Verdens dejligste Rose
Der var engang en mægtig Dronning, i hvis have fandtes de dejligste Blomster for enhver årets tider og fra alle Verdens Lande, men især var det Roserne, som hun elskede, og derfor havde hun af disse de mest forskellige Arter, lige fra den vilde Hæk med de æbleduftende, grønne Blade til Provence skønneste Rose, og de voksne op ad Slottets Mure, slyngede sig om Søjlerne og Vindueskarmen, ind i Cangene og hen ad Loftet i alle sale: Og Roserne vekslede i Duft, Form og Farve. Men Sorgen og Bedrøvelse boede herinde: Dronningen lå på sin sotteseng, og Lægerne forkyndte, at hun måtte dø. “Der er dog en frelse for hende!” sagde den viseste iblandt dem. “Bring hende Verdens dejligste Rose, den er er udtrykket af den højeste og reneste Kærlighed: kommer den for hendes øjne, før de brister, da dør hun ikke. :
Og unge og gamle kom rundt om fra med Roser, dejligste, der blomstrede i hver Have, men de Roser var det ikke: Kærlighedens Urtegård måtte Blomsten hentes: men hvilken Rose der var udtrykket af den højeste, den reneste kærlighed?
Og Skjaldene sang om Verdens dejligste Rose: hvernævnede sin. Og der gik Bud vidt om Land til hvert Hjerte, der slog i kærlighed, der gik Bud til hver stand oghver Alder.
“Ingen har endnu nævnet Blomsten!” sagde den vise. “ingen har peget på det Sted, hvor den fremspring i sin Herlighed. Ikke er det Roserne fra Romeo og Julies kiste eller fra Valborg Grav, skønt de Roser vil altid dufte gennem sagn og sang, det er ej Roserne, som skyder fremfra Winkelrieds blodige Lanser, fra Blodets, der helligt vælder ud fra Heltens bryst i Døden fra Fædrelandet, skønt ingen død er mere sød, ingen Rose rødere end dette Blod, der da flyder. Ej heller er det hin Underblomsten, for hvis pleje manden i år og dag, i lange søvnløse Nætter, i den ensomme stue, hengiver sit friske Liv, Videnskabens magiske Rose! ”
” Jeg ved hvor den blomster! ” sagde en lygsalig Moder, der med sit Barn kom til Dronningens Leje.” jeg ved, hvor Verdens dejligste Rose findes! Den Rose, der erUdtrykket af den højeste og reneste Kærlighed. Den blomster på de blussende kinder af mit søde barn, når det styrket af søvnen slår Øjnene op og ler imod mig med hele sin Kærlighed!”
“Dejligest er den Rose, men en dejligere findes der!” sagde den vise. “ja., langt skønner!” sagde en af kvinderne. “jeg har set den: en mere ophøjet hellig Rose blomstrer der ikke, men den bleg, Terosens Blade: på Dronningens Kinder så jeg den: hun havde lagt sin kongelige Krone og gik selv i den lange, sorgfyldte Nat med sit syge Barn, græd over det, kyssede det og bad til Gud en bøn for det, som en moder beder i Angstens Time! ”
” Hellig og vidunderlig i sin Magt er Sorgens hvide Rose, men dog er det ikke den! ”
” Nej, Verdens dejligste Rose så jeg foran Herrens Alter! ” sagde den fromme, gamle Biskop,” jeg så den lyse, som Engels åsyn viste sig. De unge Piger gik til Nadverens Bord, fornyede deres Dåbs Pagt, og der blussede Roser, og der blegnede Roser på de friske Kinder: en ung Pige stod der: hun så med hele Sjælens fulde Renhed og Kærlighed op mod sin Gud: det var udtrykket af den reneste og højeste Kærlighed! ”
” Velsignet være den! ” sagde den vise” dog ingen af eder har endnu nævnt Verdens dejligste Rose. ” Da trådte ind i stuen et barn, Dronningens lille søn: Tårerne stod i hans Øjne og på hans Kinder: han har en stor, opslagene Bog, dens Bind var af fløjl og med store Sølvhægter.” Moder! ” sagde den lille,” oh, hør dog, hvad jeg har læst” og Barnet satte sig ved sengen og læste af Bogen om ham, der hengav sig selv til korsets Død for at frelse Menneskerne, selv de ufødte Slægter. “Større Kærlighed gives der ikke!”
Og der gik en Rosenskær over Dronningens Kinder, hendes Øjne blev så store, så klare, thi hun så fra Bogens Blade løftede sig Verdens dejligste Rose, Billedet af den, som fremsprang fra Kristi Blod på korsets Træ.
“jeg ser den!” sagde hun. ” Aldrig dør den, som ser den Rose, den dejligste på Jorden!”
H. C. Andersen
Syntes det en smuk historie 🙂 