De seneste tre mandage har dokumentaren “Psykiatriens dilemma” kørt på DR. En meget vigtig dokumentarserie fordi den har italesat to væsentlige problemstillinger i den danske psykiatri i min optik: 1. At hovedbehandlingsformen er medicin og 2. At vi er blevet for ukritiske i vores diagnosticering. Inden jeg går videre, er det vigtigt for mig at understrege, hvordan jeg hverken er direkte modstander af medicin eller diagnoser i psykiatrien – men som det vil fremgå, så forholder jeg mig kritisk, hvilket kommer bag på mange, når de kender til min egen fortid som patient i ungdomspsykiatrien. For hjalp min medicin ikke mig? Både ja og nej – det kan jeg intet endegyldigt svar give på.
Som 14 årige i marts 2005 blev jeg akut henvist til en vurderingssamtale i ungdomspsykiatrien og efter en lille halv time, hvor lægen skiftevis havde talt med min lærer, mor og jeg, der fik jeg diagnosen depression og en recept på Zoloft (antidepressiva). Set i bakspejlet undre jeg mig, fordi det netop i 2005 af sundhedsstyrelsen blev meddelt, at lægerne/psykiaterne skulle være varesomme med at udskrive antidepressiva til mindreårige. Derudover kan jeg også læse, at lægen vurderede min depression til “kun” at være middelsvær (hvilket er smertefuldt nok!). Medicin var den eneste form for behandling, som jeg fik tilbudt samt et tilbud om medicinkontrol i ambulatoriet en gang om måneden. Hvor ville jeg ønske i dag over 14 år efter, at jeg allerede ved mit første besøg i stedet for medicin havde fået tilbudt psykologbehandling samt allerede på det tidspunkt havde fået tilknyttet en kontaktpædagog. Hvor ville det bare havde været fedt, hvis lægen ikke havde haft så travlt med at give mig en diagnose – men i stedet havde været nysgerrig på, hvordan jeg havde endt med at få det så forfærdeligt. Hvad var det for nogle medvirkende sociale konstruktioner, som havde gjort mig så deprimeret? Forskning viser jo netop, hvordan individets sociale konstruktioner er medvirkende til, hvordan dets genetiske arv bliver “pakket ud”. Det er så nemt at være bagklog, men jeg tror virkelig oprigtigt, at såfremt jeg havde fået tildelt omtalte psykologforløb og kontaktpædagog allerede dengang, så var jeg ikke endt så syg, som jeg til sidst blev.
Vi skriver efteråret 2009 da det ender helt galt. Trods at jeg på det tidspunkt har været indlagt flere gange, så er mit eneste behandlingstilbud i ungdomspsykiatrien medicin og kontrol heraf ved en rigtig sød distriktssygeplejerske. Undervejs er jeg udover depression også blevet diagnoticeret med ADHD. Jeg har på det tidspunkt ingen virkning haft af noget medicin selvom jeg har afprøvet fire forskellige præparater. Jeg har faktisk kun fået det progressivt værre igennem de sidste 4 år. Da jeg bliver indlagt i november 2009 spiser jeg ikke, jeg kan ikke være alene, da det er for farligt pga. mine selvmordsimpulser, jeg sover dårligere end nogensinde før, jeg er selvskadende og ja jeg kunne blive ved. Heldigvis kan jeg ikke huske den præcise følelse af den forfærdelige tilstand – men jeg husker tydeligt, hvor bange og afklaret jeg var med, at jeg skulle dø. Heldigvis overlevede jeg, men det afgørende var den miljøterapeutiske behandling, som jeg modtog af personalet på den ungdomspsykiatriske afdeling og ENDELIG min fantastiske kontaktpædagog som var SÅ dygtig til relationelt arbejde. Derudover erfarede jeg også, at medicin faktisk kan have en virkning. Jeg havde såkaldt PN medicin, som jeg kunne få, når alt andet var afprøvet og det blev flere gange min redning. Men samtidig har jeg også bare så meget respekt for den tilgang, som de fleste af personalerne havde til PN medicin. Det var ikke bare noget, som man fik uden videre, for vi unge skulle også lære at være i de svære følelser. Den tilgang savnede jeg rigtig meget, da jeg senere kom til selv at arbejde i voksenpsykiatrien – her blev PN alt for tit den hurtige og nemme løsning.
Fortsættes..