Af Pernille
Jeg var 8 eller 9 år, da jeg begyndte at plukke hår af. Jeg kan huske, at jeg sad i en bil og havde siddet i den i flere timer. Jeg var blevet rastløs og kunne ikke holde køreturen ud længere, og pludselig sad jeg og plukkede mit hår på hovedet af. Det var starten på flere års kamp med det, som jeg først langt senere fandt ud af hed trikotillomani. Det er på mange måder en trist historie, jeg nu er ved at få ned på papir. Men også en historie, som jeg håber kan indgyde håb.
Fra indre ro til en ekstrem skyldfølelse
Den er trist, fordi jeg i mange år sad fast i en ond cirkel af skyldfølelse og selvhad og følte mig grim, som direkte følge af min hårplukning. Jeg ville så gerne stoppe, men jeg kunne bare ikke, og jeg oplevede stort set ingen forståelse fra mine omgivelser.
Det er svært at forklare, hvad der fik mig til at plukke hår af ved roden, og hvad der stadig får mig til at gøre det, når jeg en sjælden gang imellem oplever tilbagefald. Men en forklaring er, at det var en overvældende og uhåndterlig trang indeni, som fik mig til at plukke håret af. Det var en vild indre uro, som kun kunne blive neddæmpet ved, at jeg plukkede mit hår af. Og det var selve følelsen af at mærke smerten, selv om det ikke skulle gøre alt for ondt. At studere de hår, jeg havde plukket af, gav mig en skøn følelse og indre ro og glæde. Det blev dog hurtigt efterfulgt af en ekstrem skyldfølelse og angst.
Brugte makeup som 12-årig
Jeg var 11 år gammel, da selvmordstankerne begyndte. Jeg sad i et tog, formentlig på vej hen til svømning og prøvede som sædvanligt at gemme mig fra mine omgivelser. Jeg havde ingen øjenvipper, ingen øjenbryn og store, bare pletter på hovedet, som jeg ofte måtte skjule med en bøllehat. Ligeledes begyndte jeg at gå med makeup for at kunne skjule manglende hår, da jeg var cirka 12 år gammel. Eftersom jeg ikke havde øjenbryn og øjenvipper, lærte jeg mig selv at tegne mine øjenbryn op og lægge en tyk, sort streg over og under mine øjne for at fjerne fokus fra de manglende øjenvipper.
Det handlede om at skjule mine manglende hår og at undgå opmærksomhed. Jeg ville allerhelst gemme mig helt væk. Men det kunne jeg jo ikke gøre. Jeg måtte jo i skole, og jeg måtte til svømning og til mange andre ting.
Selvmordstankerne blev en trøst
Nu tilbage til denne togtur. Jeg havde forinden begyndt at ønske, at jeg var gammel. Meget gammel. For dem var der jo ikke så mange, der nærstuderede, hvis de eksempelvis manglede øjenbryn, tænkte jeg. Men gammel var jeg jo ikke.
I toget kom pludselig de her grimme tanker, som jeg har kæmpet med lige siden. Selvmordstankerne. Jeg kunne jo bare slutte det hele. Undgå dette hæslige liv, jeg havde fået, og bare sige farvel til verden. Disse tanker blev en form for trøst for mig. Jeg anså, det at jeg havde en vej ud, hvis jeg slet ikke kunne holde det ud længere, som en dejlig og god følelse. Ren og skær lettelse.
Mine forældre anede ikke, hvad de skulle stille op, og hvordan de skulle håndtere det. De prøvede alt – også metoder som gjorde alt langt værre for mig – og intet af det hjalp. De sørgede for, at jeg kom hen til en skolepsykolog, da jeg var en 11-12 år gammel, som skulle vurdere mig. Jeg mindes, at han blandt andet bad mig om at kigge på billeder og beskrive den betydning, jeg lagde i billederne. Han konkluderede, efter at have set mig nogle gange, at jeg var deprimeret, men ellers helt ”normal”. Og det var så det. Mit forløb hos ham blev afsluttet, og jeg fik ikke mere hjælp her.
Behandlingssystemet svigtede
Min triko – som jeg kalder det – fortsatte, og mine forældre tog mig flere gange med til lægen. Men lægen anede heller ikke, hvad det var, jeg fejlede. Som 13-årig kom jeg i et forløb hos en privatpraktiserende psykolog, som mine forældre havde fået anbefalet. Men jeg fik heller ikke noget ud af dette forløb. Hun vidste, ligesom alle andre omkring mig, heller ikke, hvad min lidelse var og havde heller ikke hørt om nogen, som plukkede hår af før.
