Happeningen “En værdig psykiatri for alle” var for mig at se helt forrygende. Der var røde hjerte-balloner overalt på pladsen foran Christiansborg denne første sommerdag, 1. juni.  Der var rigtig mange fremmødte, gode taler, en fin stemning og en klar fornemmelse af, at dette var startskuddet til noget stort inden for psykiatrien.

Der var tale om en fælles front, som bestod af patienter, pårørende, deres foreninger, læger, psykiatere, psykologer og ergoterapeuter. Alle var de mødt op for at råbe politikerne op. Budskabet var klart: Langt flere penge til psykiatrien, som skal på finansloven og sidestilles med fysiske sygdomme.

 

Jeg gik rundt med mit kamera det meste af tiden, og jeg lavede videointerviews med initiativtageren til happeningen, Mikkel Rasmussen, psykologernes formand, Eva Secher Mathiasen, ergoterapeuternes formand, Tina Nør Langager, professor Merete Nordentoft og formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle. Desværre nåede jeg ikke at få professor Poul Videnbechs ellers glimrende tale med. Og jeg måtte skære en pæn del af interviewet med Merete fra pga. vindstøj i optagelsen. Efter billederne og videoerne, lægger jeg Poul Videbechs tale. Han har været så venlig at sende den til mig.

Under happeningen læste Dorthe Nielsen et brev op fra Betina Lindgaard Iversen, hvis datter, Maja Luna, oplevede store svigt under sine indlæggelser og ingen hjælp fik ift talrige selvmordsforsøg. Betina fortæller bl.a., at hun og hendes mand var i konstant alarmberedskab.

“Hverken psykiatrien eller kommunen hjalp vores datter. Med den rette hjælp og støtte, ville vores Maja Luna være i live i dag, og hun ville have været her og støtte op om kampen for en værdig psykiatri”, siger Betina.

Her kan du se oplæsningen af brevet:

Her er videoen med oplæsning af Betinas brev – den del jeg selv tilføjede ser vi lige om andre har – ellers står den i det opslag hvor teksten ligger

Posted by Dorte Nielsen on Monday, June 3, 2019

 

 

Men medierne udeblev!

Absolut eneste minus var, at ingen af de store medier kom og dækkede begivenheden. Der sidder altså nogle “fede, dovne hankatte” solidt plantet i redaktørstolene. Jeg kender et par af disse hankatte, der ikke er til at råbe op. Men vi kan glæde os over, at vi har slået igennem med et brag på de sociale medier, og at DR i længere tid har haft et sobert, kritisk fokus på psykiatrien 🙂

Det var imidlertid meget forstemmende, at DRs store gallaften den 3. juni, hvor den sidste partilederdebat fandt sted, kom til at dreje sig om prisen på smøger, mens psykiatrien ikke blev nævnt med et eneste ord. Det er dog den største folkesygdom herhjemme. Men der er nok ikke stemmer i at tale om psykiske lidelser.

Det skal retfærdigvis siger, at P1 bragte denne debatudsendelse om den udeblevne psykiatrie i valgkampen. Bl.a. min brave ven og bipolar “kollega” Mads Trier-Blom og Astrid Kragh medvirkede.

https://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2019-06-04/?fbclid=IwAR3FosSPhYUTscOVVaEkEkmVxXThtrXFa7tHiCx60gtRq9C3AKfAvrNeDmY

 

 

 

 

 

 

 

Merete Nordentoft fanget i Prins Jørgen Gård

Poul Videbech holdt en meget gribende tale, som kan læses til sidst i blogindlægget 🙂

 

 

 

Mine interviews kan du se herunder. Udover interviewene er der åbningen af happeningen ved bl.a. Mikkel Rasmussen og Mads Trier-Blom og en tale, som Poul Nyrup og  formanden for SIND, Knud Kristensen holdt sammen:

 

 

Efter happeningen har jeg fået fat i et par videoer, jeg ikke selv har optaget. Her er en skøn video fra en, der ikke havde overskud til at være med på dagen – herlige, kreative My-Mirah Bjørg Eluna Andersen. Hun fejrede i stedet dagen på sit bosted, som hun er meget glad for, med balloner, et smukt maleri og hele molevitten:

