I starten af januar var jeg til eksamen i et pædagogisk diplommodul og i den forbindelse, der havde jeg en aha-oplevelse. Det var min første eksamen efter at være trappet ud af den medicin, som jeg havde fået siden vinteren 2009 (totalt nåede jeg at være medicineret i 13 år). Jeg følte den naturlige eksamens nervøsitet og mærkede, hvordan min krop gjorde sig klar til at skulle præsterer. Denne naturlige eksamens nervøsitet har jeg slet ikke følt på det niveau i mange år og jeg tror uden tvivl, at det hænger sammen med, at jeg tidligere har været medicineret.
At jeg følte mig mere nervøs op til omtalte eksamen end jeg plejede, ja det irriterede mig egentlig ikke, men rørte mig i stedet og gjorde mig taknemmelig. Når jeg beskriver det på den måde, så ved jeg godt, at det måske lyder lidt for frelst og rosenrødt. Men det var altså sådan, at jeg havde det. Dengang jeg var syg, der var jeg nærmest bange for mine egne følelser, for det var dem, som kunne give mig de umenneskelige og pinefulde tanker eller der gav mig selvdestruktive impulser, som jeg langt fra altid kunne modstå. Men tænk sig, at nu er jeg kommet så langt med mig selv, at jeg ikke længere bliver bange for ubehagelige følelser som fx eksamens nervøsitet, men i stedet tænker: ,,Det er helt menneskeligt og blot en del af at være menneske”. Når følelserne og tankerne i timen op til eksamen slog mig i hovedet og spurgte til, om jeg nu havde styr på ditten og datten, så slog den konstruktive Sanne igennem og mindede mig om, at jeg havde styr på det. Og det havde jeg – eksamen blev meget vellykket.
På Facebook følger jeg ivrigt Anna Skov Jensens side “Overlevelsesguidens vidensbank” og nogle dage efter min eksamen, der postede hun et billede, som netop meget godt visualisere, hvordan vi ikke skal gøre vores følelser til vores modstander.
Selv tænker jeg, at det både er menneskeligt og ufarligt at føle. Det er i stedet måden, som vi håndtere vores følelser på, der kan gøre vores følelser farlige.