Hun begyndte derfor på en terapiform, som hun brugte, når folk kom til hende og havde skåret i sig selv. Men det nyttede slet ikke noget. Godt nok er begge dele selvskadende adfærd, og man søger en form for smerte. Men her slutter sammenligningen også. Jeg har nemlig, da jeg var godt oppe i 20’erne, skåret i mig selv i en periode og ved, at cutting og triko ikke er det samme og skal på en lang række områder ikke behandles på samme måde. Mit forløb hos denne psykolog sluttede, og jeg var ikke kommet spor videre.
Troede jeg var den eneste
Tilbage i 1990’erne og starten af 00’erne var der stadigvæk ingen, som vidste, hvad jeg fejlede. Jeg gik derfor og troede, at jeg var den eneste, som plukkede hår af, og det havde en enorm negativ indflydelse på mig. Jeg var helt overbevist om, at det kun var mig, som plukkede hår, hvilket ikke kun øgede min skyldfølelse, men også min selvforagt og mit selvhad. Jeg føler mig på mange måder totalt svigtet af privatpraktiserende læger og psykologer. Jeg mener den dag i dag, at der skulle være gjort mere for mig.
Jeg havde behov for den diagnose. For da jeg endelig fik den, hjalp det mig helt enormt. Og det var rigtig godt for mig at vide, at jeg ikke var den eneste i verden, som havde fundet på det der underlige med at plukke hår af. Jeg tror, der var mindre fokus på psykiske lidelser dengang, og at de var langt mere tabubelagte, end de er nu. Nogle gange tænker jeg, at det at jeg boede på landet – langt fra de steder hvor man kunne komme i behandling for eksempelvis triko – måske også var med til, at jeg først fandt ud af, hvad jeg fejlede som 15-16 årig.
Gæt, hvem der fandt ud af, hvad jeg fejlede?
Det var hverken læger eller psykologer. Det var såmænd min far. Han havde ved et tilfælde fået set et program på Discovery Channel om lige netop det, jeg fejlede. Han kaldte på mig og fortalte mig, at det jeg har hedder trikotillomani. Jeg var helt i chok over det, jeg hørte. At det var en psykisk lidelse, og at andre også plukkede hår af.
Jeg skyndte mig ind på min fars kontor, hvor familiens computer stod, og jeg søgte på nettet efter trikotillomani. Det var tilbage i starten af 00’erne, og jeg var slet ikke lige så vant til computere, som jeg er nu. Det at søge på ’hårplukning’ var aldrig faldet mig ind. Jeg troede jo, at jeg var den eneste, som gjorde dette, så jeg havde ikke tænkt, at der var noget at finde. Men da jeg nu vidste, hvad det jeg fejlede hed, fandt jeg hurtigt information på nettet. Det var vildt og overvældende at læse mig frem til, at mange andre gjorde det, at der fandtes behandling, og at man kunne få det under kontrol.
Ofte en kronisk lidelse
Det eneste, som jeg ikke var glad for at læse og fandt trist, var at der stod, at det ofte er en livslang lidelse, som mange aldrig kommer sig helt fra. For det havde jeg været mit evige håb, at jeg en dag ville kunne stoppe helt med at plukke hår af – én gang for alle. Jeg havde nemlig gode perioder, hvor jeg ikke plukkede hår af i dage, uger og endda måneder. Men jeg begyndte altid igen og fik lynhurtigt plukket mig selv halvskaldet og plukket alle øjenvipper og øjenbryn af igen.
Af en eller anden grund, førte denne opdagelse og nye viden ikke til, at jeg kom i et terapiforløb for folk ramt af trikotillomani. Jeg vendte ikke tilbage til læger og psykologer med denne nye viden. Hvorfor ved jeg ikke helt. Men muligvis, fordi de ikke havde hjulpet mig ordentligt dengang, vi tidligere havde opsøgt dem, og jeg havde lidt mistet tilliden til dem. Men det, at jeg nu vidste, at jeg havde en psykisk lidelse, og at jeg ikke var alene om dette, gjorde en kæmpe forskel for mig, og jeg fandt mere ro.
Kunne hvile i mig selv
Jeg gik i gymnasiet i 2.g, da jeg for alvor tog mine første spæde skridt frem mod recovery. Mine gode perioder uden hårplukning varede længere. Faktisk kom jeg ind i en god periode, der varede så længe, at jeg begyndte at kunne lade mit hår gro langt, hvilket føltes fantastisk.
Jeg fik også mod på det med fyre. Nu følte jeg mig ikke længere som hende den grimme og underlige uden hår. Jeg mødte ikke stirrende, nysgerrige og chokerede blikke, når folk fik nærstuderet mig, eller når de i sjov hev min bøllehat af til min egen store rædsel og stod der foran en ung halvskaldet pige. Jeg nærmede mig en ro og en følelse af at kunne hvile i mig selv, hvilket jeg aldrig havde troet ville ske.
Hermed skal jeg ikke sige, at min triko stoppede én gang for alle. Det gjorde den ikke. Som 32 årig kæmper jeg stadig nogle gange med trangen til at plukke hår af, men der er langt imellem, at jeg gør det. Nu gør jeg det ikke i så lang tid og når derfor ikke at forårsage samme skade på mig selv som før i tiden.