#VærdigPsykiatriForAlle og må I og vi alle få en vidunderlig dag i dag ❤️🙏🏽👏🏽👏🏽👏🏽🎈🎈🎈🎉🌈🌞🍀

Posted by My-Mirah Bjørg Eluna Andersen on Saturday, June 1, 2019

 

Og herunder er den tale, som Erik Gaarmann (i midten med kasket) holdt om sin lange, drøje vej gennem et utal af diagnoser, mødet med psykiatrien og det barske jobcentrer (Han siger med et skævt smil, at han stadig lider af et jobcenter-syndrom)

 

Psykiatrifortælling – Erik Gaarmann, Bestyrelsesmedlem i Psykiatri-Listen.

📢 MIN TALE 📢Her er min tale fra Happeningen den 1. Juni 2019 på Christiansborg Slotsplads.#VærdigPsykiatriForAlle <3

Posted by Erik Gaarmann on Tuesday, June 4, 2019

 

 

Hilsen fra Skipper og co.

 

 

 

 

 

Astrid Kragh, S, viste interesse for happeningen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fremragende anmeldelse på Linkedin 

Micahel Andersen, der er foredragshokder og ledelsesfilosof, har lavet denne videoanmeldelse af happeningen, der efter hans mening var lige efter bogen rent markedsføringsmæssigt – maksimun effekt for 0 kroner!

https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:6541917747394166784/?fbclid=IwAR0dwlG_IuMOR3nOAs9DGBYHNQrbQDXIy-2qUuq5w8RjgnB_CtC9e4lHKkI

 

Her er professor Poul Videbechs tale på skrift:

 

Vi vil behandles og behandle ordentligt.

Jeg er kommet her i dag for at deltage – sammen med alle jer derude

i at bedre de forhold, som mennesker med psykisk sygdom bliver budt i dagens Danmark.

Jeg kender mange af disse mennesker

Deres sag er blevet min sag, fordi det skærer mig i hjertet, hvor lidt hjælp vi har mulighed for at tilbyde dem, selvom vi ved bedre.

Jeg vil give stemme til tre mennesker, jeg har kendt.

 

Maria blev i hele sin barndom voldtaget af sin stedfar.

Det begyndte da hun var 4 år gammel.

Hun skærer i sig selv for at dulme den smerte hun føler indeni.

Ofte tænker hun på døden som en mulighed for at slippe væk.

En aften var det særligt slemt.

Så hun tog til den psykiatriske skadestue. Der talte hun med lægen, som var sød og forstående,

men han kunne ikke gøre noget. Det var ingen ledige senge. Hun fik noget seroquel at sove på og måtte tage hjem igen.

 

Lars hører stemmer, som ingen andre kan høre.

Det har han gjort i en del år. Han ryger også hash. Det giver ham ro, så han ikke er så angst.

Han får dagen til at gå med at spille computer og ryge.

Så en aften fik han noget coke af en ven. Han tog det, men stemmerne blev meget værre.

De sagde, at han skulle slå naboen ihjel. Det var en gammel kone. Hun var spion og var ude efter ham. Gennem væggen kunne han høre, at hun sagde om ham, at han var pædofil.

Han buldrede på hendes dør og råbte, at hun skulle lade ham være. Den gamle kone blev bange og tilkaldte politiet. Lars fik peberspray i ansigtet og så blev han tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling.

Men to dage senere manglede hospitalet senge til andre patienter.

Lars blev sendt hjem igen med antipsykotisk medicin.

 

Inga er 70 år og har fået en depression efter, at hendes mand pludselig døde for ½ år siden. Egen læge har forsøgt at behandle hende med antidepressiv medicin, men hun får det kun værre og værre. Til sidst hanker hendes datter op i hende og tager hende til psykiatrisk afdeling, hvor hun bliver indlagt.

Det er en lukket afdeling, hun er kommet til. Der er meget uroligt. Men lægen forklarer hende, at der desværre ikke er andre pladser ledige.

Lægen laver lidt om i hendes medicin. Men efter en uge ønsker Inga sig udskrevet. Der er simpelthen for uroligt på afdelingen og hun er bange for nogle af de andre patienter.

