Jeg ser to slags mennesker på de sociale medier, SoMe, og jeg sætter det lidt på spidsen i denne blog, provokere lidt. Dem, der bliver ensomme på SoMe, har de virkeligt forstået, hvad et online liv er? Dem, der har et socialt liv på SoMe, har de forstået den dybere mening med et online liv?

Jeg er meget glad for teknik, det ved alle, der kender mig. Jeg er storforbruger på alle leder og kanter. Jeg er ikke bange for noget af det, fordi jeg har en god viden om det, men har en dyb respekt for det.

Jeg hører tit dette om især unge mennesker, “Deres liv er på SoMe og det er sandheden for dem”. Jeg er såmen ikke uenig, men min påstand er, at livet på SoMe og nettet, for alle aldersgrupper i øvrigt, mere eller mindre er et konstrueret SoMe liv. Det er en del af sandheden, men ikke hele sandheden. Med konstrueret kan jeg komme med det eksempel, at man jo selv vælger, hvad man skriver i f.eks et facebook opslag (under normale omstændigheder).

Jeg tror at dem, der rammes af ensomhed og misundelse over andres fantastiske liv på SoMe, har en tendens til at glemme, hvor konstrueret et online liv er.

Jeg bliver meget sjældent ramt at den negative misundelse, for i kraft af min egen livserfaring ved jeg, at alle mennekser har det skidt en gang imellem. Med det mener jeg at en perfekt profil på f.eks instagram, der kun viser et fantastisk privatliv, det er da løgn. Men derfor kan den positive del, der vises frem, evt godt være en del af sandheden, det er bare ikke det hele. Det er fint nok for mig.

Hvad er en cyborg?

FreeStock billede fra Pixabay

En cyborg er i grov forstand en sammensmeltning af menneske og maskine. Men hvad er en sammensmeltning? Er det en fysisk indopereret teknologisk dims i kroppen? Eller er det faktisk bare, at det er teknik, man har på sig? Hvem har ikke sin mobil meget tæt på sig, stort set altid?

Hvad har jeg foran mig lige nu? Iphone, iPadPro, MacbookPro, Imac, diktafon, gamer headset, hørebøffer med lydreduktion , og forskellige kamerare bag mig og et garmin ur på mit håndled, til triatlon-sport og det registere puls, søvn, antal skridt osv. For slet ikke at tale om vores stemmestyrrede Google Assistens med IA, kunstig intelligens, vi bla, bruger til at styre vores lys og lamper.

Jeg ser mig selv som en cyborg ano 2019.

Er du modstander at SoMe og teknik? Her er mine fordele

I kraft af mine kronisk sarte sanser, som jeg er født med, kan jeg hurtigt blive træt mentalt, når jeg er ude i verden med andre mennesker, uanset hvor meget jeg faktisk holder af at være sammen med dem. Sådan er jeg bare mentalt og fysisk indrettet. Sansesart, særligt sensitiv, psykisk sårbar, kald det hvad du vil. Et socialt liv bag en skærm er en dejlig måde for mig at være sammen med andre. Mine fysiske og mentale sanser bliver knapt så overvældede. så det passer perfekt til mig. De SOCIALE medier er for mig SOCIALE, ikke ensomme. Og jeg bor sammen med min vidunderlige nørdede kæreste, vil jeg lige indskyde (med en 50 kaliber)

Jeg ville aldrig have haft mulighed eller overskud til at lære så mange dejlige og nyttige mennesker at kende, uden de sociale medier. Dybest set så er meget af min sandhed, at jeg er en lille sårbar førtidspensionist, men en af mine venner på facebook (Johan Ottosen) er bestsellerforfatter, andre har tilknytning til forsvaret, jeg kender nu andre lokale forfattere og venner jeg ikke bor i nærheden af mere, folk jeg ser sjældent… Min pointe er, at de mennesker ville jeg jo aldrig have haft mulighed for at møde og lære at kende, hvis ikke det var for SoMe.

Jeg er en velfungerende cyborg

Jeg har oftest teknik omkring mig, der forbinder mig med folk, jeg godt kan lide, og en anden vigtigt ting er, at jeg også er bevidst om at slukke mine elskede dimser. Og når jeg skal læse en bog, sidder jeg helst med en fysisk en af slagsen.

Jeg synes ikke, vi som menneskerace skal være bange for teknik. Vi er ikke der ude, endnu i hvert fald, hvor der er fare for at maskinerne overfalder os osv, og jeg tror på, at når vi som menneskerace får bygget meget kloge maskiner og ypper god IA, så tror jeg på, vi til den tid nok skal have styr på at maskinerne ikke overtager verden på en for os mennesker, negativ måde, men at vi generelt kan leve lige så fredeligt med dem, som vi lige nu lever fredeligt med vores mobiler i dagens Danmark.