Fra at plukke løs til større kontrol med det
Da jeg fik mere kontrol over min triko, indgik jeg en aftale med mig selv. Hvis jeg skulle plukke hår af, så skulle det kun være mine øjenbryn. Og ellers steder på kroppen, hvor man ikke kunne se det, fx hår på armene, fingrene og benene. Men når jeg plukkede hår af de steder, så gav det mig ikke samme form for ro og nydelse.
En stor del af tiden, når jeg en sjælden gang har følt mig overvældet af trang til at plukke hår af, har jeg kunnet ”nøjes” med mine øjenbryn. Men det hænder dog også, at der ryger nogle øjenvipper og hår fra hovedet af. Jeg valgte, at kompromiset måtte være øjenbryn, fordi det er nemmere at tegne øjenbryn på end eksempelvis at skulle gå med bøllehat.
Da jeg var i midten af 20’erne havde jeg dog en periode på cirka halvandet år, hvor jeg igen havde en stor bar plet på hovedet og ingen øjenbryn og vipper. Helt som dengang jeg var barn og teenager. Jeg havde været udsat for nogle meget svære ting i mit liv og var samtidig i gang med en stressende kandidatuddannelse, hvor jeg skulle læse en masse, hvilket jeg havde svært ved at koncentrere mig om og finde ro til. Derfor plukkede jeg tit hår af, når jeg læste artikler og så videre.
Kunne aldrig plukke hår af foran andre
Jeg fandt dog ud af, at jeg skulle tage op på universitetet og læse, for jeg plukkede ikke hår af, når der var andre til stede. Det skammede jeg mig for meget over det til at gøre. Jeg fik færdiggjort min uddannelse, og det skal siges, at jeg faktisk havde det hidtil bedste år i mit liv, imens jeg var i gang med denne kandidat, også trods min forværrede triko. Selvom det var slemt for mig, at min triko var taget til igen, var jeg ikke helt lige så voldsomt påvirket af det, som jeg var, da jeg var yngre.
Efter endt uddannelse og efter jeg fik nogle voldsomme oplevelser, som havde været med til at trigge et større tilbagefald, mere på afstand, fik jeg igen mere styr på min triko. Jeg har nu i de sidste 6 år været uden store tilbagefald. Jeg har fundet ro med, at jeg en gang imellem ’falder i’ og prøver at fokusere positivt på, at jeg får stoppet mig selv igen, fremfor at jeg tænker negativt og slår mig selv i hovedet over, at jeg fik plukket hår af igen.
Mine øjenbryn kan ikke gro ud igen
Jeg har stort set ingen øjenbryn længere. De kan ikke gro ud mere. Så jeg tegner dem op hver dag, og hvis jeg skal sige det selv, så er jeg blevet ret god til det. Mit hår på toppen af mit hoved er tyndt og gror heller ikke helt ud længere. Men jeg kan nemt lave en lille sideskilning, som gør, at man ikke ser det. Øjenvipperne er nogenlunde intakte, heldigvis. Og jeg får sjældent kommentarer på, hvorfor jeg mangler hår på hovedet og i ansigtet længere – for størstedelen af tiden er det ikke slemt nok til, at folk synes, de har ret til at kommentere på det.
Jeg har lært at leve med min triko. Jeg har fuld kontrol over min plukkemani størstedelen af tiden, og jeg skammer mig ikke rigtig længere.
Hvad gjorde udslaget til min bedring?
Jeg ved det ikke helt. For jeg har aldrig rigtig fået den hjælp, jeg har haft brug for. Jeg har til gengæld fundet styrken til at lade være inde i mig selv, og det er blevet så meget bedre, at jeg stort set ikke plukker hår af længere. Det er endda lykkedes, selv om jeg i oven købet fik en bipolar-diagnose midt i 20’erne.
Med det sagt, så er jeg sikker på, at jeg ikke er enestående på det område, og mange andre har også oplevet, at de selv har kunnet gøre en større eller mindre forskel i deres sygdomsforløb. De har lært at navigere i et liv med mange indre og ydre udfordringer. Over tid har de udviklet den styrke, der skal til for bedre at kunne kæmpe hver dag med en besværlig psyke.
Det er på tide, at vi i større grad anerkender vores egen store indsats i vores sygdomsforløb. Måske vi ikke bliver helt raske af indsatsen, men målet er nu også mere at tage kampen op og opdage og værdsætte vores egen styrke. Vi er ikke dårligere mennesker, fordi vi har visse udfordringer. Vi skal ikke skamme os. Vi skal rose os selv, for når vi har klaret at tage opvasken, som har hobet sig op, og når vi ikke har skåret i os selv i en uge eller ikke har været indlagt i 1 år, så er vi da seje!