 

Nogle mennesker foretrækker at se et skarpt skæl mellem dem der er psykisk syge og os andre ”normale”. Sådan noget rammer kun naboen – ikke mig! Men nogle gange så er det dig, der er naboen!

 

Ser vi statistisk på det, har vi alle en meget høj risiko for at blive patient eller bruger på et tidspunkt i løbet af livet.

Alle i Danmark har en risiko på 20 % for at få en depression i løbet af livet.

Det betyder, at du enten selv eller en i din omgangskreds får en depression

Lige nu er 200.000 mennesker syge af depression

Depression er en folkesygdom.

 

Men psykisk sygdom er skræmmende. I modsætning til et brækket ben rammer den ind i vores allerinderste kerne – vores eget selv.

Det er derfor at mange mennesker, læger, politikere, beslutningstagere har brug for at lægge afstand til psykisk sygdom. At beskæftige sig så lidt som muligt med det.

Så går det måske væk.

Det er alt for skræmmende. Men det giver altså ikke mening at skelne mellem dig, der er patient og mig, der er normal!

 

Nogle mennesker prøver også at opstille et skarpt skel mellem os der behandler og dem der behandles. Men det er forkert.

Vi har èn fælles interesse: en mere rummelig, omfavnende og værdig psykiatri end der er i dag!

 

Jeg er læge med en faglig stolthed. Jeg vil gerne gøre mit arbejde så godt som muligt.

Jeg vil gerne hjælpe den enkelte så godt som muligt. Men mange forstår ikke, at der er barrierer for ordentlig behandling. Der er snærende økonomiske og politiske bånd, der hindrer mig i at gøre mit arbejde ordentligt.

 

Jeg har arbejdet med psykoterapi til behandling af depression og angst i mange år. Jeg ved, hvor kraftfuld en behandling dét er. Og er det ikke godt nok, kan vi kombinere med andre behandlinger: medicin, motion, magnetbehandling osv.

 

Vi, psykiatere, råder over en stor pallette af behandlinger, men desværre får vi sjældent mulighed for at bruge dem. Det koster nemlig penge.

God og tilstrækkelig behandling af psykisk syge koster penge og mangelfuld eller ingen behandling er billigt – i al fald på kort sigt. Men på langt sigt bliver det meget meget dyrere.

 

Samtaleterapi er dyrt. Medicin koster ikke ret meget. Så når politikerne skal spare, så betyder det, at du kan få medicin som det eneste. Det er umenneskeligt. Og det er vanvittigt. For de psykiske sygdomme er enormt dyre for samfundet. De psykiske sygdomme koster mere end hele kræftområdet tilsammen.

 

Tag bare et eksempel: depression. Depression er kolossalt dyrt for samfundet. Det koster over 10 milliarder kr om året. Nu tror I måske det er behandlingen, der er så dyr. Men nej. Kun ¼ af de 10 mia. bruges på behandling. Resten bruges på at bøde på de sociale konsekvenser:

sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension, hvis man da kan få det!

 

I nogle tilfælde må man selv betale for sin indlæggelse! DR viste for nogle dage siden, hvordan en kvinde, der skulle behandles for sin depression, selv måtte betale 60.000 kr for at blive indlagt på en privatklinik. Det er alt sammen meget godt, men hvad med dem, der ikke har råd til det, eller som ikke har en forsikring, der kan betale? Skal de nøjes med et udsultet offentligt system? Er det fair?

I forvejen brændemærker psykisk sygdom. Men her kommer endnu en faktor ind: har du råd til at betale for ordentligt behandling eller har du ikke?

Er det sådan et psykiatrisk system vi ønsker os i Danmark?

 

Et system, hvor vi kender de gode behandlinger. Behandlinger, som vi ved virker. Men hvis du vil have dem, må du selv betale! Ellers kan du ikke få dem.

 

Det synes jeg som læge er urimeligt. Vi læger har aflagt ed på at ville behandle alle uanset indtægt. Det er en 2000 år gammel ed. Men spørgsmålet er om systemet lever op til de smukke ord i dag eller i fremtiden.

 

Hvad er så god og tilstrækkelig behandling? Først skal sygdommen udredes.