Om Forfatteren

Jeg er førtidspensionist fra 2016, krudt i røven og depri. Jeg har stadigt meget at lære og blive bedre til af "social udholdendhed" og finde balancen i livet. Jeg må nok indrømme, at jeg kan være angst, ængstelig til tider, og jeg er fandens god til at skjule det. Jeg har haft anoreksi og alle mulige spiseforstyrrelser og tosset rundt med det i en længere årerække. Er stærk, sund og glad for mad idag. Min journal er et stort kaos, men der står vist også noget halløjsa med personlighedsforstyrrelse. Borderline har jeg i hvert fald haft lidt af i mine helt unge dage. (Jeg er 30 år) Jeg er en enspænder, og har det bedst bag en skærm i mit kontor hjørne, eller bag et kamera. Indimellem foran det. Jeg er lidt en parodi på den sårbare kunstnertype, der bor i udkants Danmark. Jeg har et stort fortælle og digte behov, og elsker at lave historier ud fra en masse små puslespilbrikker, sætte historier sammen. Jeg er en spøjs kusine med ret så nørdede teknologiske hobbyer, html koder, overvågning, photoshop, efterretningstjenester, youtube videoer og især læselyster (og "glo efter lyster") om efterretningstjenester og politiet. Jeg er opvokset i PET´s "baghave" i Søborg. Når jeg har udgivet min selvbiografiske roman, så starter jeg for alvor på en thrillerserie på 3 bøger om Kim Kelly, en PET ansat tøs og Jonas fra FE. Jeg er i foråret 2018 blevet headhuntet til StORDstrømmen, den lokal forfatterforening, der holder til på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det er en interesseorganisation under Dansk Forfatterforening. Jeg bor i Nykøbing Falster med min vidunderlige kæreste, der er tesla´er værd, og bare tager mig helt, som den forvirrede størrelse jeg er til tider. En blanding af stærk og sårbar. Hvis du har lyst til at vide mere om mig, så tjek min hjemmeside Idaeowyn.com og tilmeld dig mit nyhedsbrev.

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Tak for et udmærket skriv fra Ida. Dine opfattelser af teknik, og, ikke mindst, hvad vi har i vente, deler jeg stort set. Jeg må indrømme, at jeg tilbringer ret megen tid, dér, bag skærmen (med klude om sin hånd?? – nu for at citere “Jens Vejmand). Men jeg har nogle andre vaner med det tekniske, og med venner. Folk, jeg korresponderer med er alle nogle, jeg kender personligt – ofte gennem mangeårige venskaber. Og så er der lige det der med mobiltelefon. Jeg ejer ikke et sådant instrument, og når jeg er ude i byen, er jeg ikke at træffe. Hjemme har jeg nummerviser på fastnettelefon, som registrerer opkald, så hvis det er relevant, kan jeg ringe, når jeg kommer hjem. Det er nu ikke altid, at jeg gør det. Hvis jeg er for træt, og det er for sent, blæser jeg på det hele. Og jeg er lykkelig for, at det er mig, der bestemmer farten, og ikke min omverden. Når jeg sidder ved computeren, er det ofte i forbindelse med, at jeg er kommet i tanke om et eller andet interessant emne, jeg søger oplysninger på, og hvis det, jeg læser, er tilstrækkeligt interessant, tager jeg noter. Nogle gange kopierer jeg hele tekster, hvis jeg synes, at det er værd at gemme på. Jeg er ret kritisk, så det meste passerer ugemt. Éns filsystem skulle jo ikke gerne ligne en rodebutik. Undertiden kommer jeg i tanke om viden, jeg i grunden selv har, men som jeg aldrig har skrevet om, men som bliver aktiveret ved det, jeg læser, og så skriver jeg et epistel om det, jeg selv har at sige. Det gør, at jeg i mange sammenhænge simpelthen er lagerførende i mange interessante problemstillinger. Og det er så praktisk, at det hele ligger på computeren og i skyen på en velordnet måde, og at man kan søge i materialet. Dette fordrer naturligvis, at man tænker sig ordentligt om i forbindelse med håndteringen af stoffet. Jeg tror, at mange computere er nogle værre rodebutikker – ikke mindst, fordi der er mange, som aldrig er blevet skolet i datahåndtering. Jeg har fra mine unge dage en baggrund som edb-mand, hvor vi simpelthen blev undervist i alle grundlæggende edb-begreber. Dengang jeg blev undervist heri, blev det mig klart, at der er to fundamentalt forskellige typer af edb-folk. Den ene er sælgertypen, med de store ord og alle de smarte betegnelser og alle plus-ordene, altid fornem i tøjet, og velfriseret – men som i realiteten hverken kan eller ved en pind. Den anden type har håret i vild uorden, har ugegamle skægstubbe, fedtede briller og skjorten udenpå bukserne. Vedkommende er ikke i stand til at udtrykke sig på forståelig måde, fordi har har en kæmpe viden, og ved alt om edb, og, ikke mindst, om alle de problemer af teknisk og organisatorisk art, som der altid er i forbindelse med edb-projekter. Fyren er hensynsløst ærlig og hæderlig, i modsætning til den foregående beskrevet, men hvis et licitationsbud var overladt til ham, ville han konsekvent tabe enhver licitation. For at vinde en licitation er der ikke brug for realistiske estimater, men prisbillighed, uanset om den aftalte pris intet har med virkeligheden at gøre. Derfor er alle offentlige edb-projekter underbemandede og med for korte tisdfrister, men det betyder intet, for selvom projektet kuldsejler, kommer der jo mange penge i kassen alligevel. Vi har siden 1960erne set dette tema gentaget til ulidelighed, og de besluttende myndigheder er fast besluttede på aldrig at blive klogere eller at tage ved lære. Nå, dette var blot en lille snak udløst af alt det tekniske.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.