elementære dannelsesbegreber, at mange aldrig forvandt det. For så vidt er den nuværende periode interessant derved, at meget snævre borgerlige miljøer bliver tvunget til et kig ind i miljøer, hvis terminologi er dem ganske fremmed. Meget er blevet sagt og skrevet i disse internettider, og der skal nok være nogle, som lukker helt af for ”sgu” og ”fanden”, og som på forhånd afskriver sådanne ytringer ethver spor af fornuft. Imidlertid må man nok indrømme den gamle talemåde, at ”hver fugl synger med SIT næb” (trykfordelingen er vigtig) en vis ret, og det er da også en kendsgerning, at af vore folkevalgte er det ikke mange, som kommer ud over den dem altid hjemsøgende higen efter magt – i stedet for at problematisere selve erkendeprocessen. Vore politikere har jo, qua demokratiet, brug for at være på talefod med alle kredse i befolkningen. Politikere er kun i begrænset omfang intellektuelle. Har man erkendemæssige ambitioner, søger man ikke ind i politik, men søger andre miljøer, hvor det er den intellektuelle elite, der fører det store ord.

Hvorom alting er, så står man dér med en masse fortid, som på godt og ondt har formet én, og som ikke blot repræsenterer noget faktuelt, men også noget følelsesmæssigt. Det fortidige er i éns erindring befolket med vore følelser og engagementer, og når det så forgår, så står vi jo der og har mistet pejlepunkter, i forhold til hvilke vi ellers orienterede os. Det har for mig været et nøglefænomen at opretholde disse pejlepunkter i erindringen, og det er ikke rart at tænke på, at evnen til at erindre har en tilbøjelighed til at aftage med alderen. Det har formentligt mange konsekvenser, som nok kan ende i den konfusion, man iagttager hos mange ældre mennesker. Som hele mennesker rummer vi på denne måde mange lag, om hvilke vi ikke nødvendigvis er os bevidste. Hvor godt kender vi os selv? Jeg har konstateret, at for nogle mennesker accepteres denne tidens gang som uafvendelig, men i en eller anden forstand accepterer jeg den slet ikke.

Hele min måde at bruge sproget på er formentligt et levende fossil. Jeg anerkender ikke, at sproget undergår forandringer, og i mange tilfælde ser man samfundklasser indtage en sprogbrug, som ikke hører dem til, og som de ikke er i stand til at bruge korrekt, og jeg har med glæde konstateret, at ikke blot jeg, men mange andre protesterer vildt over den rygradsløse registrering af sprogudviklingen, som Dansk Sprognævn står for. I befolkningen er der helt klart nogle idéer om, hvad der er korrekt dansk – men dertil kommer, hvad der er smukt dansk. Jeg registrerer, at den altdominerende tilbøjelighed til tryk på første stavelse har taget livet af flertalsformen af ”revisor”: ”reviSOrer”. Og ”motor”: ”moTOrer”, osv. Det smukke ved dansk er netop den dynamiske trykfordeling: ”deMONstrativ”, ”ilLUStrativ”. Og så er der jo den svære: ”institutionaliSEre”.

Så er der jo visse ord, der skrider. Hvad hedder verbet ”drage” i datid?: ”drog”. Hvad hedder ”tie” i datid?: ”tav”. Og så er der jo den der med ”bede, som bliver til ”bedte”, men skulle have været ”bad”. Blandt substantiverne er det ordet ”tog” som i flertal bliver til ”toge”, og ikke, som korrekt, ”tog”.

Men det er nok som at forsøge at stoppe en læk dæmning med en pegefinger. Imidlertid spiller alle detaljer en rolle i forhold til, hvordan man som person er defineret. Eftersom jeg har været enlig i mange år og således har kunnet unddrage mig udviklingernes abrasive virkninger, har jeg kunnet etablere en psykisk stabilitet, som har bekommet mig godt.

Det, som jeg her har redegjort for, vil mange, især unge mennesker, jo nok karakterisere som jeronimusseri og nedgroet konservatisme. Men det er ikke så enkelt. Det enkelte menneskes psyke er ikke údskiftelig. På den anden side beror den enkeltes evne til at orientere sig i nutiden på, hvor fremsynet og begavet man har været i de unge år. For ganske mange mennesker forekommer meget i nutiden som komplet uforståeligt, og nogle mennesker når aldrig til at orientere sig i de dele af samtiden, de gennemlever. Til gengæld ser man hos sådanne mennesker ofte en langt større villighed til at underlægge sig nye forhold, end jeg her har givet udtryk for.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.