Det kræver et grundigt kendskab til det menneske, som søger hjælp. Der kræver mange samtaler og måske en række forskellige undersøgelser.

Det fordrer ofte indlæggelse i længere tid hvor man ikke får medicin med det samme. Først derefter bør en behandling opstartes. Men i dag kører systemet hurtigere og hurtigere. Den gennemsnitlige indlæggelses tid i Danmark er 14 dage. 14 dage!

 

Hvordan kan vi svigte mennesker som overvejer at dø for egen hånd?

Der skal altid være en ledig seng til mennesker i sådan en krise og de skal kunne beholde den seng indtil de er klar til at vælge livet til igen.

Men både Maria og Lars blev sendt hjem, den dag de havde brug for en sådan seng!

I dag skal du være så dårlig, for at blive indlagt, at den eneste behandling er medicin.

Alle det forebyggende og andre behandlingsformer, som kunne have hjulpet på et tidligere stadie af sygdommen tilbydes ikke. I stedet venter vi til tingene er gået i hårdknude.

Hvad med lysbehandling (nej, det tilbyder vi ikke). Fysioterapi og træning? (Nej, ikke nødvendigvis, det er sparet væk mange steder). Musikterapi? Glem det. Det koster penge.

 

Et helt andet og mere uhyggeligt problem afspejles i Larses historie. Hvis man er psykotisk, kan man føle, at andre vil gøre en ondt. Alle mennesker vil i den situation gøre noget for at forsvare sig. Man er i livsfare! I historien var det nær gået ud over den gamle kone, der boede i lejligheden ved siden af. Faren blev afværget, men det gør den ikke altid.

Vi ser en voldsom stigning i patienter, som får en såkaldt retslig foranstaltning, dvs. en dom til psykiatrisk behandling pga. kriminalitet.

 

Siden 2000 er antallet af psykotiske, der bliver dømt til behandling pga. kriminalitet blevet tredoblet.

Det er synd for dem, der bliver kriminelle, fordi de er syge, det er synd for ofrene, der er uskyldige og det er uværdigt for samfundet, der ikke vil betale.

 

Dom til psykiatrisk behandling betyder, at nu kan systemet ikke vægre sig mod dem. Nu er man nødt til at tage sig af dem, for det siger retten, at man skal. Men det er uværdigt for et velfærdssamfund, at man først kan få en ordentlig behandling, når man har lavet kriminalitet.

 

For nylig kom der en rapport fra Justitsministeriets Retspsykiatrisk Klinisk, der viste dette.

Rapporten gennemgik alle de sager, hvor en psykisk syg havde begået personfarlig kriminalitet.

Rapporten viste at omkring ¾ af de psykisk syge, der havde begået farlig kriminalitet, ikke havde fået hjælp i psykiatrien eller havde fået utilstrækkelig hjælp, før de begik deres kriminalitet.

Hvad gik galt? Psykiatrien havde mistet kontakten med dem. De var blevet afvist i akutmodtagelsen eller de var blevet udskrevet eller afsluttet alt for hurtigt. Nogle af dem havde haft talrige korte indlæggelser, som ikke gav stabilitet i tilstanden.

 

Men hvordan gik det så med Maria, Lars og Inga?

Lars, han kom hjem igen til den beskidte lejlighed og spiller computerspil og ryger smøger. Naboen er i live endnu. Det er vi selvfølgelig glade for. Han ryger en masse hash og har kvittet sin medicin. I aften får han besøg af en ven, som har noget godt coke med, han skal prøve.

 

Maria, som var så fuld af liv, men som havde det dårligt? Hvad med hende? Jo, hun får stærk antipsykotisk medicin fordi man troede hun var skizofren. Hun fortalte, at hun kunne høre sin fars stemme, der hånede hende. Nu sidder hun apatisk og savler. Men hun tænker ikke mere på selvmord.

 

Inga hun havde en opsparing, så hun blev indlagt på et privathospital, som behandlede hende med samtaler, motion og medicin. Hun er rask i dag og besøger sine børnebørn og tager på pensionistrejser til syden.

 

Men det behøvede ikke at være sådan. Jeg har en drøm om en bedre psykiatri.

I kan sige, jeg er en drømmer, men jeg er ikke den eneste!

Vi er samlet her idag, fordi vi er mange, der deler drømmen om en bedre og mere menneskevenlig psykiatri.

 

Hvordan kunne det da være gået med Maria, hvis systemet fungerede?

Jo, hun kunne være blevet indlagt, da hun havde det allerdårligst. Ved samtalerne med hendes kontaktperson fandt man ud af, at hun i mange år også havde haft en svær spiseforstyrrelse. Hun blev hurtigt udskrevet til et daghospital.

Der kom hun hver dag i løbet af ugen og fik terapi, undervisning og hjælp fra en socialrådgiver til at komme videre i sit liv.

Dér mødte hun andre unge, som havde lignende problemer. Det gjorde, at hun ikke følte sig så alene i verden mere og lærte af dem, hvordan man kunne overkomme problemerne.

 

Hvordan kunne det være gået med Lars?

Lars blev jo tvangsindlagt fordi han var farlig og akut psykotisk. Da psykosen var mildnet noget blev han flyttet til en langtidsafdeling, hvor han gradvis lærte at håndtere sin sygdom bedre. Hvorfor det var dumt at ryge hash og tage stoffer, når man havde hans sygdom. Efterhånden som han kom på afstand af misbruget, kunne man trappe ham meget ned i medicinen. Lars havde altid drømt om at spille guitar. Derfor fik han timer hos afdelingens musikterapeut. Personalet hjalp ham med at få skik på lejligheden og han lærte nye mennesker at kende i Fountainhouse, hvor han begyndte at komme. Venner som ikke misbrugte, men var kreative.

Efter knap et års indlæggelse kunne Lars gradvis udskrives. Der er nu gået 5 år. Lars klarer sig uden medicin i lange perioder. Når han bliver stresset – og det er han blevet godt til at mærke i tide – tager han en lille smule antipsykotisk medicin.

 

Ja, man kan blive rask fra psykisk sygdom. Vi har vidst det i mange år! Recovery findes.

Det er ikke godt nok at få sociale almisser, hvis man bliver ramt.

Vi vil have ordentlig depressionsbehandling. Vi vil have ordentligt behandling af psykoser som skizofreni. For vi ved, at man kan blive rask igen. At man kan få et godt liv. Være kreativ, udnytte sine evner, få familie, kæreste og børn.

 

Men bliver det nogensinde sådan? Kommer vi nogensinde til at se en menneskekærlig og ordentlig psykiatri, som giver vores samfunds Mariaer, Larser og Ingaer en chance?

 

Ja, det tror jeg. Det nye håb er den alliance, der er opstået mellem behandlere, patienter og pårørende. Der er masser af ting vi ser forskelligt på. Men der er mere, der samler os. Vi vil behandle og behandles ordentligt. Vi kan gøre en verden til forskel, hvis vi nedtoner uenighederne. Hvis vi lader fællesskabet komme før os selv. Hvis vi står sammen.

Jeres opbakning til dette møde viser, der er håb!

 

Skellene mellem ”dem” og ”os” er kunstige og beregnet på at holde os i ro og afvise os, når vi stiller krav. Vi kan gøre en verden til forskel, hvis vi får nogle penge til at gøre det. Det er ikke rocket science. Vi ved hvad der skal til. Vi vil gerne gøre det ordentligt. Hvis Christiansborg vil give os midlerne.

Ha´en god psykiatrihappening!

 

Det var ordene på skrift fra Poul Videbech. En venlig sjæl har efterfølgende givet mig et link til en videotagelse af talen. Den kan ses her:

#VærdigPsykiatriForAlle

Posted by Rasmus Holm on Saturday, June 1, 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om Forfatteren

Journalist i mere end 20 år og forfatter til fire bøger - "Lev stærkt - dø naturligt", "En farlig ferie", "Mani og depression" og "Kørestol-og hvad så?". Du kan læse mere om bøgerne her: www.kims-bog-korner.dk Kim oprettede i 2013 Facebookgruppen "Mani og Depression" - primært for bipolare og pårørende. Gruppen har i dag 500 medlemmer. Kim har været journalist i Kræftens Bekæmpelse, redaktionschef på magasinet I Form, informationschef i Danmarks Turistråd og Scleroseforeningen.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.